Prøv avisen
Boguddrag

Ahmad Mahmoud om livet i ghettoen: Vi levede i et lukket land i et åbent Danmark

Askerød gik fra at være et blandet område til hovedsageligt at være beboet af indvandrere, flygtninge, kontanthjælpsmodtagere, alkoholikere, narkomaner og andre socialt svage mennesker, skriver forfatter Ahmad Mahmoud. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Vi levede i vores egen verden – vores eget parallelsamfund med egne love og regler, bygget på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, vold, ægteskaber, ære og skam, skriver forfatter Ahmad Mahmoud. Læs et uddrag af hans bog "Sort land" om opvæksten i ghettoen Askerød på Østsjælland

Jeg kan ikke rigtig længere huske min fødeby Faxe, men bliver en gang imellem mindet om den – ved en bestemt duft, eller når tankerne får frit løb. Det er aldrig et skarpt, specifikt billede, der kommer frem; det hele er sløret som et billede, man ser under vand. Ikke desto mindre giver de små glimt fra dengang mig en fornemmelse af glæde.

Jeg mindes Faxe som et dejligt sted. Måske fordi jeg kun var et barn – det var en anden tid med færre ting at tænke over og endnu færre ting at forholde sig til. Verden synes at have været mindre kompliceret. Jeg sidder tit og kigger på vores familiebilleder. Vi var alle sammen gladere dengang. Min mor med sit lange sorte hår; hun griner over, at der bliver taget billeder af hende. Min far, der sidder i stuen og taler med en meget stor dansk kvinde, som griner ad det, han siger. Hele familien, der sidder til en juletræsfest, åbner gaver – og griner.

Vi boede i et rækkehuskompleks med store haver og græsarealer. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg tænker tilbage på den tid. Det føles så urealistisk, som om jeg har levet to liv uafhængige af hinanden. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor mine forældre valgte at flytte. Jeg husker ikke at have hørt nogen tale om, at vi skulle flytte, eller hvor vi skulle flytte hen. Jeg husker ikke engang, at vi pakkede vores ting i flyttekasser eller sagde farvel til venner.

Selvom jeg kun var fem år gammel, husker jeg derimod tydeligt den dag, hvor vi ankom til vores nye hjem. Jeg var faldet i søvn på vejen og vågnede, lige inden vi nåede frem. De gule kornmarker havde ændret sig til et storcenter og betonbyggeriet Askerød. Vi kørte ind på parkeringspladsen, og jeg husker en følelse af angst og spænding. Jeg havde før set etagebyggeri, men jeg havde aldrig været indenfor. Jeg kiggede op for at se, om bygningen nåede skyerne, og var ved at falde baglæns, da jeg fornemmede, at den tiltede.

Vores lejlighed lå i stueetagen, og min eneste tanke var, at vi alle ville blive mast, hvis vi gik ind. Men der skete ikke noget. Der var nu også kun tre etager i alt. Lejligheden var enorm og tom med hvide vægge; i nogle af værelserne stod der allerede skabe. Der var en dørtelefon, så man kunne tale med andre, og det kostede ikke noget at bruge den.

Køkkenet havde en åbning mod stuen, mellem de nederste og øverste skabe. Jeg syntes, at det var smart med en åbning, så jeg kunne kravle ind og ud mellem køkkenet og stuen. Det gik også hurtigere med at få maden, men der kom snart en krydsfinerplade op med hvide fliser på køkkensiden og murstenstapet i stuen. Den hvide lejlighed blev hurtigt forvandlet til et arabisk tusind og én nats sceneri med guldfarvede gulv til loft-gardiner, spidsbuer med murstenstapet og plasticblomsterkurve overalt.

Sammen med minderne om Faxe og vennerne forsvandt angsten for Askerød, lige så hurtigt som den var opstået, og et nyt liv begyndte i betonbyggeriet. Jeg fik hurtigt nye venner. Mine forældre kendte i forvejen ganske få i området, men man blev hurtigt en del af det lille fællesskab af sorthårede.

Jeg begyndte i børnehaveklassen på Hundige Skole. Skolen var delt op i forskellige afdelinger, blå, rød, gul og grøn, og børnehaveklasserne op til tredje klasse var i blå afdeling. Første dag i den nye klasse står stadigvæk helt tydeligt for mig. Vi skulle introduceres for hinanden, og jeg var så nervøs, at jeg ikke turde kigge nogen i øjnene. Da mine børnehaveklasselærere Alice og Mette spurgte, om jeg kendte nogen af de andre børn, skævede jeg hen mod en pige, der var en af de eneste fire sorthårede børn i klassen. Men jeg sagde ikke noget, holdt bare krampagtig fast i min mors kjole. Det føltes trygt, og jeg havde ikke spor lyst til at give slip.

Alice kom hen til mig og aede mig på kinden. “Du skal ikke være bange. Kom, så kan du sidde ved siden af mig,” sagde hun. Jeg kiggede på min mor, der smilede og gav mig et kys på kinden. Jeg fik lov til at sidde på Alices skød hele dagen. Der gik ikke lang tid, før vi alle lærte hinanden at kende. Der var ingen af os, der gik op i hudfarve eller hårfarve, vi var alle børn, og vi legede sammen.

Årene gik. Betonbyggeriet Askerød blev moderniseret, og oven på de flade tage byggede man en helt ny tredje sal. Men det var ikke det eneste, der skete. Flere og flere danske familier flyttede væk fra området, mens der kom flere og flere sorthårede familier til. Ingen af os lagde rigtig mærke til ændringerne, eller også manglede vi bare ord for det, der skete.

I hvert fald gik Askerød fra at være et blandet område til hovedsageligt at være beboet af indvandrere, flygtninge, kontanthjælpsmodtagere, alkoholikere, narkomaner og andre socialt svage mennesker. Askerød var blevet til en ghetto, og med “Ghetto Askerød” fulgte containerbrande, overfald, røverier, skyderier, racisme og bandekonflikter. Det var i hvert fald de problemer, man fra kommunens side fokuserede på. Man afsatte resurser til forskellige foranstaltninger – gadepædagoger, træningsprogrammer, klubber og mentorordninger. Lige lidt hjalp det.

På et tidspunkt omkring år 2000 gik der endda rygter om, at man ville jævne Askerød med jorden. Frustreret forsøgte man år efter år med nye metoder og tiltag. Man indkaldte borgerne til samråd, fik nye ideer og brugte flere ressourcer på nye initiativer. Det ændrede ikke noget. Askerød fortsatte med at synke ned i fordærvelsens kviksand, og der opstod stadig flere problemer og konflikter – familiekonflikter og bandekonflikter. Fællesskabet begyndte at krakelere.

Problemet var ikke, at der ikke blev gjort nok for os. For der var familier, der kom videre og flyttede væk. Hvis vi bare havde været modtagelige over for kommunens initiativer og taget imod deres håndsrækning, kunne vi have trukket os selv op af det mudrede hul, vi selv havde gravet. Men vi levede i vores egen verden – vores eget parallelsamfund med egne love og regler, bygget på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, vold, ægteskaber, ære og skam. Et lukket land i et åbent Danmark. De andre fik aldrig en chance.