Kære brevkasse
Jeg har i næsten 40 år været gift med en sædvanligvis betænksom og velbegavet mand, nu efterlønner, som de seneste 17-18 år har været aktiv alkoholiker. Efter at have forsøgt at dække over problemerne i næsten 10 år og tage af for alle de ubehagelige virkninger, nåede jeg en grænse, hvor jeg ikke selv havde lyst til livet, og da vi desværre er barnløse, kunne livet vel slutte her. Jeg var selv ramt af strabadserende fysisk sygdom, gennemgik to store operationer og havde et krævende arbejde med egen virksomhed samtidig med en aktiv alkoholiker derhjemme.
Heldigvis så min egen læge, at jeg havde behov for hjælp. Jeg fik derved kræfter til at udvirke, at min mand kom på sin første Minneso-ta-behandling, og jeg selv kom på kursus for pårørende. Jeg lærte meget nyt, blandt andet at jeg ikke er ansvarlig for min mands drikkeri. Det var en stor lettelse. Det er jo en sygdom, min mand har, ikke noget, han selv har valgt. Efterfølgende valgte jeg at fortælle sandheden til både familie og venner samt alle mine medarbejdere. Det var en hård, men god terapi for mig selv, og jeg og vi oplevede en fantastisk opbakning fra alle, hvilket gav mig mit livsmod tilbage.
Herefter gik det godt i næsten to år. Min mand gik til møder i AA Anonyme Alkoholikere og jeg gik en tid i Al-Anon en støttegruppe for familie og venner af alkoholikere. Jeg var så optimistisk at tro, at problemet var løst en gang for alle. Men ak. Alle de samme ulykkelige hændelser skulle gentages, og efter et års tid måtte jeg stille ham over for valget: alkoholen eller mig. Ny behandling og igen en god periode. Men for hver gang bliver min mand mere og mere svækket og har svært ved at komme til kræfter. Hele sidste år har han atter været aktiv alkoholiker, og det kulminerede med, at jeg en sen regnvejrsaften ser en mand komme dinglende ude midt på vejen, hvilket viser sig at være min mand med blodet fossende ud fra panden og øl i lommerne! Så accepterer han ny behandling og er i skrivende stund ædru igen, men det er skrøbeligt, og det slider, fordi jeg godt ved, at det måske ikke holder.
Når alkoholikeren er aktiv, går der et gitter ned. Min mand kan ikke komme ud, og jeg kan ikke komme ind. Det er svært at tale sammen om problemet, for "det eksisterer jo ikke". Der sker en ændring af personligheden, et tab af intellekt og hukommelse, ting ødelægges, og naturlige adfærdsgrænser svigter. Den loyalitet, man skal have i et godt ægteskab, bliver sat på en hård prøve. Man føler sig skuffet og svigtet.
Det er noget, der gør ondt, og det udløser en ubalance i parforholdet, fordi jeg i alkoholaktive perioder er nødt til at overtage styringen, og i ædru perioder skal jeg forsøge at komme tilbage i en mere normal rolle. Det er rigtig svært.
Derfor vil jeg gerne spørge: Hvor længe skal man tilgive et menneske, man holder af? Som kristen ved man jo så godt, at man langtfra selv er fejlfri og har brug for tilgivelse. Jeg er ked af, at jeg har fået sværere ved at tilgive på det seneste. De fleste dage håber jeg det bedste og prøver at glædes over dagen, men andre dage bliver jeg skuffet, vred og ked af det. Hvor længe skal man være loyal? Hvor længe skal man holde ud? Er det alligevel en slags egoisme ikke at sige stop, fordi det vil være et stort personligt nederlag? At skilles vil være en meget tung beslutning, som jeg viger tilbage for. Det vil være en stor sorg og rejse mange nye problemer.
Jeg ser frem til at høre jeres tanker.
Med venlig hilsen
Ellen
Kære Ellen
Man skal tilgive meget, for som du skriver, har vi alle noget, der trænger til tilgivelse. Vi lever så at sige alle af, at vi bliver tilgivet endda igen og igen. Men tilgivelse er langt mere end blot at sige "det gør ikke noget" eller "pyt med det". Tilgivelse er blandt andet et svar på et ønske og en bøn om en genopretning af en relation, der er gået i stykker eller står i fare for det. Tilgivelse er noget, man kan bede om, men som aldrig er selvfølgelig. Og tilgiver man en adfærd, som ikke ændres, og som den pågældende ikke selv tager alvorligt og kæmper imod, devalueres tilgivelsen til ualvorlighed, og den destruktive adfærd får ikke den tilstrækkelige udfordring, sådan at ansvar og ændring kan blive en mulighed.
For os at se skal du ikke spørge dig selv om, hvor meget du kan tilgive, for så bliver fokus alt for meget din moralske formåen. I stedet skal du spørge dig selv om, hvad du kan holde til. Det var egentlig det spørgsmål, du tog stilling til for syv-otte år siden, da du selv var ved at gå ned, og hvor din læge heldigvis fik dig til at indse, at du trængte til hjælp. Det skabte en ny og bedre situation, som du ikke kendte til på forhånd. Du trænger også til hjælp nu. Fra din læge, fra Al-anon og gode venner. Du må have et forum, hvor du gennem samtale og respons kan få klargjort dine egne tanker, således at du kan få mod til at vælge, hvad der skal til, for at du kan bevare dit livsmod.
Vi tror oprigtigt, at du holder af din mand, og at han er glad for dig. Men alkoholen har efterhånden fået magten for hyppigt. Derfor kæmper I imod stærke kræfter. Du bliver ikke ved med at være ung, og håbet om grundlæggende forandring er i færd med at dale. Det vigtige er nu, at I ikke er to mennesker, der ødelægges af misbruget, for så er alt tabt og intet vundet.
Vi har ikke svar på, hvordan fremtiden skal forme sig. Men som alternativ til en skilsmisse kunne der vælges en "mellemløsning", hvor I boede hver sit sted. Du kunne gøre ham klart, at du holdt af ham, men at du ikke vil tage ansvaret for hans alkoholisme og ikke vil bo eller være sammen med ham, hvis og når han drikker. Derimod vil du gerne være sammen med ham, hvis han tager ansvar for sin alkoholisme, søger hjælp for den og sørger for at holde sig ædru. På den måde kan du både tage dig selv, alkoholismen og din mand alvorligt. At det vil koste en ekstra husleje er så sin sag. Men det er alt andet lige betydeligt billigere, end at to mennesker går i hundene.
Mange hilsener
Annette og Jørgen