Følgende boguddrag er fra side 64-76 i "Det vi tænker på inden vi falder i søvn" af Rasmus Barud Thomsen
Daniel sover typisk mellem 7 og 8 timer fra kl. 22-23.30 til kl. 6-7.
Normalt falder jeg hurtigt i søvn, men det sker til tider, at jeg har svært ved det, typisk hvis jeg er stresset eller har sovet for lidt i en periode. Men så har jeg et trick, jeg bruger: Jeg har altid godt kunnet lide at bruge mine hænder og bygge ting, så jeg forestiller mig, at jeg bygger ting o falder i søvn til tankerne om at vælge materialer og bygge møbler. Det at kunne gå ind i mig selv og blive væk i mine egne rolige tanker lærte jeg under mit fangenskab. Rigtig mange bekymringer bankede på inde i hovedet, og der var min opgave at finde ud af, hvordan jeg kunne styre alle de modbydelige tanker. Og måden, jeg overlevede på, var at gå ind i mig selv og finde et lille rum inde i mit hoved og være derinde. Jeg kunne ikke lide at tænke på min kæreste eller min familie, fordi det mindede mig om alt det, jeg ikke havde, og det gjorde mig depressiv.
Overlevelseseksperter siger også, at dér, hvor almindelige mennesker taber til overlevelsesmennesket, er i evnen til at gå ind i sig selv i et safe space og lukke det frygtelige omkring sig ude. Det gjorde jeg ved at tænke på helt konkrete ting, såsom hvordan man laver en sofa, der også kan fungere som seng og spisebord. Jeg lavede en masse udfordringer i konstruktionen, som krævede min opmærksomhed, og som jeg kunne bruge lang tid på at tænke over. Den type tanker er meget nære, uskyldige og ukomplicerede at tænke over, og de stod i stor kontrast til den situation, jeg befandt mig i.
Jeg blev taget til fange i Syrien i maj 2013. Første gang, jeg skulle sove i fangenskab, var efter en periode med ekstrem stress. Sammen med min chauffør var jeg blevet tilbageholdt af maskerede mænd med skarpladte AK-47’ere. Jeg kom ned i en kælder med bind for øjnene og håndjern på. Jeg var i en choktilstand og turde ikke kigge nogle steder hen. Jeg lå bare musestille. Men jeg sov faktisk ret nemt, for den stress, man oplever i sådan en situation, trætter én helt vildt. Jeg lå i kælderen i ti dage og var egentlig ved godt mod, indtil de førte os længere ind i Syrien. Her blev jeg lænket til en radiator i en foyer i en stor bygning, hvor der hele tiden gik folk omkring mig. Der sov jeg ikke i to døgn, for de sparkede til mig, hver gang jeg døsede hen. På grund af manglen på søvn mistede jeg evnen til at styre mine tanker i en positiv retning, og jeg kunne slet ikke være i mig selv på grund af frygt og negative tanker. Og jeg havde god grund til at være bange, for i løbet af de næste 14 dage blev jeg tortureret i en sådan grad, at jeg forsøgte at hænge mig selv for at sætte en stopper for det. Selvmord er en voldsom beslutning at tage, men jeg var i en situation, hvor den eneste søvn, jeg fik, var, når jeg besvimede fra de tæsk, de gav mig, eller når de kørte mig en time eller to fra et sted til et andet.
Når man ikke sover, kommer man ind i en vanvittig tilstand, hvor der sker nogle ting i hjernen, der er svære at beskrive. Det føltes som et parallelunivers, hvor jeg var helt omtåget og nærmest betragtede mig selv udefra. Jeg mistede troen på livet, og mit sind blev mørkt i en grad, hvor jeg havde erkendt, at jeg aldrig ville komme hjem igen. Og det accepterede jeg. Erkendelsen af, at der ikke er noget, der bliver godt, er en falliterklæring, men det gjorde også, at jeg ikke havde noget på spil, ingenting at miste. Det gav mig en fordel, når de torturerede mig, og jeg forsvandt ind i mig selv. I løbet af de to første uger tabte jeg mig tredive kilo og røg ind og ud af søvnen, alt efter hvor meget de bankede mig.
Da jeg endelig blev flyttet fra torturkælderen til et andet fangehul, fik jeg en flaske vand og et tæppe: ”Wauw, det er luksus, jeg kan drikke vand og lægge mig ned og sove,” tænkte jeg.
Derfra blev jeg på en måde nulstillet som menneske og skulle i gang med at bygge mig selv op. Jeg blev ikke længere tortureret, og perspektivet om, at det kunne ske igen, og at jeg derfor kunne være i en meget værre situation, gjorde det nemmere for mig at overleve i det nye fangehul. Her sad jeg sammen med andre udenlandske fanger, og mit liv i cellen blev hverdag, og jeg skulle forsøge at sove så godt som muligt.
Det var på det tidspunkt, jeg fandt ud, at det med at gå ind i mig selv var en god måde for mig at falde i søvn på. Jeg var hele tiden omgivet af andre fanger, hvilket er en positiv ting, for hvis jeg var blevet anbragt i isolation, så tror jeg, det havde smadret mig fuldstændig. Men opholdet i den lille celle krævede også, at jeg formåede at lukke de andre fanger ude. Et fint tidspunkt at gøre det på var om aftenen, hvor vi lavede vores senge, der bestod af et eller to lag tæpper på betongulvet, inden vi skulle sove. Om sommeren lagde vi os bare oven på tæppet, fordi det var så varmt, men om vinteren handlede det om at pakke sig selv ind som en lille larve for at kunne holde varmen. Jeg tog tit mit bind for øjnene på for bedre at kunne sove og få fornemmelsen af, at jeg var væk fra det hele. Det gjorde ondt i mine knogler at ligge på betongulvet, for jeg vejede kun 55 kilo på det tidspunkt, men jeg fandt nogle rutiner og måder, jeg kunne sove på. Og jeg ville gerne sove, for jeg tænkte, at jo mere jeg sov, desto mindre tid ville jeg være bevidst til stede i cellen, før jeg blev løsladt. Og i perioder sov jeg rigtig godt, mens det i andre perioder gik dårligt.
Jo mere jeg tænkte på min egen situation, jo sværere var det at sove. I stedet gik jeg ind i mig selv. Enten byggede jeg ting eller tænkte over de historier, som mine medfanger havde fortalt i løbet i dagen. Flere af dem var journalister og ansatte i NGO’er, der havde rejst meget og vidste meget, og om aftenen genfortalte jeg deres historier for mig selv og tænkte over, hvad jeg ville spørge dem om dagen efter for at blive klogere på en problemstilling, de havde nævnt. På den måde var der hele tiden noget konkret for hjernen at arbejde med, og det var både en måde at holde tankerne i ro på og en måde at overleve på, for det stimulerede mig, at jeg fik opbygget viden og blev klogere på nogle ting.
Vi sultede, og jeg tænkte hele tiden på mad. Det var også mad, jeg drømte mest om. Og det var faktisk rart, at maden, eller manglen på samme, fyldte så meget. Det tog rigtig meget af min opmærksomhed, og jeg gik faktisk mere op i, om vi fik mad, end jeg gik op i, om jeg skulle leve eller dø. Jeg har siden læst beretninger fra koncentrationslejre fra 2. verdenskrig, og jeg kan genkende fortællingerne om den altoverskyggende sult. Tankerne om mad og sulten fyldte så meget, at jeg nærmest var parat til at bytte min frihed for et stykke brød. Men det hjalp mig igennem forløbet, for sult er en meget naturlig ting for et menneske, og alternativet var, at jeg tænkte over den håbløse og livsfarlige situation, vi var fanget i, og det var selvdestruktive tanker. Og hvis ikke man kan styre sine tanker, så kan man heller ikke falde i søvn.
Der gik noget tid, efter at jeg blev løsladt, inden jeg begyndte at sove godt igen. Jeg følte, at jeg var kommet et helt år bagud med nyheder, og jeg havde travlt med at blive opdateret. Så jeg sad foran computeren og læste og læste, så jeg glemte at gå i seng. Jeg havde en masse spørgsmål, som jeg havde tænkt på under mit fangenskab, som jeg ville have svar på. Hvem, hvad og hvorfor var Islamisk Stat opstået, og hvorfor var det blevet så stort i det år, jeg sad fanget?
Når jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg, at jeg blev taget til fange igen. Så jeg fik nogle sovepiller, som jeg tog et par dage. Men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg løb og gjorde mig selv fysisk træt, så faldt jeg nemmere i søvn. Motionen udløste også nogle ting oppe i min hjerne, så jeg fik nogle bedre tanker og fik det bedre med mig selv. Jeg accepterede ret hurtigt, at mine mareridt var en naturlig reaktion oven på det, jeg havde oplevet. Selvfølgelig får man mareridt, når man har siddet i et mørkt hul i 13 måneder. Men jeg tillod dem ikke at styre mig, og jeg opdagede, at hvis jeg læste om Syrien eller situationen i Mellemøsten, inden jeg faldt i søvn, så fik jeg oftere voldsomme mareridt. Så det lod jeg være med, og mareridtene forsvandt, i takt med at jeg begyndte at fortælle og holde foredrag om det, der var sket, så det i dag kun er cirka en gang hver anden måned, at jeg har mareridt.
Det at gå ind i sig selv er en overlevelsesstrategi, man kan bruge i ekstreme situationer, men det er ikke en god taktik i det almindelige liv, hvor det at handle og ændre på de ting, der generer eller gør én ked af det, er afgørende for, hvordan man har det. Der skal man være handlingsorienteret, og gemmer man sig væk i sig selv, graver man bare et stort fedt, dybt hul for sig selv. Og så får man et dårligt liv, hvor man lægger sin lykke i andre folks hænder. Den eneste, der er ansvarlig for din lykke, er dig selv, og derfor skal man bruge sit krudt på at stille høje krav til sig selv og ikke til alle de folk, man har omkring sig.
Det lyder måske frelst at sige, men jeg har det absolut mest fantastiske liv overhovedet. Og det er, fordi jeg aldrig er gået på kompromis med det liv, jeg lever. Det var også derfor, at jeg endte i et fangehul i Syrien og blev behandlet ad helvede til i lang tid. For mig var det at tage til Syrien og dække krigen nemlig det eneste rigtige at gøre dengang, og jeg accepterede ikke, at jeg burde lade være, fordi det var forbundet med en risiko. Selv om det er den indstilling, der fik mig taget til fange, var den også med til at hjælpe mig igennem de mange dage i fangehullet. Vi sad 19 mand sammen, og vi talte meget om, hvilket liv vi gerne ville leve, når vi kom hjem. Og det liv, jeg gerne ville leve, var akkurat det samme som det, jeg havde før. Og det, synes jeg, er en stor cadeau til mig selv.
Min generation kan se frem til at få omkring 100 år på jorden. Jeg var heldig at blive mere end 24 år gammel, og jeg vil på ingen måde acceptere et liv, hvor jeg ikke vågner op hver dag og tænker: ”Hold kæft, hvor er jeg heldig”. Så ville jeg føle, at jeg spildte mit liv, og jeg ville ødelægge mig selv og alle omkring mig. Man skal ikke rejse ret meget ud i verden for at se, hvor privilegerede vi er i Danmark, og at de udfordringer, vi går med herhjemme, kunne være meget værre. Hvis ikke man har evnen til at sætte tingene i perspektiv, så skaber man sig en masse bekymringer, og så tror jeg, det bliver svært at sove.
Jeg planlægger mit liv og mine opgaver på en måde, så jeg kun siger ja til de ting, som i sidste ende giver mig muligheden for at rejse ud i verden for at fotografere, hvilket er det absolut vigtigste for mig. Jeg tror, at den ro, jeg har til at vælge til og fra, kommer af, at jeg har oplevet lige pludselig at blive rykket ud af min egen virkelighed og blive taget til fange. De første par dage tænkte jeg på alle de ting, jeg gik glip af, og at verden ville brænde sammen, fordi jeg ikke kunne holde mine aftaler, og folk ikke kunne undvære mig. Hvad med min kusines bryllup eller rejsen med min kæreste, som vi havde planlagt? Nu ryger det hele i vasken, tænkte jeg. Da jeg kom hjem 13 måneder senere, stod verden endnu. Folk havde savnet mig, ja, men verden var ikke brudt sammen. Min forretning var ikke brudt sammen, og min kæreste og jeg er stadig sammen i dag. Jeg fandt ud af, at folk godt kan undvære mig, og var jeg død dernede, så var verden trillet videre alligevel. Det er en rar erkendelse, der betyder, at jeg kan tage det hele med et gran salt. For selv om tingene fylder meget hos én selv, er det meget sjældent, at det rent faktisk rager andre mennesker ret meget eller gør den store forskel i det store billede. Træk vejret, det skal nok gå alt sammen.
Der ikke sker noget ved, at jeg lige trækker stikket og tager den med ro i nogle perioder. Tværtimod, for på den lange bane risikerer jeg bare, at der ligger en skilsmisse og venter på mig, hvis jeg er en dårlig version af mig selv. Derfor er jeg ekstremt bevidst om at være opmærksom på, hvordan jeg har det. Det var jeg også tvunget til, da jeg blev løsladt fra Syrien og skulle finde ud af, hvilke psykiske og fysiske mén jeg havde fået, så de ikke pludselig kom rullende og stak en kæp i hjulet for de ting, jeg gerne vil med mit liv. Jeg fandt ud, at jeg ingen fysiske mén havde, og så var det op til mig og min psykolog at finde ud af, hvad jeg havde af mentale mén. Heldigvis har jeg grundlæggende nogle gode værktøjer til at håndtere de ting, jeg har oplevet, og sammen med psykologen fik jeg styr på det. Det er en proces, der stadig fortsætter, i og med at jeg holder mange foredrag om mine oplevelser, hvilket er noget af den bedste terapi og noget af det sundeste, man kan gøre for at få bearbejdet sine oplevelser. Det handler om selv at tage styring over det, der er sket. Ved at tale åbent om det har jeg gjort foredragene og min historie til en del af min forretning, der gør mig i stand til at lave de fotoprojekter ude i verden, som jeg brænder for.
Min psykolog har fortalt mig, at når man skal komme videre efter en traumatisk oplevelse, er det overlevelsesmæssigt en vigtig egenskab at være i stand til kunne fokusere målrettet på én ting, fordi det holder mange andre dumme ting ude af hovedet. Det kan man også læse i bøgerne om de overlevende fra koncentrationslejrene, hvor der groft sagt var to grupper af overlevende. Der var dem, der gik ud og skabte en masse lykke for sig selv og brugte det, at de havde overlevet opholdet i en kz-lejr, til at minde sig selv om, at hvis de kunne overleve det, kunne de overkomme alt. Men der var også dem, der blev selvdestruktive og ikke kunne være mennesker igen efter det, de havde oplevet. Jeg er heldig at tilhøre den gruppe af mennesker, der er gode til at arbejde med sig selv og sætte nye mål. Men jeg tror ikke, det er kommet af sig selv. Jeg tilskriver det min opvækst, hvor jeg til en vis grad altid har været nødt til at lære at løse udfordringer selv, og min tid som elitegymnast, hvor der hele tiden var nye mål, der skulle nås, og nye udfordringer, der skulle overkommes. Det, der bygger os op som mennesker, er de værktøjer, vi lærer at bruge til at løse de problemer, der rammer os gennem livet. Det er med den evne, vi er skabt i tidernes morgen, hvor vi gennem udviklingen er blevet uddannet til at være overlevere, der løb rundt ude på savannen og samlede og jagtede ting.
Men det er, som om vores hjerne ikke er fulgt med den udvikling, der er sket. Vi bekymrer os ikke over at køre 200 kilometer i timen i en bil, mens vi sender en sms. Det frygter vi ikke. Men står vi på femmetervippen i svømmehallen, så giver det et sug i maven, og hjernen føler frygt. Det siger mig, at vores hjerne ikke har tilpasset sig det liv, vi lever, og slet ikke forstår, hvad der er farligt, og hvad der ikke er. Det, der slår os ihjel i dag, er vores livsstil, og der er flere folk i den vestlige verden, der dør af selvmord end af krig og terror. Når jeg fortæller det til den familie i Malawi, som jeg i forbindelse med mit arbejde har boet hos 100 dage gennem de seneste fire år, så forstår de slet ikke konceptet med selvmord. De begår ikke selvmord, for de lever på kanten og har tiden nogle mål, de skal nå for at overleve. De lever på mange måder et liv meget tættere på det, som vores hjerner er skabt til med fokus på de basale menneskelige behov. Jeg oplever en meget større ro i deres kroppe, end jeg ser hos mange herhjemme. Det er vildt interessant at opleve og tænke over. Jeg siger ikke, at de har et bedre liv end os, men de lever et liv, hvor det er meget klart, hvad deres udfordringer er, og når de jagter dem, er der ikke tid til så mange andre bekymringer. De er også enormt religiøse, for der kommer ikke nogen og redder deres liv, hvis de bliver syge, og de kan ikke bebrejde en dum læge, at de ikke får det bedre. I stedet tænker de, at det er Guds værk, og derfor er de nødt til at være bedre mennesker og tale pænere til deres nabo, for ellers straffer Gud dem. Herhjemme råber jeg måske unødvendigt ad min nabo i morgen, fordi min læge har fejlbehandlet mig, og jeg er frustreret over uretfærdigheden i det.
Vi bor i et veludviklet land, hvor teknologien er skyllet ind over os og har vendt op og ned på alt i løbet af de seneste 50 år, og jeg tror ikke, at vores hjerner har kunnet følge med. I det lys kan jeg godt forstå, hvorfor folk har søvnproblemer, for de lever et liv, der ikke er naturligt for vores hjerner. Måske burde de tage ud i vildmarken og skyde et dyr eller prøve at sulte lidt. Man kan se det i et program som Alene i vildmarken, hvor nogle mennesker bliver sat ud et sted, hvor vi mennesker naturligt befinder os godt, og hvor mad og varme med det samme bliver deres eneste fokus. Alt andet bliver ligegyldigt. Men er de to ting på plads, så kører det stille og roligt, og hvis man kunne få sin familie med, så tror jeg, man kunne leve et fantastisk liv derude i vildmarken. Men i stedet lever mange et liv, hvor de stresser og ikke sover nok. Fratagelse af søvn bliver brugt som en af de værste og mest effektive torturmetoder overhovedet. Jeg har selv prøvet det. Alligevel lever mange et liv, hvor de torturerer sig selv ved ikke at få nok søvn. Hvorfor? Hvad er det, der er så vigtigt, at man er man villig til at nægte kroppen det måske vigtigste behov, vi har?