Kære brevkasse
Jeg er en mand i begyndelsen af 50'erne. Jeg har været gift i ti år og har to dejlige børn. Mine kone valgte mig fra for snart fem år siden, og jeg måtte flytte fra vores fælles hjem efter mange samtaler og overvejelser. At være uelsket og ikke-accepteret tager stille og roligt al livsglæde og livshåb fra et menneske. Alt andet måtte være bedre troede jeg. Men jeg fandt ud af, at det ikke var nemt at være alene i min alder, og jeg måtte begynde at kæmpe imod ensomheden og savnet af mine børn og det håb, der var bristet imellem mig og min kone. Heldigvis var der bekendte, der hjalp mig igennem den første svære tid, men da jeg senere stod alene og fandt ud af, at min omgangskreds stort set bestod af par, begyndte ensomheden at melde sig voldsomt.
I en periode blev jeg opsøgt af søde og velmenende piger, som var gift, men som nok kedede sig lidt i deres eget ægteskab, og da jeg ikke var stærk nok til at sige nej på det tidspunkt, fik jeg nogle gevaldige hug, da de gik igen. Jeg røg ind i en depression og havde mest af alt lyst til at opgive eller komme helt væk fra området, hvor jeg boede. Men mine børn, som jeg så jævnligt, da de boede i nærheden, holdt mig fast til håbet. Som kristen kunne jeg heller ikke fornægte livet, som vi havde fået. Men min Gud var fjern fra mig, og jeg følte ikke mine bønner blev hørt.
Jeg er kommet videre nu efter næsten fem år, men arrene og sorgen er der stadig, og jeg ved, at jeg aldrig bliver det samme menneske igen som før bruddet. Jeg har nu fundet en sød kæreste, som jeg har kendt i et år. Hun er så meget anderledes end min tidligere kone i væremåde og tankegang, og vi passer godt sammen, synes jeg.
Men jeg synes, at jeg mangler den store forelskelse og håbet om at begynde forfra en gang til.
Min tidligere ægtefælle har det svært med, at jeg har fundet en anden, og ville gerne, at vi nærmede os hinanden igen. Hun er alene. Men det tør jeg ikke, selvom det nok var mit største ønske, at min forrige drøm kunne gå i opfyldelse med en partner og fælles børn hele livet. Mine børn nærmer sig den alder, hvor kammerater betyder meget i deres liv, og jeg føler, at de vælger mig mere og mere fra til fordel for dem. Sådan er livet jo, men det kan være svært, når jeg ikke ser dem så meget.
Angsten for at miste og blive forladt igen er måske en forklaring på, at jeg ikke føler, jeg kan komme videre med mit liv, eller at jeg ikke tør binde an med en fast partner, selvom det er det, jeg ønsker. Min tidligere kone tør jeg ikke gå tilbage til, for hun har valgt mig fra en gang og vil sikkert gøre det igen, og min nye kæreste, som jeg har det rigtigt godt med, er jeg også usikker på, om det nu er det rigtige.
Hvad gør jeg, for at komme videre i mit liv?
Venlig hilsen
Den fortvivlede.
Kære Fortvivlede
Tak for dit brev. Du skriver, at din kone gerne vil forsøge at genoptage kontakten, men da du er blevet grundigt afvist tidligere, ved du ikke, om du tør. Og så har du en sød kæreste, som du også er usikker på i det lange løb, da du ikke rigtig kan finde de store følelser for hende.
Vi tror ikke, at du kommer uden om at tage nogle ordentlige og alvorlige livtag med dig selv sammen med en neutral tredjepart, for vi tror ikke, at du udelukkende kan tænke dig frem til de beslutninger, som du står over for. Vi tror du må i gang med et hårdt stykke arbejde for at nå frem til en afklaring om, hvor vejen går videre i dit liv.
Du skriver, at du allerhelst ville ønske, at du kunne starte et liv med din kone igen. Hvad har I gjort for at finde ud af, om det var en mulighed, og om der er grundlag for at dele et liv sammen nu? Har I talt om, hvad der skal til for at få et godt forhold, og hvad I har af tanker, sår og drømme om fremtiden? Du kan ikke vente, at der kommer et svar lige pludselig dumpende ned til dig. Vorherres bønnesvar sender os ofte ud på underlige og udfordrende veje.
Hvis du og din kone skal forsøge at nærme jer hinanden, så skal I helt sikkert begge lære noget nyt. De sårede følelser, frygten og længslerne og sårbare ønsker om måske at bygge noget op sammen igen må ses på med nysgerrighed og respekt.
Det er vi overbevist om, at I trænger hjælp til både hver for sig og sammen. I kan ikke bare starte og se, om det går. Det er et krævende stykke arbejde at finde frem til en god platform for en eventuel fælles fremtid. Her vil en god og vis person, som har erfaring med parforhold, være en nødvendig guide og hjælper.
Det ville helt sikkert være dejligt for jeres børn, om I fandt sammen igen, men det kan ikke ske, uden at I tager de ting, der var grunden til, at I gik fra hinanden, op i lyset og ser på, hvorfor det gik galt, og hvad I kan gøre anderledes for at få et andet og mere kærligt og gensidigt forhold til hinanden.
Din nuværende kæreste er ikke tjent med, at du "halter til begge sider". Du skal enten vælge hende rigtig til eller rigtig fra. Og det behøver du hjælp til. Vi vil derfor godt understrege, at du må gøre noget i stedet for at vente og tænke.
Lad vores svar være et kærligt spark til at opsøge en moden samtalepartner, så du kan finde ud af, hvad der hindrer dig i at tage en alvorlig og voksen beslutning.
Under alle omstændigheder er du far til nogle børn. De får kun den ene far, og derfor vil det også være en god idé, at du får hjælp til at se på, hvordan du kan bevare et godt og livgivende forhold til dem. Kontakten til dem skulle nødigt fise ud i sandet i disse år. Vi håber, at du kan se en udfordring i at tage initiativ til at opdage og lære noget nyt om dig selv og dit sinds krinkelkroge. God arbejdslyst.
Du er velkommen til at skrive igen.
Mange hilsener
Annette og Jørgen