Kære brevkasse.
Tak for et fint svar om angst i sidste uge. Jeg har selv lidt af sygelig angst siden min barndom, og det har hos mig givet sig udslag i migræne, mavekramper med mere i mange år. Det var ikke let for mig at se sammenhængen mellem disse symptomer og angst. Derfor fortalte jeg godt nok lægen om mine symptomer, men det gav ikke den rette hjælp, simpelthen fordi min oplevelse af angst var fysisk smerte og ikke egentlige angstanfald. Først fyrre år efter mine første symptomer med smerter fik jeg den rette hjælp, og det er min hustrus fortjeneste. Hun slæbte mig til læge, da anfaldene igen var taget til, og fordi hun ikke kunne holde ud at se på det længere. Hun forklarede så lægen, hvordan hun oplevede min tilstand. Jeg var meget dårlig og magtede ikke at tale med ham. Det gav åbenbart lægen den information, som jeg ikke kunne give, fordi anfaldene var så smertefulde, at jeg ikke kunne berette om det på en udførlig måde. At det var angst, vidste jeg ikke kun at det gjorde afsindigt ondt. Lægen ordinerede derefter medicin mod angst.
Tre uger efter oplevede jeg et liv, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg læste om medicinen, og blev meget forundret over, at det var angst, jeg led af. Efter at have levet et mere normalt liv i fire år kan jeg nu beskrive min angst. Det kunne jeg ikke før hjælpen. Derfor, kære brevskriver fra sidste uge: Tag din veninde med til lægen. Hun magter det ganske enkelt ikke selv. Jeg var så træt af at gå til læge, fordi jeg ikke magtede at kommunikere min tilstand på en forståelig måde, og det, jeg fortalte, var heller ikke sandheden, for jeg kendte den ikke. Jeg kunne heller ikke beskrive det, du har oplevet med din veninde, for jeg var bare væk i angsten/smerten. Det kunne min hustru, for hun så det hver gang. Så tak for dit brevkasseindlæg og held og lykke med hjælpen.
Husk, at medicin mod angst først virker efter flere ugers brug, og at angsten kan forværres i den første uge, og derefter tager af for til sidst at forsvinde. I den uge, hvor angsten tager til, må din veninde ikke være alene. Det er en meget vigtig hjælp at give hende, ellers smider hun bare pillerne ud, før hun får hjælp af dem. Hvis min hustru ikke havde hjulpet mig, ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag.
Med venlig hilsen
Jesper
Kære Jesper
Tak for din fortælling om din smertelige erfaring med angst. Det er sandt, at angst kan have mange ansigter eller udtryk. De fleste af os kender den i mindre grad som ængstelse, når vi skal til eksamen eller til ansættelsessamtale eller præstere noget, som vi er nervøse for.
Da kan det også mange gange mærkes i vores krop med ondt i maven, tørhed i munden, hjertebanken og spændinger rundt om i kroppen. Men når angsten bliver stærkere og sygelig, kan den ramme både tanker, følelser og krop med forskellig tyngde. Rammer angsten mest vores tanker og følelser, er det ofte lettere for os selv og andre at erkende, at det handler om angst. Men rammer angsten overvejende eller kun vores krop med stor kraft, kan det være sværere at forstå, både for den, der har lidelsen, og for den, som skal hjælpe.
Det svære med nogle psykiske symptomer er, at de kan komme til udtryk andre steder, end man umiddelbart forventer. At migræne og smerter i kroppen hos voksne kan handle om angst, er ikke så oplagt for de fleste. Men tænker man f.eks. på børn, som har ondt i maven gennem længere tid eller ofte har ondt i hovedet, så er der flere, der kender til, at det kan handle om barnets tristhed eller angst. Mange børn har simpelthen ikke et sprog for det, som foregår inde i dem, og så bliver det kroppen, som taler i stedet for.
På den anden side kan både børn og voksne have mavesmerter eller hovedpine af fysiske årsager, og da er det vigtigt, at de tages alvorligt og bliver undersøgt.
Men der er ikke grund til at blive kropsligt undersøgt igen og igen, hvis man ikke finder nogen fysiske forklaringer på sine symptomer. Det øger blot angsten og får den til at sætte sig endnu grundigere fast, ligesom det koster tid og penge, som kunne bruges meget bedre. I stedet må man hellere spores ind på at finde ord for sin livssituation. Det er også derfor, at vi så tit anbefaler, at man tager initiativ til at tale med nogle mennesker, som man har tillid til, når man ikke har det så godt, uanset om det mærkes i krop eller sind.
At tale med andre om sine smerter og vanskeligheder kan være flovt, ikke mindst i en kultur, hvor der forventes effektivitet og vellykkethed. At være bange er ikke noget, som voksne mennesker og slet ikke mænd synes er noget at fortælle om. Men det kan alligevel være første skridt til at finde hjælp. Nogle gange må man have nogen, som støtter og vejleder og til tider tager beslutninger om, at der skal gøres noget: at man må gå til lægen, til psykolog eller præst.
Det er godt at høre, at du endelig har fået hjælp, og at du har en hustru, som er handlekraftig. Vi kan forstå, at den medicin, som du har fået, har hjulpet dig meget. På din beskrivelse må det dreje sig om et af de nyere antidepressive midler.
De er nemlig kendetegnet ved, at de kan provokere angsten i de første uger, før de efter flere ugers forløb kan blokere angsten. Det er vigtigt, at den medicinske langtidsbehandling af mangeårig angst behandles med den slags medicin, og at den ikke behandles med stesolidlignende præparater (benzodiazepiner). Sidstnævnte vil vi gerne advare imod, fordi de ikke hjælper på længere sigt, fremmer afhængighed og negativt påvirker hukommelse og opmærksomhed.
Rigtig mange mennesker har angst, og der er mange, som aldrig kommer i relevant behandling. Og det er en stor skam, for der er hjælp at få, både ved psykologisk behandling med kognitiv/adfærdsterapi, fysisk træning og den rigtige medicin.
Du og alle andre ønskes en god sommer. Vi brevkasseredaktører har også brug for lidt hvile og opladning, så vi er først tilbage i august. Men medens vi holder pause, er der rig mulighed for at skrive breve til os. Selvom vi ikke kan svare personligt på breve uden om brevkassen, vil de alle blive læst omhyggeligt og på forskellig vis indgå i emner og svar fremover.
Mange hilsener
Annette og Jørgen