Forældresvigt rammer hårdt

Spørg om livet Vreden fyldte meget, og jeg havde overvejelser om, at det måske ville være bedst for mig ikke at have kontakt med mine forældre, skriver en voksen mand om det at komme videre efter en opvækst med svigt

Kære brevkasse

Jeg har haft en opvækst, hvor jeg i den grad var udsat for svigt. Ikke af ond vilje, men mine for- ældre havde meget travlt og var meget optaget af at gøre godt for alle andre. Det indebar, at jeg meget ofte blev glemt også rent bogstaveligt, hvilket grundlagde en meget dyb angst i mig. Som teenager blev jeg udsat for både fysiske og psykiske overgreb af personer uden for vores familie, som mine forældre heller ikke opdagede, selvom der var ting, der indikerede, at der var noget galt. Jeg har derfor med stor interesse fulgt med i de brevkasser, som har handlet om forældre og voksne børns relationer. Det har berørt mig meget. Min vinkel er lidt anderledes, og den vil jeg gerne dele med jer.

Siden fik jeg en svær depression, som krævede indlæggelse og efterfølgende terapi i flere år. Her gik det op for mig, hvor meget mine smertefulde oplevelser fyldte, og hvordan de havde været med til at skabe angst. I forløbet fik jeg talt med mine forældre om nogle af de smertefulde ting. De tog imod, selvom de ikke helt kunne forstå det. De forsøgte også at undskylde det med, at hvis de havde vidst det, så havde de gjort noget anderledes. Men mit problem var jo netop, at de ikke havde set det.

Under min terapi havde jeg perioder, hvor jeg ikke magtede at have kontakt med mine forældre. Vreden fyldte meget, og jeg havde også overvejelser om, at det måske ville være bedst for mig slet ikke at have kontakt med dem, så jeg ikke hele tiden blev konfronteret med smerten. Men på den anden side var der hensynet til mine børn, som er meget glade for deres bedsteforældre, og det følte jeg ikke, at jeg kunne tage fra dem. Jeg var bevidst om, at jeg ikke ville overføre mine følelser til mine børn. Desuden tænkte jeg også på, om det ikke alligevel ville fylde en del i mine tanker, selvom jeg ikke havde kontakt. Så jeg kom frem til, at jeg selv måtte finde en god måde at være sammen med mine forældre på. Ved at tage ansvar og igennem terapisamtaler lykkedes det at finde ud af, hvad der er godt og ikke godt i forhold til mine forældre. Det har gjort, at jeg i dag har et rimeligt forhold til dem og kan hygge mig med dem. Men det betyder også, at jeg ikke skal være der for længe ad gangen. Det har så gjort, at de nok nogle gange har følt sig tilsidesat, men der er jeg nødt til for at holde fast i mig selv.

Selvom jeg er kommet langt, kan det i perioder stadig være meget svært, og mine forældre kan stadig gøre og sige ting, hvor jeg føler mig svigtet, og jeg kan græde over, at det bliver ved. Når det ind imellem gør for ondt, har jeg brug for at tale med min læge, som har støttet mig meget, og som er meget god til at sætte tingene i perspektiv og hjælpe mig til at holde fokus på mig selv og min egen familie. Det har været og er en meget svær proces, men det er alligevel lykkedes mig at finde en balance, hvor jeg ikke har droppet mine forældre, selvom jeg nogle gange har følt, at det havde været nemmere.

Venlig hilsen

Martin

Kære Martin

Vi synes, det er håbefuldt at høre om, hvor mange modne overvejelser du har gjort dig i forhold til dit eget indre dilemma, hvor du dels har måttet tage dit eget indre barn alvorligt, dels har tilkæmpet dig en form for kontakt til dem, du kommer fra. Og midt i det hele har du haft overskud til at se tingene fra dine børns perspektiv. Men det har kostet indlæggelse og langvarig terapi, kan vi forstå. Tak, fordi du fortæller om din seje vej frem til der, hvor du er i dag.

Det er ikke mærkeligt, at du har smagt både på angst og depression. Et barn har ikke andre perspektiver på sit liv end det umiddelbare omkring sig. Og har man måske tillige en følsom natur, kan det være særdeles angstprovokerende at være lille eller være en sårbar teenager og opleve ensomhed, overgreb med videre, uden at der er voksne, som ser og griber ind. Gennem dine oplevelser har du måske fået en dyb oplevelse af at være overladt alene til livets ubarmhjertige kræfter, selvom du udadtil måske har været et nemt og veltilpasset barn. Sådan kan nogle børn have det, hvis forældre har alt for travlt med karriere eller masser af andre ting for eksempel også med at redde andre mennesker, der har det svært, hvad enten det er som plejefamilie, psykologer eller i et kristeligt motiveret diakonalt arbejde.

Det vanskelige ved at være et veltilpasset og måske ensomt barn er netop, at man ikke har mulighed for at handle og heller ikke har et sprog for, hvordan man har det. Så det lagrer sig i stedet i sindet. Børn er rigtig meget afhængige af, at der er nogen, som ser bag om det umiddelbare og kan tolke det indre liv.

Heldigvis har du nu fået både sprog og handlemuligheder, og det er godt at læse, at du har fundet en vej, hvor du er klar over, at du nu selv må lytte til det barn, som ikke blev taget nok alvorligt. Det er også godt at høre, at dine forældre har set sig villige til at lytte til din fortælling, selvom du nok kunne have ønsket dig en større evne til og forståelse for dit ståsted. Mange mennesker, og ikke kun forældre, kunne med fordel træne i at høre andre menneskers tanker og erfaringer uden at skulle forsvare sig samtidig. Og mange har som du brug for at blive hørt og taget alvorligt og erfare en medleven og for første gang eller på ny blive set.

Sidenhen kunne det måske være, at der var plads til, at man byttede roller. I dit tilfælde ville du måske med tiden få overskud til at høre, hvorfor de havde så travlt, og hvad det var, der drev dem til at tage de valg, de gjorde dengang. De gjorde det givetvis ikke for at gøre dig ondt, men for at gøre andre noget godt. Du har selv i de senere år oplevet at blive mødt blandt andet af din læge og din terapeut. Hvis man selv er blevet mødt, vil man også lettere være åben for at møde andres perspektiv. Det gælder i det politiske liv, generationer imellem, blandt ægtefæller, og det gælder i venskaber. Gid vi alle i det nye år fik mod til at træne netop på denne svære kunst at møde og blive mødt. Ingen af os kan undvære det.

Mange hilsener

Annette og Jørgen