En ulykke kan ændre det meste

Førligheden er mistet, familielivet er gået i stykker, huset måtte sælges og jeg har fået pension og hjemmepleje, skriver en læser, der var ude for en trafikulykke

Kære brevkasse

Jeg blev for en del år siden kørt ned og fik komplicerede kraniebrud og betydelige rygskader.

Jeg var så langt ude, at lægerne ikke troede, at jeg ville overleve.

Jeg lå den første lange tid i et trygt mørke og vidste godt, hvad der var sket, og hvilken fremtid der ventede mig, så jeg nærede ikke noget ønske om at overleve. Ulykken førte blandt andet til, at synet blev stærkt nedsat og mange andre ting, som jeg ikke ønsker at komme ind på.

Jeg er i dag handicappet og bevægelseshæmmet. Min gode forstand har jeg bevaret. Der er næsten ikke den plet i hovedet, der ikke har været skadet på dig, sagde dommeren i retten mere end to år efter ulykken. Før var jeg ikke i stand til at vidne. Jeg genkendte ham, der kørte mig ned med det samme, for det sidste, jeg nåede at se inden ulykken, var hans ansigt.

Før ulykken ramte mig, havde jeg et velfungerende familieliv med venner, et bredt netværk og et godt hus. Jeg havde et godt arbejde, var kirkeligt engageret og var besøgsven i Røde Kors. Jeg var familiemenneske og var bedstemor og levede med i manges liv. En nær pårørende var død af kræft kort før ulykken, og jeg sad sammen med hendes mand ved hendes dødsleje.

14 dage efter blev jeg kørt ned og lå og svævede mellem liv og død og kunne ikke give respons, selvom jeg kunne følge med indeni mig selv. Jeg lå hjælpeløs i et smertehelvede og kunne ikke give udtryk for noget. En svigersøn råbte buh og bøh ind i mit hoved, og min datter råbte i mit øre, uden at jeg kunne reagere. Jeg oplevede det meget svært og havde lyst til at råbe, om de alle sammen var gale.

En tid efter blev jeg udskrevet til pleje i hjemmet, stadig i chok. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvorfor man ikke sendte mig på et plejehjem, og om lægerne tænkte sig godt nok om. Jeg var i god fysisk form før ulykken, men det var alligevel en meget stor omvæltning. Herefter blev alt anderledes. Førligheden er mistet, familielivet er gået i stykker, huset måtte sælges, og jeg har fået pension og hjemmepleje. Det meste af det tidligere liv er blevet til en by i Rusland.

Hvordan har jeg det i dag? En stærk psyke er ved at være slidt. Fremtiden er jeg usikker på. Familien kommer lidt engang imellem, men der er ikke megen kontakt til de mange mennesker, der var der før i tiden. Jeg har prøvet at holde fast, men en del har sit på det tørre. Man kan godt opleve, at man mest er god nok, hvis man er sund og rask.

Venlig hilsen

Gerda

Kære Gerda

Tak for dit brev. Det er med ydmyghed og respekt, vi sætter os til tastaturet for at skrive tilbage til dig. Nogle gange bliver ord så ufatteligt små. Og nogle gange kan livets barske hændelser være alt, alt for store. Du er virkelig et menneske, som er blevet ramt. Og du er et eksempel på, at man kan opleve, at en ulykke ikke kommer til at stå alene, men bliver begyndelsen på nogle dominobrikker, der skubber til hinanden og giver nye vanskelige ting at skulle leve med og tage stilling til.

Når mennesker oplever en voldsom ulykke, så er det jo ikke bare en enestående hændelse. Store kriser gør meget andet ved os. Vi bliver pludselig en anden måske både i egne og andres øjne. Måske rammes vi på arbejdsevne, førlighed og andre vigtige funktioner. Det, man tidligere kunne give andre, ophører måske, og man bliver afhængig på en ny og afgørende måde. Kriser fører således ofte nye og andre kriser med sig. Det har du i alt for rigt mål måttet erfare.

Som sagt er vores ord meget små. Alligevel ønsker vi så meget for dig, at du midt i oplevelsen af svigt og slitage og de mange spørgsmål må møde nogle på din vej, som kan bringe glimt af glæde og håb ind i dit liv. Din røst er i hvert fald vigtig, for du minder os alle om, at det ikke bare handler om at prioritere hinanden, når livet er vellykket og nemt, men at udholdenhed og trofasthed betyder mere, end vi aner, for det enkelte menneske, når livet er sejt.

Ingen af os kan nå alle, og for alt for mange er den almindelige hverdag til tider ganske krævende. Men alle med sundheden i behold har mulighed for at give lidt til andre. Og så fortæller du noget, som alle, der gæster en tilsyneladende bevidstløs patient på hospitalet, bør tænke over. Der er flere patienter, end man umiddelbart kan ane, som kan høre og forstå, hvad der bliver sagt, men som ikke kan give udtryk for det. Høresansen er også noget af det allersidste, som mange døende mennesker mister. Så også sammen med et menneske, som ikke kan give respons, skal man tænke sig om og agere respektfuldt.

Du skriver ikke noget, om du fik mulighed for et psykologforløb efter ulykken. Måske har de fysiske komplikationer og følgeskader været så store, at de har domineret hele hjælpeapparatets opmærksomhed. Sådan bliver det ofte. Men efter et sådant jordskælv i livet, som du har oplevet, har man brug for et længere samtaleforløb, for eksempel en gang om ugen i et års tid for at forholde sig til det store tab og til at forholdesig til alt det nye og de begrænsninger, der ligger foran. Hvis du ikke har haft et sådant forløb, ville det måske være godt for dig nu?

Vi kender ikke din hverdag og dine muligheder nu for at deltage i aktiviteter, men vi kunne have lyst til at opmuntre dig til at deltage i nogle ting, som fylder dit hjerte og sind med glæde. Om det er koncerter, foredrag, højskoleophold eller gudstjenester eller det at komme ud i den friske luft, ved vi ikke. Men det er nok vigtigt, at du ikke sidder og bliver for tungsindig i din tanke over dem, som ikke stiller op, for det kommer til at mørkne dit sind, og det er det sidste, du fortjener. Dybest set fortjener du alt muligt godt af glæde, forståelse, godhed og skønhed. Som en sagde til os engang: Når mennesker har det ekstra svært, trænger de ekstra godhed. Gid nogen måtte læse dette og handle derefter over for dig eller andre i en situation, der kan ligne din. Tak for at du mindede os om, at helbred, kræfter, førlighed og glæde ikke er en selvfølge.

Mange hilsener

Annette og Jørgen