Prøv avisen

Peter: Jeg prøver at huske på de gode år sammen med min far

Peter Olesen har mistet sin far og er frivillig hos Børn, Unge og Sorg, hvor han hjælper andre unge med at håndtere deres sorg. Foto: Benjamin Krasnik

For to år siden mistede 24-årige Peter Olesen sin far. I dag hjælper han andre unge med at håndtere deres sorg som frivillig i Børn, Unge & Sorg. Læs hans historie og se video med hans bedste råd

Min far døde af en hjernetumor for to år siden. Tre måneder efter kom jeg i en samtalegruppe i Børn, Unge & Sorg. Det hjalp mig enormt meget.

Der sker noget i ens hoved, når man er i sorg. Jeg blev stresset, havde hjertebanken og svært ved at koncentrere mig om mine studier. Jeg var ikke i stand til at passe på mig selv.

I gruppen var der en fast rytme og mennesker, jeg kunne dele mine tanker med i en tid, hvor jeg var forblændet af min sorg.

Generelt var reaktionsmønstrene hos mine omgivelser meget ens. Når min afdøde far kom på banen, forandredes samtalen med det samme. Der sker noget med øjenkontakten selv hos vennerne. Jeg har nogle dejlige venner og bebrejder dem ikke noget. For man er meget alene med følelserne.

TV: Peter fortæller her om, hvad der er særligt vigtigt at huske, hvis man har mistet en mor eller en far

Jeg har erkendt, at det er svært at dele den særlige relation, jeg havde til min far, med andre. Der er en særlig dynamik mellem to personer, som andre ikke altid vil kunne sætte sig ind i. Jeg havde noget med min far, som ikke engang min søster forstår. Og de to havde noget, som jeg ikke forstår. Sådan er det.

Den fornemmeste rolle som frivillig, der taler med andre sorgramte, er at lytte, ikke at komme med gode råd. Det handler ikke om at psykoanalysere andres situation, men at nikke genkendende til deres oplevelser.

Samtalen er et meget intimt rum, hvor der også er plads til at dvæle ved stilheden. Folk, der ringer ind, hungrer efter genkendelse og spejler sig i én.

Et godt råd alligevel er at huske den relation, man havde til den afdøde. Det har hjulpet mig meget. Jeg mistede min far som meget ung, men jeg må huske på, at jeg var privilegeret nok til at have ham i 21 år og sætte pris på det gode forhold, jeg havde til ham.

Jeg får stadig en stor uretfærdighedsfølelse. Jeg vågner ind i mellem op og er meget vred på verden og synes, at min far jo var den bedste, fordi han jo var min far. Jeg tror, det bliver ret svært for mig, når jeg selv bliver far en dag.

I dag spørger folk ikke længere ind til min sorg. Jeg ser måske ud som om, jeg er okay. Men det er vigtigt stadig at tale om det og italesætte den mistede. Mine venner kan jo også huske min far og fortælle historier om ham, og det kan være med til at holde ham i live for mig. Men de gør det ikke. Folk vil nok ikke gøre mig ked af det.

Men de døde skal italesættes.

Hvis du vil læse mere om sorg, kan du få adgang til vores sorgpakke ved at klikke på linket neden for.