Et valg til fordel fro de mindste i familien

Spørg om livet Vi står med sorg og savn, skriver et ægtepar, hvis søn har afbrudt forbindelsen med dem, efter at de holdt kontakt til en tidligere svigerdatter og børnebørn

Kære Brevkasse

Vi har en lidt anden vinkel på de seneste ugers brevkasser. Vi har ikke set vores søn i tre år. Han kan ikke tilgive, at vi har genoptaget forbindelsen med hans første kone. Imellem de to er der et fjendskab, som vi aldrig har vidst kunne eksistere imellem to mennesker, der har elsket hinanden. De har tre børn sammen, hvoraf den ældste er mentalt handicappet. Det syge barn blev årsagen til ægteskabets forlis. Vores søn magtede ikke den sorg. Han blev ikke den støtte, som hans kone havde brug for. Hun er en stærk kvinde, og vores søn var slet ikke moden til at blive far til et sådant barn, så hun forlod ham. Han fik det mellemste barn på tre år ved skilsmissen, mens hun beholdt den ældste på fem og den mindste på et år. De fandt efterfølgende en god måde at have samkvem med børnene på, ja de hjalp endda hinanden, og det var godt.

Så mødte vores søn endnu en stærk kvinde med to forliste ægteskaber bag sig. Hun havde ikke børn. Og så gik det rigtig galt. Samværene med børnene kunne ikke fungere længere. Vores søns nye kone orkede simpelthen ikke, at de skulle være en del af familien. Der blev en hård og grim tone, og alt med børnene var hende imod. Børnenes mor tålte hun ikke, så min søn og hans første kone gled endnu mere fra hinanden.

Vi fik besked på, at hvis vi ville fortsætte med at se hans første kone, ville han ikke se os mere. Så vi afskrev vores første svigerdatter og dermed de to andre børnebørn. Det var prisen for fortsat at kunne se vores søn og det mellemste barn. Så gik der otte år, hvor vi rettede os efter dette forlangende. Og vi savnede selvfølgelig de to andre børn i alle de år. En dag ringede vores første svigerdatter og sagde, at den mindste spurgte efter sine bedsteforældre. Det kunne vi ikke sige nej til, og vi genoptog forbindelsen. Straks efter kom der brev fra vores søn, at vi havde valgt ham fra, når vi ville se hans første kone og børnene igen. Vi fortalte ham så, at vi ikke havde valgt ham fra, men at vi havde valgt de andre børn til. Han var konsekvent, og alt samvær med ham ophørte. Der står vi så i dag med sorg og savn.

Vi har tre andre børn og mange andre børnebørn, som vi har et godt og varmt forhold til. Men vores søn vil heller ikke have noget med dem at gøre, ligesom han ikke ser sine to andre børn.

Venlig hilsen

Lis og Knud

Kære Lis og Knud

Tak for jeres brev. Sikke et svært dilemma, I er blevet sat i. Det er nærmest en helt umulig situation at skulle vælge blandt sine egne kære. Men I har valgt at tage hånd om nogle mennesker, der under ingen omstændigheder selv kan beslutte, hvordan de voksne skal agere. Det er godt at læse, at I ikke kunne overhøre det ønske om kontakt, som jeres yngste barnebarn kom med. Der er nu to børn eller unge, som har fået en stor del af sin familie tilbage, som de kan have kontakt til, lære at kende og som kan blive en del af deres historie. Det er et godt tilvalg. De har netop brug for, at der er nogen, som positivt vælger dem til. Ikke mindst den ældste af dem, som sikkert ikke så let kan skaffe sig venner. Det ville være meget trist, hvis de både havde haft en far og nogle bedsteforældre, som de slet ikke havde kontakt med.

De trænger sikkert ekstra til omsorg og ekstra imødekommenhed, for det er for ethvert barn uforståeligt og sorgfuldt at blive valgt fra af sin egen far. Man får kun én biologisk far på denne jord. Det er trist, at jeres søns nye kone har så megen magt over ham, eller at han selv er så fattig på omtanke, at han ikke insisterer på at have et forhold til sine egne børn. Børn er jo til enhver tid prisgivet de voksnes valg de har ingen magt selv. Vi håber, I kan give disse to nogle gode ting med på deres livsvej, og at I kan få gode samvær med dem, så de ad den vej oplever en forankring til deres rødder på den side af deres slægt. Vi håber også, at de får megen glæde af deres nye fætre og kusiner og onkler og tanter, som kan støtte op om dem i den kommende tid, forhåbentlig til gensidig glæde.

Vi kan forestille os, at I begge to er meget vigtige for dem, og at ikke mindst bedstefar er en, som med stor fordel kan bruge lidt tid sammen med disse to, da deres egen far jo ikke er der. Så måske skal der gås nogle gode ture, snakkes lidt mandesnak og gives lidt ekstra opmærksomhed på den front, så de opdager, at de er af værdi og elskværdige. Det, som børn ofte vil tænke, når de bliver valgt fra af nære relationer, er jo netop, at de ikke er værd at elske. Og det kan let gå ud over deres selvfølelse og selvrespekt. For jeres barnebarn, som oven i købet også har et handicap, kan der eventuelt opstå fantasier om, at fordi man ikke var helt som andre så er far ikke interesseret.

Vi håber, at I midt i jeres smerte kan forsone jer lidt med, at der er nogle, der er glade for jeres valg, og at I indirekte har kontakt til jeres søn, ved at I har et forhold til to af dem, som han har sat i verden. Mon ikke også jeres første svigerdatter sætter pris på, at I har taget denne beslutning? At jeres søn nu forhindrer sit mellemste barn i at have kontakt til både sine søskende og sine bedsteforældre er meget trist og umodent af ham. Men dette barn har I været sammen med og kendt gennem otte år, og han eller hun glemmer jer aldrig. På længere sigt vil det barn have mulighed for at danne sin egen mening, og kontakten kan I genoptage, så snart det er gammelt nok til at transportere sig selv og senest, når attenårsalderen er nået.

Jeres sorg i dette dilemma forsvinder aldrig, men vi håber, den kan få en plads i jeres sind, som I kan leve med.

Mange hilsener

Annette og Jørgen