Både arv og miljø kan give sår på sjælen

Årsagen til borderline ligger ofte i vanskelige og ustabile opvækstvilkår. Men arvelighed kan også spille en vis rolle, ligesom temperament og følsomhed på mange måder er genetisk bestemt, svarer Jørgen og Annette Due Madsen en kvindelig læser

Mennesker, der ikke har fået disse gode vuggegaver, skal for manges vedkommende bruge mange år på at kæmpe med lavt selvværd, savn, skam eller andre vanskelige følelser. -
Mennesker, der ikke har fået disse gode vuggegaver, skal for manges vedkommende bruge mange år på at kæmpe med lavt selvværd, savn, skam eller andre vanskelige følelser. -.

For godt en måneds tid siden bragte vi et brev fra en kvinde, der fortalte om både fysisk og psykisk afstraffelse i sit barndomshjem. Disse erfaringer havde naturligvis præget denne kvinde langt ind i det voksne liv. Hun fortalte, at hun havde fået hjælp, men alligevel måtte leve med sår i sit følelsesliv, og at hun havde fået diagnosen borderline. Det, syntes hun, var svært at forklare sine nærmeste, hvorfor vi forsøgte at hjælpe hende med det i vores svar den 23. januar.

Efterfølgende har vi fået henvendelser, som refererer til dette brev. Nogle kan berette om lignende oplevelser. Dette vidner om, at det ikke er en selvfølge at vokse op hos mennesker, som kan skabe trygge rammer og opdrage med empatisk blik og værdifuld omsorg.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Mennesker, der ikke har fået disse gode vuggegaver, skal for manges vedkommende bruge mange år på at kæmpe med lavt selvværd, savn, skam eller andre vanskelige følelser. Og nogle voksne skal igennem et helt liv kæmpe med det, at man engang "gjorde et barn fortræd".

Vi har også fået et brev, som kommer med en anden vinkel. Vedkommende spørger blandt andet om borderline kan være arvelig og dermed ikke have så meget med selve de faktiske oplevelser at gøre, men snarere er et gen, som kan følge en familie igennem flere led. Her er et afsnit af det sidstnævnte brev.

Kære Brevkasse

Mine forældre holdt meget af hinanden og af os børn. De var også troende mennesker. Men min kendte professorfar havde "inden for murene" anfald af irritation. Vi skulle være stille, og mor skulle give ham inspiration. Hvis hun sagde noget forkert, kunne denne begavede og også gode mand finde på at slå hende. Jeg havde forfærdeligt ondt af min mor, og i mange år vendte jeg ryggen til det andet køn, for sympatiske mænd kunne jo også være anderledes.

Min ældre søster blev boende meget længere hjemme, end jeg gjorde. Efter at jeg var flyttet, skrev min mor kærlige breve til mig hver uge med alt, der var at fortælle. Mange år senere, da vi skulle fordele vores afdøde mors smykker, spurgte jeg min søster, som jeg ellers havde en normal kontakt med, om hun vidste, hvor en broche var, som havde været vores mormors.

Så lagde hun sig ned på gulvet og hulkede og fortalte, at mor havde slået hende så forfærdeligt som barn, og at mor havde givet hende brochen, men at hun havde smeltet den om.

Jeg har jo været barn sammen med hende, og det var en totalt umulig påstand for mig, som jeg kunne dementere senere over for mine målløse svigerinder, som også var der. Det siger mig, at fortællinger fra barndommen ikke behøver at være rigtige. Flere år senere ringede jeg til min gamle, ensomme faster. Hun sagde noget om et besværligt familiemedlem, og så sagde hun den sætning, jeg husker: "De kan ikke gøre for det, det er et gen, de har det også i din farmors familie." Jeg tænkte straks, om hun mon også vidste det om sin storebror altså min far?

Endnu senere boede en studerende hos min søster, og hun fortalte, hvor forfærdeligt det var. Min søster kunne have de mærkeligste planer. Det var ved den lejlighed, jeg hørte ordet borderline. Desværre kan jeg se det "gen" gå som en giftig rød linje gennem stamtavlen og også ned til mit eget barn. Jeg skriver dette, selvom I nok ved det, at borderline kan være arvelig.

Venlig hilsen

Henrietta

Kære Henrietta

Tak for dit brev. Ustabil personlighedsforstyrrelse også kaldet borderline findes hos et par procent af befolkningen. Mennesker med denne lidelse har ofte svært ved at være alene og er kendetegnede ved impulsivitet med ustabilt humør og letbevægelige følelser, usikker identitet og fornemmelse af tomhed. Årsagen til borderlineforstyrrelsen ligger for en meget stor del af patienterne i vanskelige eller ustabile opvækstvilkår, hvor forskelligt misbrug og konflikter har været fremherskende. Arvelighed spiller også en vis rolle, ligesom temperament og følsomhed på mange måder er genetisk bestemt, så du har en pointe.

Men det er nok at tilskrive gener alt for stor en betydning, hvis de skulle være ansvarshavende for ulykkelige ting i flere generationer. Måske er det snarere et vanskeligt og konfliktfyldt miljø, der går igen i slægten.

Det er jo rigtigt, at vi fødes med genetiske vilkår. Men vi er samtidig ansvarlige mennesker. Gener kan derfor også fejlagtigt få ansvaret for vores vanskeligheder og ulykker.

Tænker man på din professorfar, ville det jo have været mere sundt, at han var blevet stillet til åbent ansvar for sin adfærd, som viste et smilende og dydigt ansigt udadtil og en mørk og voldelig side derhjemme. På den måde ville han være blevet udfordret til et ansvar for at administrere sine gener på en måde, som var bedre for ham selv og sin kone og sine børn.

Alle mennesker har brug for en god portion omsorg og en passende portion udfordring, således at man både får hjælp til vejen, når det tiltrænges, men at man også bliver udfordret til at arbejde med sit liv og finde mere hensigtsmæssige måder at være sammen med andre på. Livet er en dynamisk størrelse også for mennesker med en borderlineforstyrrelse, og det kan ændres og påvirkes, helt indtil vi ikke har livet mere.

Det ikke ualmindeligt, at søskende kan fortælle om vidt forskellige erfaringer, særligt i familier, hvor der er megen konflikt og hemmeligholdte ting. Måske er begge jeres historier sande. Du har oplevet en mor, som var meget hengiven og betænksom. Og måske har din ældre søster indimellem eller på et bestemt sårbart tidspunkt mødt en anden side, når hun var alene med hende?

Når din mor er blevet udsat for vold, kan hun måske enkelte gange selv have mistet besindelsen? Vi kan ikke vide det.

Forholdet mellem arv og miljø er ofte kompleks. Men det gælder nok om at hjælpe hinanden og udfordre til at leve ansvarligt og forsonet med de sår og savn, vi har fået med fra vores arvemasse eller vores miljø.

Mange hilsener Annette og Jørgen