Kære brevkasse
Jeg har et hjertesuk, som jeg bliver nødt til at komme af med. Jeg er ved at blive rimelig slidt. Det handler om, at min mand har en side, som er så svær for mig at tackle, og det er den også til tider for ham selv. Han lider meget af jalousi. Når vi taler om det, kan han nogle gange godt se, at han måske ikke helt har grund til at gå rundt med de følelser, men andre gange og ofte i akutte situationer bliver han helt opslugt af sine egne tanker og er da overbevist om, at hans følelser er selve virkeligheden.
LÆS OGSÅ: JALOUSI MELLEM VOKSNE SØSKENDE
Han kan blive jaloux både på de mænd, som jeg jo naturligt møder på min vej på arbejdet og i foreningsliv, men han kan også reagere, hvis jeg interesserer mig meget for et eller andet, eksempelvis hvis jeg har lyst til at tage på weekend med gode veninder, hvilket jo ellers er ganske sjældent.
Sådan som jeg selv tolker det, så tror jeg, at han er bange. Og hvis han bare kunne se det som det, så ville det være lettere for mig at råde ham til at få hjælp for det. Men når han tror på sine egne forestillinger, så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg bliver så træt af at forklare ham, at der ikke er grundt til at tænke, som han gør. Jeg er ikke interesseret mere end helt almindeligt i de kolleger, som jeg har. Men jeg er meget glad for mit arbejde og har nogle meget gode kollegaer af begge køn. Og vi har det godt sammen både fagligt og socialt. Det samme gælder i den forening, som jeg er med i bestyrelsen af. Det er under ingen omstændigheder en trussel mod ham. Jeg er heller ikke en type, der flirter eller går unødigt i byen, men jeg vil jo gerne kunne leve et almindeligt liv med omgang med andre uden at føle dårlig samvittighed, og uden at jeg igen og igen skal forklare, at der ikke er noget at være bange for.
Selvom det er rigtig besværligt, så synes jeg faktisk også, det er synd for min mand. Han er normalt et meget sødt og venligt menneske, som jeg holder af, og han er en god far for vore to børn. Jeg har lyst til, at vi skal være sammen. Men ind-imellem kan jeg blive ret modløs over, at han er så mistroisk.
Jeg har jo mine tanker om, hvorfor han har det, som han har det. Jeg tror, hans selvværd er mindre end mit. Jeg selv kommer fra et trygt og godt hjem, hvor vi tænkte det bedste om hinanden og med god grund. Men jeg har igennem årene også lært hans familie at kende indefra, og jeg kan jo se, at der er langt flere usunde ting, end jeg har været vant til. Der kan komme udsagn fra hans forældre, som man ikke helt ved, hvordan man skal tolke, og de siger også til tider sårende ting til ham. Hans far er ret fjern, og hans mor kan komme med skjulte anklager dækket pænt ind. De prøver at tage sig sammen over for mig, men jeg opdager, hvor svært det er for min mand, og jeg kan godt forstå, hvis det har skabt megen utryghed, hvis det samme er foregået igennem hans opvækst. Jeg synes også ofte, at de fremholder hans søskendes fortrin, når vi er der. Det modsatte sker imidlertid også, når de er der, siger min svigerinde.
Jeg kunne godt tænke mig, at min mand fik det anderledes. Hvordan kan jeg hjælpe ham, og hvordan i al verden skal jeg tackle det, når de beskrevne situationer opstår? Jeg kan mærke, at min tålmodighed er ved at være pænt brugt. Håber I kan give mig nogle gode råd til, hvad jeg skal tænke og gøre.Venlig hilsen
Anni
Kære Anni
Tak for dit brev. Jalousi er en følelse, ligesom så mange andre følelser, der kan siges med et enkelt ord som for eksempel glæde, vrede, sorg og depression. Den er i familie med angsten og har også jævnligt fået en vis portion vrede i sig, og hvis vreden i særlige tilfælde bliver for stor og dominerende, kan jalousien blive direkte farlig.
I dens sunde udgave er jalousifølelsen en advarselsmekanisme, som kan beskytte kærligheden og det gode liv.
Den kan vækkes, hvis den elskede, måske for meget og i for lang tid underprioriterer parforholdet og lader det være for selvfølgeligt og i stedet henter sine livsvitaminer alle andre steder end hos de nærmeste. Brugt konstruktivt kan advarselslampen føre til samtaler og eftertanke, så der etableres bedre måder at være sammen på til fælles glæde.
I dens mere usunde udgave har jalousien mange grader. Man kan være sygeligt jalousiforrykt, sådan at man er urokkeligt sikker på, at ægtefællen er utro. Alt kan blive til et bevis på, at det forholder sig sådan, selvom det for alle andre er åbenbart, at det er blevet en sindssyg og urealistisk idé.
For nogle ægtepar højt oppe i årene kan det blive en forfærdelig lidelsesfuld erfaring, hvis det opstår hos den ene af ægtefællerne nogle gange som led i en demensudvikling.
Din mand er ikke syg på ovennævnte måde.
Du fortæller, at han i rolige stunder godt kan se, at han ikke har nogen grund til at være specielt jaloux. Derfor er det også kun på disse tidspunkter, der er chancer for at gøre noget ved det.
Det er meget muligt, at hans jalousi blandt andet har sine rødder i hans opvækst og i forholdet til forældrene, for de er åbenbart ikke de mest trygge mennesker at være sammen med. Og han har sikkert ikke fået sine selvværdsdepoter fyldt op i det klima.
Men det er vigtigt for ham selv, at han nu tager ansvar for at få jalousiregulatoren indstillet til virkeligheden, lidt i stil med det, vi skrev om i sidste uge, hvor Julie måtte have sin angstregulator genindstillet, fordi den reagerede alt for meget og for hurtigt, lige så snart der blev antydet emner omkring døden.
Alt tyder på, at hans jalousimekanisme slår ud bare ved en hypotetisk mulighed for svigt. Og han kommer åbenbart til stærkt at overvurdere risikoen for at blive kasseret. Den følelse er meget ubehagelig både for ham og for dig. Og hvis det ikke stoppes, vokser jalousien i ham, og du udtrættes, og en dag bliver du alvorligt træt. Og han kan så sige: Hvad sagde jeg?
Måske kunne I give jalousifølelsen et navn, som kun I to kendte til? Her kunne vi kalde den for X. På den måde kunne din mand kommunikere til dig, når X var der og generede ham. Måske kunne det blive jeres fælles fjende. Og sammen kunne I være nysgerrige og finde ud af, hvornår X besøgte og generede ham. Bliver det ikke et fælles projekt, som I kan hjælpe hinanden med, tror vi det er vigtigt, at din mand får et psykologforløb, som kan hjælpe ham til at håndtere den udmarvende jalousifølelse. Det fortjener I begge.Mange hilsener