Prøv avisen

Forskelsbehandling i et andet perspektiv

Foto: .

Det kan være uretfærdigt, hvis man behandler sine børn og børnebørn ens, for deres livsvilkår er ofte forskellige, skriver to bedstemødre

De sidste fredage har temaet i brevkassen været forskelsbehandling af børn og svigerbørn, og om man må hade dem, der handler uretfærdigt. Interessen for temaet har været stor, og her kommer et par breve set fra bedsteforældres perspektiv.

Kære brevkasse

Jeg har læst de sidste ugers indlæg om jalousi og forskelsbehandling med ondt i maven. Jeg har børnebørn i to kuld. Jeg blev bedstemor første gang som 40-årig, og nu er jeg 60 og har stadig blebørn blandt børnebørnene.

I en skuffe har jeg en oversigt over, hvad de forskellige har fået af gaver med mere på et tidspunkt, men nu er det blevet lidt svært at følge med i, selvom jeg altid har haft til hensigt, at alle skulle have det samme. Nu er der imidlertid ballade i familien, for sønnen og hans nye kæreste beskylder den yngste lillesøster for at være forkælet. Jeg tillod mig at tage til genmæle, da det absolut ikke var tilfældet, snarere direkte omvendt. Det skulle jeg aldrig have gjort.

LÆS OGSÅ: Forskelsbehandling trækker lange skygger

For det er svært at kæmpe mod jalousi og misundelse, der er ganske ubegrundet. Mit råd til andre er, at man skal få sine børn med få års mellemrum, for aldersforskel gør, at man hurtigt kan glemme, hvad man selv har nydt godt af i tidligere tider.

En skilsmisse og en papmor, der pludselig bringer papbedsteforældre på banen, forbedrer ikke familierelationerne. Ej heller en ekssvigerdatter, som man ikke tør kontakte af hensyn til den nye. Og hvad med børn, man ikke selv har gener i som for eksempel et homoseksuelt par, der får børn via kunstig befrugtning? Og hvad med kritiske svigerdøtre, der overvåger én, når man skifter ble på deres børn for at se, om salven er smurt rigtig på?

Det er altså nemmere at holde af børn, der viser en tillid. Man skal passe på med at dømme, for en sag kan altid ses fra to sider.

Venlig hilsen Berit

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at vende tingene lidt på hovedet. Jeg er bedstemor, og jeg forskelsbehandler både mine børn og mine børnebørn. Det er somme tider lidt svært for mine døtre at kapere. Jeg har somme tider spurgt mig selv, om jeg kunne have haft en mere harmonisk børneflok, hvis jeg havde behandlet alle ens.

Men så skulle jeg have afholdt mig fra at tilbyde de to yngste at flytte ind i mit lille hus, da de var i akutte boligproblemer. Jeg skulle have sagt nej til at være med, da den yngste datter skulle føde, da hun var blevet alene. Den ældste datter har aldrig haft brug for at flytte ind igen, og de andre store piger har haft deres mænd med til deres fødsler.

Min ældste datters store drenge skulle måske heller ikke have fået en dyr skoletaske foræret, da de skulle starte i skole. De andre er så små, at der går mange år, før det bliver aktuelt med en skoletaske. Og hvem ved, om de så overhovedet er interesseret i noget lignende.

Mine døtre har forskellige behov, fordi de har forskellige livsvilkår. Alligevel er de indimellem jaloux på hinanden.

Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Men hvis det betyder, at jeg skulle undlade at hjælpe den ene, fordi de andre ikke lige nu har samme behov for hjælp, så kunne jeg ikke være i stue med mig selv.

Jeg bliver ked af det, når de ikke kan enes. Jeg bliver ked af det, når de ældste siger, at jeg fokuserer mere på at finde løsninger end at lytte.

Ja, jeg er nok lidt hurtig. Men selv efter timers lytning står der ikke et nyt puslebord eller en barnevogn uden for døren.

Hvis de har brug for to timers fred til at male stuen, går jeg en tur med barnevognen i stedet for at sidde og lægge øre til, hvor svært det er at klare småbørn og praktisk arbejde på samme tid.

Jeg har erkendt, at jeg ikke kan gøre dem alle glade på en gang. Hvis de er mere optagne af at ærgre sig over, hvad de andre har fået af mor, end af at glæde sig over, hvor godt de selv klarer sig både praktisk og økonomisk, så er det deres problem. Det er først og fremmest noget, de skal arbejde med. Jeg gør alt, hvad jeg kan for dem. Men jalousien eksisterer stadig.

Millimeterdemokrati kunne muligvis afskaffe jalousien, men ville give andre problemer i stedet.

Må man hade andre? Ja, det står en frit for. De 10 Bud taler ganske vist om, at man ikke må misunde, men sådan en følelse lader sig jo ikke lige diktere. Men bliver man gladere af at hade eller være misundelig? Bliver verden et bedre sted, når vi giver efter for vores negative følelser og vender ryggen til?

Svaret er nej. Det fritager ikke nogen for smerten ved at blive uretfærdigt behandlet. Det er et menneskeligt vilkår, tror jeg.

Venlig hilsen LouiseKære bedsteforældre

Tak for jeres breve, som vi har måttet forkorte noget. Det er fint at få det perspektiv med, at de nærmeste ofte vil blive behandlet forskelligt. Ingen søskendes opvækst er ens, og måden, de anskuer ting på, er heller ikke ens. Behov og livsvilkår senere i livet er også forskellig. Børn kan for eksempel være syge og meget hjælptrængende, så tid og opmærksomhed bliver ulige fordelt.

Det er ikke altid så let at forstå for de andre børn undervejs. Men på den lange bane er det de voksnes ansvar at give rum for tanker og reaktioner fra de forskellige i familien. Det er ikke så let, fordi vi mennesker, som I skriver, er så tilbøjelige til at gå i forsvar eller vil finde forklaringer eller løsninger.

Men at lytte er ofte en god vej at gå. For følelser lader sig ikke uddrive på kommando. Desværre er det ikke i alle tilfælde muligt, og da må man finde andre måder at bære byrden på, også når der er tale om uretfærdigheder.

Mange hilsener Annette og Jørgen Due Madsen