Prøv avisen

Harme over uretfærdige bedsteforældre

"Vi kunne godt ønske for dig, at din mand var mere modig og turde kontakte og udfordre sine forældre med selvrespekten i hånd og sige til dem, at han gerne ville have en aften alene sammen med dem," skriver Annette og Jørgen Due Madsen. Foto: .

Det er svært, måske umuligt at ændre uhensigtmæssige mønstre hos ældre forældre. Alligevel kan det være godt at konfrontere dem med uretfærdigheden

Brevkassen begyndte igen efter sommerferien i sidste uge med et brev fra Lis. Brevet var langt og gjorde indtryk. For vi fik på en nøgtern og usentimental måde indblik i mere end 20 års erfaringer med svigerforældrenes og især svigermors systematiske gøren forskel på børn, svigerbørn og børnebørn. Lis mand var storebror, og hans 10 år yngre lillebror var yndlingen, som svigerforældrene på det nærmeste havde sondemadet i alle henseender.

Gang på gang havde Lis oplevet, at svogeren og svigerinden blev prioriteret i forhold til økonomi og hjælp, og at hendes egne børn ikke blev tilgodeset hverken med gaver eller tid, mens deres kusine og fætter fik dyre gaver, arvestykker og hyppig opfølgning til arrangementer i børnehave, skole med videre. Lis mand var ofte blevet ked af det og havde prøvet at forklare det urimelige over for børnene og sagt, at det ikke havde med dem at gøre, men selvom han på sit arbejde godt kunne sige til og fra, havde han ikke taget noget opgør med sine forældre.

LÆS OGSÅ: Må man gerne hade?

Lis fortalte i brevet, at det havde været enormt hårdt for ægteskabet, og at hun tidvis havde haft tanker om at gå, men hun ønskede det ikke. Og hun fik ofte hadefulde følelser over for svigerforældrene, og det syntes hun ikke var enkelt, for hun havde det ikke godt med at hade. Må man det?, spurgte hun. Og det vil vi forsøge at skrive lidt om i dag, om end det er et stort og komplekst tema.

Kære Lis

Du er ikke alene om at opleve forældres og bedsteforældres uretfærdige gøren forskel. Og vi er ikke sikre på, at mange forældre med hånden på hjertet kan sige, at de aldrig har gjort forskel, og at der ikke har været tider eller situationer, hvor de har haft bedre følelser og strakt sig længere for et af børnene, eller at der har været et barnebarn, som har fået en helt speciel plads i deres hjerte.

Det er ikke til at komme uden om, at forældre nogle gange bedre kan forstå og har mere fælles kemi med et eller flere af deres børn og derfor lettere kommer til at gøre forskel i praksis. Især når der også kommer svigerdøtre og svigersønner indover, som forældrene ikke har valgt. Men bedsteforældre er kloge, hvis de er opmærksomme på sådanne ting, så det ikke udarter i store forskelle mellem børn og børnebørn, hverken med gaver, arbejdskraft eller begejstring.

Sådan som du beskriver det i jeres familie, er det hovedrystende, som dine svigerforældre opfører sig og har gjort det i mange år. Man får fornemmelsen af, at det er farmor, der er den førende skikkelse, og at farfar for mange år siden har indset, at når man ikke kan hamle op med hende, så må man hellere føje hende og slå fælles følge og gøre og mene det samme. Din svoger, lillebroderen, har sikkert været stærkt ønsket efter 10 år, uden at nogen andre børn dukkede op. Så begejstringen for ham, og alt hvad han var og gjorde, har måske været endeløs fra begyndelsen.

Det er åbenlyst, at en sådan begejstring eller forelskelse i sit eget barn er forståelig i de første år. Og i de første år deltager storebror måske også i begejstringen og bliver på en måde lillebrors tredje forælder, som gerne ser gennem fingre med den lilles unoder og forsømmeligheder

Men når det bliver til en vane og et mønster, som ikke tildeles eftertanke eller ændres i de næste 40 år, fører det til en helt åbenlys uretfærdighed både i forhold til storebror og ikke mindst ind i næste generation. Som du fortæller det, er det hjerteskærende, når børn er ulykkelige over markant uretfærdighed fra deres egne bedsteforældre

Vi forstår godt din store vrede og indignation. Dine svigerforældre handler hverken klogt eller sundt. Og der ligger åbenbart en angst i familien for at udfordre specielt din svigermor, fordi der måske intuitivt mærkes, at hun enten kan blive et offer, som spreder skyldfølelse omkring sig, eller at hun kan blive så vred og rasende, at det er vanskeligt at se vejen fremover, hvis der sættes spørgsmålstegn ved hendes dispositioner.

Du hader hende indimellem siger du og kæmper med det. Og det er betryggende. For et had, som er blindt og uden kontrol og eftertanke, kan være ødelæggende både for andre og sig selv. Men for dig er hadet snarere en meget stærk følelse af uretfærdighed, vrede og harme, en manglende respekt og foragt for nogle livsværdier, som er ødelæggende for børn og sårbare mennesker. Og det er, synes vi, som det skal være. Gud selv beskrives enkelte steder i Bibelen som en, der hader uret og afgudsdyrkelse. Det er godt at få en fornemmelse af, at had både kan være guddommelig og ganske menneskelig.

Det vigtige er nok, hvad vi gør med den. For dig kan det nok ikke være anderledes, end at det må blive til afstand mellem dig og dine svigerforældre, for at hadet ikke skal spise dig op. En sådan afstand er ofte nødvendig, når relationer bliver usunde, ufrie eller fulde af usagte ting, som ikke kan siges. Afstanden beskytter mod alt for stor sårethed eller alt for stor en vrede. Og så mødes man som høflige voksne med maskerne på. Nogle gange er det det mindste onde. Og så må man leve med en sorg over, at det gode forhold ikke kan blive til virkelighed. For dig, som ikke har forældre eller søskende selv, kan denne sorg være ekstra nærværende.

Vi kunne godt ønske for dig, at din mand var mere modig og turde kontakte og udfordre sine forældre med selvrespekten i hånd og sige til dem, at han gerne ville have en aften alene sammen med dem. Og at han så ville fortælle og beskrive for dem ganske nøje, hvad deres dispositioner havde gjort ved ham og hans børn, og at han stærkt ville opfordre dem til at ændre adfærd fremover. Hvad skulle det så føre til? Håbet om ændring af nogle på over 70 år er nok ikke realistisk, selvom det var stærkt ønskeligt. Men selvom din mand ikke ville kunne ændre dem, så tror vi, at du ville elske ham for det. Så kunne I stå mere sammen. Og din respekt for ham ville øges betydeligt. For når han kan styre en virksomhed, men ikke tale alvorligt med sine forældre om store uretfærdigheder og heller ikke kan tale med dig om det, så ligger der nogle ting hos ham, som vi tror ville være godt for jer begge at få frem i lyset.

Mange hilsener

Annette og Jørgen