Brud kan være nødvendige men det er sidste udvej

Tænk 20 år frem, lyder rådet til Niels og Mariannes søn, som får ord med på vejen af et par læsere

Kære brevkasse

Jeg læser altid jeres brevkasse og glæder mig over jeres mange kloge og kærlige svar, men i forbindelse med Niels og Mariannes yngste søn og hans afbrudte kontakt med sine forældre finder jeg, at jeres svar er svagt, bortset fra den fine bemærkning om, at negative følelser som jalousi og misundelse tit kommer af angst for at miste eller af ikke at føle sig god nok.

Det sidste udsagn synes jeg, at Niels og Mariannes søn skal lytte godt til. For det, tror jeg, er de stakkels forældres egentlige problem, og det virker, som om sønnen på ingen måde har fattet denne pointe og hans kone slet ikke.

Jeg synes, Niels og Mariannes søn skal prøve at tænke tyve år frem. Hvilket forhold ønsker han til sit eget barn til den tid?

Jeg synes også, at sønnen nævner bagatelproblemer som årsag til konflikterne, som f.eks. at forældrene tropper uanmeldt op under en flytning. Jeg synes, han skulle tænke over, hvilken skuffelse det er for dem at blive afvist. Når han sammen med kone og barn flytter hen til svigerfamilien og samtidig dybfryser sit forhold til sine egne forældre, så er det et tab, et svigt, en sorg og en ydmygelse for dem.

Oveni bliver de tillægsstraffet ved, at de ikke må se deres børnebørn, mens konens forældre sandsynligvis kan være sammen med dem dagligt. Jeg synes, at det er skvattet af sønnen, at han stiltiende accepterer sin kones synspunkter, og at han mener, at det er moderen, der har alle fejlene. Ved en konflikt mellem to parter er det yderst sjældent, at kun den ene part er skyldig. Her bør man tænke på historien om bjælken i eget øje og splinten i den andens øje.

I brevkassen svares der, at alle lider i dette forhold. Tja, kan man sige. Mit spørgsmål er, om svigerdatteren overhovedet lider? Svaret er også bl.a., at bedsteforældrene skal slå ørerne ud. Er det ikke et ungdomspopulistisk synspunkt? Jeg plejer egentlig ikke at skrive til brevkasser, men sønnens selvretfærdighed og svigerdatterens egoistiske holdninger uden empati for sine nærmestes lidelser har vakt min forargelse.

Venlig hilsen

bedstefar og børnepsykolog

Kære brevkasse

Dette brev er en hilsen til Niels og Mariannes yngste søn, som skrev i avisen for 14 dage siden. Jeg har fulgt med i jeres og andres familieproblemer. Til jeres tilfælde vil jeg gerne knytte et par kommentarer nogle tanker, der straks faldt mig ind, da jeg læste dit brev.

Det er forståeligt, at din mor blev bange for ikke at få lov til at have kontakt med sit barnebarn med en mormor boende lige ved siden af. Jeg har hørt mange kvinder sige, at hvis der er en mormor, er man som farmor ofte sat i skyggen. Det er en kæmpesorg ikke at have nær kontakt med sine børnebørn. Det fratager også jeres barn en vigtig del af livet nemlig samvær med et bedsteforældrepar. Der findes faktisk mennesker, som bliver bedre bedsteforældre, end de var forældre!

En anden ting: Din kone fylder rigtig meget i det her. Hvordan er det muligt, at hun skal bestemme, om du og jeres barn må besøge dine forældre? Hun behøver jo ikke deltage og kan evt. besøge sine egne forældre imens. Er din indstilling til dine forældre ikke meget farvet af hendes syn på dem? Dine ord tyder i hvert fald på det.

Ikke for at undskylde din mor, men har du tænkt på, hvor opslidende det må være at have haft sygdom så tæt inde på livet i årevis? Det kan dræne selv den stærkeste både patient og pårørende. Jeg er selv mormor til to halvvoksne børnebørn og føler mig meget værdsat, så jeg har ikke selv noget i klemme. Jeg ønsker hele familien alt godt.

Venligst Erika

Kære brevskrivere

Året er så småt ved at rinde ud. Og med denne brevkasse sætter vi også punktum i denne omgang for temaet om manglende kontakt mellem forældre og voksne børn. Vi havde samme emne for en del år siden og både dengang og nu har brevmængden været bemærkelsesværdig. Intet andet tema, sex inklusive, har kunnet slå antallet af breve, som vi har modtaget om dette emne. Det siger noget om, at der er rigtig mange, der har disse smertelige erfaringer. Vi vil sige rigtig megen tak til Niels og Marianne, som satte tankerne i gang hos mange læsere og tak til deres yngste søn, som har bidraget med sine erfaringer og tanker.

I dag får han nogle ord med på vejen af Erika og en bedstefar. Måske kan nogle af deres tanker bruges, selvom ingen brevskriver og ingen brevkasseredaktører har det endelige svar på vejen videre for Niels og Marianne og deres to drenge eller for andre familier, som må leve i hver deres verden også i den kommende julehøjtid. Men vi håber, at mange må lede efter og ind imellem også finde nye veje til kontakt. Brud kan være nødvendige, men må være sidste udvej, da der er indbygget så megen og langvarig smerte i det.

Temaet i de sidste mange uger har som bekendt været manglende kontakt mellem forældre og voksne børn. Men vi kunne i mange tilfælde ligeså godt kalde det manglende kontakt mellem bedsteforældre og børnebørn. Børnebørn kan også let blive gidsler på samme måde, som børn kan blive gidsler, når forældre går hver til sit. For skilsmissebørn er det en yderst vigtig sag, at forældre sætter sig selv til side og samarbejder, for at der kan være kontakt til begge forældre under en eller anden værdig form. Det er ekstra svært og ekstra vigtigt i de komplicerede og sårende skilsmisser. På samme vis mener vi, at der i mange tilfælde må arbejdes på at finde løsninger, som gør, at børnebørn kan have kontakt til deres bedsteforældre. Ikke bare for bedsteforældrenes skyld, men også for børnebørnenes skyld.

Slægt skal følge slægters gang, synger vi om i julen. Men det får først rigtig dybde og mening, når vi kender den. Kan det på en eller anden praktisk måde lade sig gøre, at børnebørn kan lære deres egen historie at kende ja så håber vi, at voksne mennesker vil lægge sig i selen for at hjælpe dem til det.

Mange hilsener

Annette og Jørgen