Det kan være nødvendigt at vælge forældrene fra

Men man kan vælge samværet fra, fordi det gør for ondt og suger for megen energi fra ens eget familieliv. Sådan skriver en voksen, der har valgt ikke at have kontakt med sine forældre

Familien, man ikke ser. Det er ikke altid uproblematisk at bladre i familiealbummet. Aldrig i brevkassen ”Spørg om livet”s historie er der kommet så mange læserreaktioner, som da Niels og Marianne for nogle uger siden skrev om smerten ved ikke at have kontakt med voksne børn. – Foto: .

I de seneste uger er der kommet rigtig mange breve fra vore læsere om manglende kontakt mellem voksne børn og forældre.

Det er et tema, som er meget smerteligt, og som givetvis er meget mere udbredt, end mange tænker på. Det handler ofte om skam og skyld, savn og uforståenhed hos forældre, mens de voksne børn har måttet foretage en livsrejse, som begyndte med dyb afhængighed af nogle mennesker, som de ikke havde valgt, og som er fortsat og foreløbigt endt med den aktuelle livssituation, hvor de aktivt og efter megen smerte har måttet vælge kontakten med deres ophav fra ofte for at bevare deres egen integritet.

Der er ikke nogen entydige og enkle svar på dette tema, for vejene til den manglende kontakt er forskellige. Men psykisk usundhed spiller næsten altid med på en eller anden måde oftest, men langt fra altid, i forældregenerationen.

I denne uge bringer vi som lovet nogle breve fra voksne børn, som har måttet vælge deres forældre fra.

Mange hilsener
Annette og Jørgen

Kære brevkasse

Selvfølgelig kan man ikke glemme sine forældre, men man kan trænge til at leve sit eget liv på sin egen måde. Man kan trænge til ro i sit liv med den ægtefælle, man har valgt, og trænge til ikke at skulle tage stilling til skyld og skam for mors skyld. Man kan have forældre, der ikke kan skabe deres eget liv, men hele tiden skal leve gennem børnene, og det kan blive så stor en belastning, at man er nødt til at slutte relationen, hvis man skal kunne holde sig selv ud.

Jeg har været et af de voksne midaldrende børn, der tog en pause fra forældre, der ikke respekterer, at jeg er voksen. Jeg valgte efter to år at genoptage relationen, heldigvis inden min far døde, men det er ikke let, og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg endelig bliver sat fri. Min far var et ejegodt menneske, men desværre også et skvat. De to år var nødvendige, for at jeg kunne få ro til at holde mit eget bryllup med den mand, jeg har børn med, og som jeg havde levet sammen med i en hel del år. Det var to gode år med frihed og glæde, elskov og god nattesøvn.

Jeg tog relationen op igen, fordi jeg ikke nænnede andet. Jeg tager nu min mor i små doser, og så går det. Hun har mange gode sider, men hun kan disciplinen splitting til fuldkommenhed, så jeg har paraderne fremme, når vi er sammen. Min mor kan ikke være uselvisk til stede og spørge sig selv, hvordan det kan være, at børnene vælger de ægtefæller, de gør. I stedet dømmer hun.

Hun puster sig op for at komme til at fylde noget. Desværre er det min erfaring, at der ikke er noget at gøre ved forældre af den kaliber. Men det hjælper at kunne forstå.

Venlig hilsen

Petrine

Kære brevkasse

Man kan ikke glemme sine forældre, men det kan være mere smertefuldt at bevare kontakten end ingen kontakt at have. Jeg har ikke direkte brudt forholdet, men holder det på et meget lavt plan, for kontakten gør indimellem for ondt. Jeg har tit funderet over det, men det har noget at gøre med de store konsekvenser for mit senere liv, at jeg ikke fik lært at mærke mig selv som barn. Det har jeg været nødt til i de senere år, hvor jeg med gode menneskers hjælp fik lært at se på mit liv og min opvækst udefra. På den måde kom jeg gennem en proces og en udvikling, der skabte afstand til mine forældre. De er ikke onde. De levede deres liv og skabte rammen om min barndom ud fra de forudsætninger, de havde dengang. Og et barn er altid loyalt over for sine forældre. Vi bliver nok aldrig fri for smerten over ikke at blive set af vore forældre, heller ikke som granvoksne mennesker.

Jeg skal virkelig have overskud for at kunne besøge mine efterhånden aldrende forældre. Jeg føler, at alt det, som jeg egentlig har lagt bag mig, bliver smidt lige ind i mit ansigt, når jeg besøger dem. Og jeg ser de gamle mønstre igen. Man skal ære sine forældre og forresten da også tage sig af dem. De er gamle, men det er uudholdeligt at komme dem nær.

Min datter har for nylig fået en alvorlig sygdom. Jeg var hos dem ganske kort tid og fik det fortalt, men fik ingen medfølelse. Da jeg kørte hjem, følte jeg langt ind i hjertekulen, hvor ondt et barn må have det. Og jeg mærker nu den smerte, jeg ikke kunne mærke som barn.

Jeg er godt 50 år. Hvordan kan det stadig gøre så ondt? Hvorfor fortsætter vi hele livet med at hige efter vore forældres kærlighed? Forstanden kan godt forstå det, men dybt inde i hjertet gør det ondt, selvom jeg har lært at leve med det.

Venlig hilsen
Datteren

Kære Brevkasse

Man kan aldrig nogensinde glemme sine forældre. Men man kan vælge samværet fra, fordi det gør for ondt og suger for megen energi fra ens eget familieliv.

Det lyder, som om Niels og Marianne har været en dysfunktionel familie ligesom den, jeg kommer fra. I mit tilfælde blev der i min tidlige barndom grundlagt en følelsesmæssigt ustabil personlighedsstruktur, såkaldt borderline, som er disponeret for blandt andet depression og alkoholisme, og jeg udviklede begge dele.

Jeg har heldigvis et godt liv nu, men min familie trigger depressionen og drikketrangen. Jeg kan have det elendigt i flere dage både før og efter samvær med mine forældre og blive følelsesmæssigt uberegnelig. Hver gang går det hårdt ud over min mand og vores liv sammen. For at undgå det har jeg valgt mine forældre fra og min egen familie til.

Jeg kan i Niels og Mariannes brev genkende lidt af mine egne forældre, som er uhyggeligt fokuserede på sygdom og anden dårligdom, samt deres sorg over, at vi ikke ses. Måske føler deres sønner, at de manipuleres til skyldfølelse a la: I kan ikke være bekendt at være så vrede på os, når vi er så syge og ulykkelige. Selvom det ikke bliver sagt direkte, kan det måske kommunikeres med mimik og kropssprog.

Jeg har selv fået bearbejdet min vrede så meget, at den ikke længere dominerer mit liv.

Jeg ønsker for de omtalte sønner, at det samme må ske for dem. Men det er en meget lang og pinefuld proces, som man ikke kan gå igennem alene. At jeres svigerdøtre bakker deres mænd op, er det eneste rigtige.

Man vælger selv sin ægtefælle, men ikke sine forældre.

Venlig hilsen
Ek

Kære brevkasse

Jeg gerne fortælle, hvorfor jeg har så svært ved at være sammen med min mor. Jeg er over halvtreds, ældste pige af tre søskende. Jeg har tidli-gere haft et meget tæt forhold til hende og talt med hende dagligt. Jeg blev skilt for en del år siden. Jeg var syg og under omskoling i sundhedssektoren, da jeg blev skilt, og året efter døde min far. Kort efter begyndte jeg i terapi, og den har via et hårdt indre arbejde hjulpet mig igennem depression og angst. Det var nødvendigt, fordi det ligesom var kodet ind i min krop, at jeg ikke var god nok og gjorde alt forkert. Undervejs i terapien har jeg opdaget, hvor svært det er at mærke, hvad der er det rigtige for mig, og hvad jeg har lyst til. Det er meget nemmere at se, hvad andre mennesker har brug for.

Min mor er syg og har været det siden min barndom. Jeg har i mange år skullet tage over for hende og bl.a. stået ved min fars side ved sammenkomster på hans arbejde og været mor for min yngste bror. Igennem årene fik min mor det værre og værre og lå meget i sengen. I min fars fortvivlelse ringede han ofte til mig og sagde: kan du ikke snakke med din mor. I de sidste år, min far levede, var han meget svimmel og forvirret. Den dag, han døde, var han faldet om på gulvet, kravlede hen til min mor og sagde: Vi skal nok klare det, lille skat! Og så døde han.

Min mor er kommet på plejehjem, og hun har isoleret sig i sit hjørne i sofaen og har efterhånden fået nogle fysiske diagnoser. Men i mange år sagde lægerne, at de ikke kunne hjælpe hende. Jeg er ikke i tvivl om, at min mor har været syg i mange år med manglende livslyst og livsduelighed. Og ubevidst, som et lille barn gør, afkodede jeg dette og gav det videre til mine børn. Da jeg begyndte at ændre mig, havde det også en stor effekt på mine børn. Dette viste mig gang på gang, når jeg ikke orkede mere selvudvikling, at jeg måtte fortsætte, om ikke andet så for mine børns skyld. Et indianerordsprog siger: Vi skal bære de næste generationer på vores skuldre, ikke de tidligere.

Jeg har prøvet at være sammen med min mor. Men bare tanken gør mig træt. For når vi er sammen, påvirker hendes negative livssyn mig så stærkt, at jeg bliver svimmel og stresset. Jeg ville inderligt ønske, at hun ville bruge sin vilje til at prøve på at se det positive i livet. Jeg kan sagtens forstå, hvordan det er blevet sådan for min mor, og slå en streg over fortiden. Jeg har jo også selv givet mine børn manglende selvtillid i en periode. Så jeg har ikke glemt hende. Men jeg kommer så sjældent, fordi det er så svært at holde det ud sammen med hende. Jeg håber, at Marianne og Niels kan bruge dette til at forstå lidt af de stærke bånd, der er mellem forældre og børn, og at det kan være smerteligt nødvendigt at skære dem over. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg været meget syg i dag ligesom min mor.

Venlig hilsen
Karen

Kære brevkasse


Jeg kan også huske Niels og Mariannes brev for fire år siden. På det tidspunkt havde jeg kort før mistet min far, som jeg gennem de sidste tredive år kun havde en særdeles sporadisk kontakt til. Han havde gennem min opvækst været en sand despot, hvor vold og nedladende tale var en daglig følgesvend. Da jeg så endelig som voksen blev fysisk fri for daglige tæv og ord så slemme, at de ikke kan gengives, var jeg fortsat psykisk bemægtiget af ham, selv i mine drømme. Da han så langt om længe heldigvis døde, følte jeg mig fri for første gang i mit halvtredsårige liv, idet jeg vågnede op den morgen, hvor han var død, uden at have haft et mareridt.

Min moder var stort set ikke bedre. Da jeg var lille og havde griset mig til, fik jeg hver gang en endefuld. Hun kunne kun se sine egne fortrin, men negligerede vores ønsker om tryghed og ømhed til fordel for egne ønsker. Dette er kun en mikroskopisk del af en forkvaklet opvækst, hvor jeg forhåbentlig ville være blevet tvangsfjernet, hvis det havde fundet sted i dagens Danmark

Jeg tror, at børn kan forsøge at glemme deres forældre, men de vil aldrig være i stand til det. I mit tilfælde var det for at overleve, at jeg var nødt til at fravælge kontakten. Jeg har, selv om begge mine forældre er døde, fortsat en vrede i mig, som kommer til udtryk, når jeg bliver udsat for specielle situationer, som jeg kan relatere til de gentagne gange, jeg var udsat for svigt.

Der er nok mange forældre, der har det samme ulykkelige forhold til deres børn, og endnu flere børn, der har fravalgt forældrene på baggrund af svigt i opvæksten. I dag har jeg langt om længe accepteret, at mit liv på trods af alt har været godt sammen med min kone, børn og børnebørn. At jeg aldrig opnåede accept og respekt af mine forældre, er en del af det kors, som jeg må bære rundt på. Mine børn har aldrig været udsat for det samme nedværdigende liv, som jeg levede under.

Venlig hilsen
Thomas