Brev til Niels og marianne fra deres yngste søn

Rollen som farmor har været den altoverskyggende grund til de problemer, vi har nu, skriver yngste søn til Niels og Marianne, hvis brev for nogle uger siden satte gang i brevskriveriet om forholdet mellem forældre og voksne børn

Kære brevkasse

Jeg er "Niels og Mariannes" yngste søn. Jeg har med stor interesse læst mine forældres brev for nogle uger siden i brevkassen. Jeg vil gerne forsøge at give et indblik i konflikten set fra mit synspunkt. Jeg synes grundlæggende ikke, at brevet giver et nuanceret billede af de ting, som ligger til grund for de valg, som min storebror og jeg har truffet.

Jeg vil gerne sige, at denne konflikt har været utrolig hård og opslidende for mit vedkommende og ikke mindst for mit ægteskab. Jeg tror egentlig, at konflikten har været under opsejling gennem mange år for både min bror og mig. Problemet er helt klart Marianne, som har haft meget svært ved at sætte sig selv i baggrunden og respektere vores ønsker og behov. Det handler bl.a. om, hvor tit man skal ses, hvor tit man skal ringe til hinanden, hjælp til flytning og ikke mindst, hvordan samværet med børnebørnene skal fungere. Rollen som farmor har været den altoverskyggende grund til de problemer, vi har nu. Jeg vil gerne indskyde, at jeg har et fantastisk godt forhold til min storebror og er tættere på ham end nogen sinde før.

Jeg vil ikke kommentere min storebrors situation, men jeg vil gerne give et indblik i de problemer, vi fik, da jeg blev far for snart tre år siden. Det kan stort set siges med et ord: jalousi. Umiddelbart efter, at vi fik vores søn, købte vi hus 50 meter fra min kones forældre. Denne beslutning om at flytte tæt på mine svigerforældre skabte en meget tydelig jalousi og mistro fra min mors side, om hvorvidt hun også fik del i vores søn. Det kulminerede en dag, hvor mine forældre uanmeldt troppede op i byggerodet i det nye hus og efter min mening angreb mig verbalt med deres frustrationer omkring deres manglende samvær med vores søn samt det faktum, at jeg gerne selv ville klare en del af flytningen. På dette tidspunkt var vores søn omkring tre måneder gammel. Denne handling gjorde mig meget ked af det og har efterladt et grimt minde.

Denne situation samt flere andre episoder gjorde til sidst, at min kone fik nok. Nogen tid efter blev jeg og min søn praktisk talt smidt ud af deres hjem efter en diskussion med dem. Dette var dråben for min kone, og hun besluttede efterfølgende, at vores lille søn ikke kunne være en del af deres liv, før de fik et bedre forhold til mig. Jeg var ikke enig med min kone, men jeg har nu forstået baggrunden for denne beslutning. Jeg har nu gennem omkring to år forsøgt at skabe et godt forhold til dem. Lige lidt har det hjulpet, og jeg er også snart ved at give op.

Vi føler, at Mariannes psyke er meget ustabil, og at hun har meget svært ved at se sine egne personlige problemer. Jeg er simpelthen træt af at høre om alle deres problemer, sygdom og negative syn på tilværelsen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at have et sundt og positivt forhold til mine forældre, men nogle gange er det lettere sagt end gjort. Er man ikke noget godt for hinanden, og kommer der ikke noget godt ud af samværene, må man nogle gange træffe nogle svære beslutninger. Jeg håber, at der er tale om en pause og ikke en endelig beslutning. Det kommer helt an på, om mine forældre vil indse, at denne konflikt er skabt af dem.

Venlig hilsen
Den yngste søn

Kære Yngste søn

Tak for dit bidrag. Det er en smertefuld familiefortælling, I må erfare. På en måde lider I alle under det på forskellig måde. Vi har stor forståelse for, at det kan være vanskeligt, når der er vidt forskellige forventninger omkring mange ting. Man kan også godt blive træt i sin sjæl, når fokus ofte er negativt, når man er sammen. Vi har bestemt ikke lette løsninger i så kompleks en sag, som har fået lov til at udvikle sig igennem år. Men det er helt klart, at hvis der skal ske noget nyt, skal I alle begynde med at være nysgerrige efter, hvordan de andre har det.

Jeres mor og far trænger til at slå ørerne ud og virkelig gøre sig umage for at lytte efter, hvad det er, som du og din bror reagerer på. De skal begynde at være stille og stille sig selv og hinanden eftertænksomme spørgsmål og begynde at reflektere over, om nye og bedre reaktionsmønstre ikke var at foretrække selvom det kan være svært at lære nye ting i en moden alder. Samtidig kan det også være godt for dig og din kone at reflektere over, at når nogen f.eks. bliver jaloux, så er det ikke, fordi mennesker sætter sig ned og beslutter sig for at være smålige eller noget i den retning. Ofte er følelsen af tilsidesættelse eller misundelse ofte båret af en følelse af angst angsten for at miste eller angsten for ikke at være værdifuld nok. Og en sådan angst er meget smertefuld. Samtidig er det ofte sådan, at jo større angsten er, jo mindre fornuftigt reagerer man.

Ingen kommer videre ved blot at bebrejde hverken opad eller nedad på generationsstigen, men hvis der kunne findes en form, hvor I kunne komme hinanden i møde, hvor både dine forældre og du og din kone kan bevare selvrespekten og alligevel have en vis form for kontakt, så ville meget være vundet. Det er jo også det, du selv ønsker. Måske skulle du tage mod til dig og møde op hos dine forældre og spørge, om de reelt har lyst til at høre, hvorfor du finder det så svært at være tæt på dem. Vores råd til dine forældre ville være at lytte uden en masse forsvar eller forklaringer, men interesseret se din fortælling som en ærlig beretning fra en søn, som må have et minimum af kontakt for ikke at blive for såret.

Det ville være godt, hvis tingene kunne finde et mere værdigt leje for jer alle - også for jeres børn, således at de kan få et forhold til alle deres fire bedsteforældre. Dine forældre læser sikkert også dette brev. Vi tror, de kunne have glæde af at søge hjælp hos et erfarent og klogt menneske, således at de for deres egen del kan få snakket ud og taget ansvar for noget af det, du skriver om.

Vi ønsker alt godt og håber, at den lille tråd, der er tilbage, må kunne fortykkes ved nye møder og erkendelser. Du er velkommen til at skrive igen.

Mange hilsener
Annette og Jørgen