Kære Brevkasse
Jeg har fået diagnosen borderline, men har svært ved at forklare mig, når jeg i andres øjne overreagerer. Det ville måske give en forståelse for min reaktion, hvis I kunne definere, hvad det betyder, hvordan den dannes, og hvordan den ytrer sig.
Min søsters børn er voksne, og dem har jeg elsket, fra den dag de blev født. Men de har nu vendt mig ryggen, fordi jeg har gjort mine egne forældre så kede af det ved at holde afstand. Jeg kan ikke bare fortælle de unge mennesker om min barndom, fordi det ville skade deres forhold til deres elskede bedsteforældre. Det er et stort og dybt kærlighedstab for mig, og min mand og mine venner forstår ikke helt, hvorfor jeg tager det så tungt. Jeg har ingen børn selv og er efter mange år kommet frem til at takke Gud for det. Men dybest set føler jeg nu, at jeg atter skal betale en urimeligt høj pris for at være mine forældres datter. Som baggrundsstof kommer hermed lidt erindringsbilleder fra min barndoms land:
Jeg er rigtig ked af det. Jeg er lille indvendig og helt alene i verden uden kærlighed. Min mor kan ikke fordrage mig, mens min søster får kys og klap, og min far tæver mig på kommando med bøjler, støvsugerslange eller flad hånd. Jeg skriger af rædsel, når jeg bliver tvunget til at tage mine underbukser af, og han lægger mig over knæet, mens han slår løs og siger, at det gør mere ondt på ham end på mig. Jeg hulker, at jeg nok skal være sød, men slagene bliver bare ved. Når jeg har været uartig, og far er på arbejde, truer min mor mig med de smæk, jeg skal have, når han kommer hjem, så jeg er bange hele dagen. Der er ingen, der beskytter mig. Jeg er fortvivlet og bange. Mine forældre elsker mig ikke, selvom de siger, at de straffer mig, fordi de elsker mig. Men de elsker også min søster, og hun får aldrig smæk, så jeg forstår det ikke. Jeg aner dog, at der må være forskel på kærlighed, og at jeg ikke har fortjent den gode af slagsen.
Andre siger, at jeg er sød og velopdragen, men jeg ved, det er forkert. Jeg er måske velopdragen og kan læse avisen allerede som fem-årig, men sød, det er jeg ikke. Jeg er ond. Det med det søde, det er bare noget, vi lader som om, når vi er i byen. De andre voksne kan slet ikke forestille sig alle de tæsk, jeg får af sådan en nydelig erhvervsmand.
Naboerne kan ikke undgå at høre mine skrig, men man blander sig ikke. Jeg går alene rundt i barndommens land. Det gør så ondt, og den eneste måde, jeg kan løse det på, er ved at afsnøre min krop ved halsen, så der ingen forbindelse er mellem hovedet og kroppen. Lige meget hvad jeg gør, er det aldrig godt nok. Som syvårig bliver jeg mod min vilje sendt på søndagsskolelejr. Man skulle tro, jeg var lykkelig for at komme væk, men jeg var fortvivlet. Da der skulle være forældredag, pakkede jeg min sovepose og meddelte glad de andre, at min far og mor ville tage mig med hjem. Hvordan kunne de andet, når nu jeg var så ked af det? Jeg tiggede om at få lov til at komme hjem, men der var ikke noget at gøre. De voksne på lejren gjorde alt, hvad de kunne for at trøste mig. De andre børn sagde med børns ubarmhjertige logik, at mine forældre nok ikke kunne lide mig, og jeg vidste godt, at det var sandt. Jeg skammede mig sådan over, at jeg ikke var værd at elske.
Da var det, at gik jeg over i en anden verden uden følelser. Alt blev farveløst. Solen skinnede, og vi var ude at bade, men jeg husker min forundring over, at himlen og buskene og det skinnende hav var gråt som sandet. Den dag forstod jeg, at jeg ikke kunne regne med mine forældre. Jeg blev en tom skal, en mekanisk dukke, der kunne synge og læse og blev dygtig i skolen og familiens første student, men jeg forblev i den grå verden og mistede mig selv. Alligevel prøvede jeg at blive en god pige. Men uanset hvor meget jeg prøvede, blev jeg ikke elskværdig. For at udholde smerten gjorde jeg mig hård. Jeg skabte et sted inden i mig, hvor jeg var urørlig, hvor jeg ikke var ulykkelig eller bange, og som årene gik, forsvandt jeg mere og mere ind i det rum. Jeg blev benhård, ligegyldigt hvor mange stuearrester jeg fik, eller hvor længe min mor nægtede at tale til mig eller forbød min far og søster at gøre det.
Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra og klarede derefter mig selv resten af livet. Det skete, efter at jeg blev tævet med et snoet reb, mens min mor heppede. Den aften slog jeg fra mig for første gang. Siden slog han mig ikke. Jeg blev stærk og uafhængig, men havde for længst mistet mit kærlige og glade sind.
Selv min Gud stjal de fra mig. Min bedstemor havde foræret mig en børnebibel, og den læste jeg meget i og kom til at elske Jesus og græd utrøsteligt over hans lidelser. Men når jeg var uartig, sagde min mor, at nu elsker Jesus dig i hvert fald ikke, og hvad tror du, han ville sige, hvis han så dig? Så min barmhjertige Gud, min trøst i sorg og ensomhed, blev en politibetjent, der nidkært holdt øje med mig. Så som 10-11-årig afsvor jeg Gud. Konfirmeret blev jeg kun, fordi jeg ikke var stærk nok til at sige fra. Jeg følte mig som den værste hykler i kirken, og da jeg takkede mine forældre for festen.
Nu har Gud fundet mig igen, og mit liv er stort set godt. Men indimellem er jeg stadig en lille pige på fire år, der er helt alene og uden kærlighed.
Venlig hilsen
Borderlineren
Kære Anna-Louise
Vi kan ikke få os selv til at skrive kære borderliner for der er ingen mennesker, som kun er en diagnose. Alle mennesker er noget særligt, også selvom man kan sætte nogle reaktioner i system. Din fortælling rører os, og vi vil gerne svare på dit spørgsmål det bliver dog først i næste uge, da vi havde lyst til at give den lille pige og den voksne kvinde plads til at fortælle fra barndommens smerteland. Det er ikke mærkeligt, at der er kommet ar på din sjæl.
Mange hilsener
Annette og Jørgen