Kan man lære at tænke anderledes?

Man kan træne i nye tanker, som måske er mere nuancerede og tilpasset forholdene, lyder svaret til en læser, der spørger til, hvad kognitiv behandling er

Igennem hele vores liv formes vores tanker af det, vi erfarer og møder. - Foto: Arkiv

Kære brevkasse

I har flere gange i brevkassen anbefalet kognitiv behandling. Jeg kan forstå, at det er noget med at lære at tænke anderledes, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at få det uddybet.

Min egen fortælling er, at jeg i mange år, ikke mindst da jeg var ung, måtte kæmpe med en stor følelse af mindreværd. Heldigvis har min gode kone sammen med mange gode erfaringer, hvor jeg har opdaget, at jeg ikke kun er et minus, hjulpet mig til at tænke lidt anderledes. Alligevel kan jeg stadig mærke, at de gamle spøgelser dukker op. Der er sikkert ikke mange, der tænker, at jeg har det sådan, og det gør det i og for sig ikke enklere, for det er på en måde en ensom affære at gå rundt og skulle slås med sine egne indre selvværdskampe. I perioder i mit liv har tanken om, at jeg var meget ensom, også fyldt en del. Med min forstand har jeg jo godt kunnet se, at jeg både havde en god kone, som virkelig ville være der for mig, og et par herlige børn, som også holder meget af mig det fornemmer jeg i hvert fald samt gode venner, som har holdt ud i mange år med mig og os. Alligevel kan jeg få en knugende fornemmelse af ensomhed inde i mig selv, og jeg ved den er irrationel. Men den er der alligevel til tider. Når den er stærk, præger den også mit humør, og den tristhed, som jeg kender såre godt ikke, mindst fra mine unge år, melder sin massive ankomst.

Nu ved jeg også godt, hvor mange af de tanker og følelser kommer fra. Jeg blev født ind i en familie, hvor der bestemt ikke blev givet rosende eller anerkendende ord fra vores far. Han var hård og meget ambitiøs. Og det betød meget for ham, at andre så, at vi opførte os rigtigt. Det vil sige, at følelsen af ikke at slå til blev en del af min hverdag for hvornår, er det, at man har levet op til den rigtige standard? Min mor var mere omsorgsfuld, men også for hende betød det meget, hvad andre tænkte om os. Min ene bror var dygtigere i skolen end mig, og det betød så i tillæg, at jeg på en måde ofte tabte i de uudsagte konkurrencer om at være o.k. Heldigvis har jeg klaret mig godt senere hen, og jeg er taknemmelig for, at jeg er brudt ud af den tvangstrøje, det er, altid at skulle stræbe efter at være rigtig i andres øjne, men alligevel har jeg svært ved at være god nok eller tryg nok i egne øjne. Kan kognitive principper virkelig hjælpe her for hvordan kan man lave så gamle tankemønstre om? Tak for et uddybende svar.

Venlig hilsen Thomas

Kære Thomas

Tak for dit meget relevante spørgsmål. Dit brev vidner om, at du allerede har en god indsigt i din egen problemstilling, og at du også nu ved, at mange af dine tanker er irrationelle, altså at det, du tænker om dig selv, verden og dit livsforløb, nok ikke er hele sandheden. Men indimellem bliver de gamle forestillinger eller tanker dominerende i din bevidsthed.

Igennem hele vores liv formes vores tanker af det, vi erfarer og møder. Og får man for eksempel gentagne gange konkret og eksplicit at vide gennem opvæksten fra vigtige personer i familie eller skole, at man ikke er god nok, er det ikke så mærkeligt, at det kan blive den dominerende tanke, som repeterer sig gennem mange efterfølgende år. I andre tilfælde kan man også selv uddrage den samme tolkning af de samlede erfaringer, man gør sig, selvom ingen egentlig har sagt eller ment det. Af en eller anden grund bliver det bare tanken, som sætter sig fast, og som efterhånden bliver de briller, man ser sig selv igennem, og som bliver den dominerende fortolkningsnøgle.

Med tiden kan sådanne tanker blive til sandheder. For eksempel kan mennesker, der ser ganske pæne ud i manges øjne, gå rundt med tanker om, at de er grimme, og være helt overbeviste om, at det er sådan, det er. Der er også mennesker, som er bange for at kontakte andre, fordi de er overbeviste om, at de andre vil synes, de er dumme eller ikke har noget at komme med. Det kan være meget smertefuldt og energikrævende at gå rundt med sådanne forvrængede tanker om sig selv. For sådanne tanker om ikke at være god nok skaber jo følelser. Og vores følelser påvirker vores krop og vores handlinger.

Vi kan ikke på kort plads beskrive hele den kognitive terapi. Men det handler om at blive opmærksom på tankernes (det kognitives) magt og betydning og give håb om, at tanker kan ændres. Ikke sådan at forstå, at vi bare skal tænke modsat eller tænke positivt eller benægte svære ting. Men netop se på, om tankerne er realistiske eller i samsvar med virkeligheden. Tanker er jo ikke objektive sandheder, men vores ofte meget hurtige hypoteser eller fortolkninger af hændelser og erfaringer i vores liv. Og bliver de fortolkninger for hurtige og for unuancerede eller for automatiserede, ja, så bliver resultatet i vores følelser og vores handlinger også derefter.

I kognitiv behandling er det vigtigt at få tydeliggjort disse ting og se på, hvilke antagelser eller grundtanker, der har fæstnet sig. Hvad det er for tanker, som ofte slår til i bestemte situationer. Og hvilke følelser, de skaber. Næste skridt er ofte at finde ud af, om der kan findes alternative tanker i den samme situation, som man lige så godt eller mere realistisk måske kunne tænke. Det er ikke så let at ændre, når det har været automatiseret i mange år, men ved at give de gængse tanker et modspil kan man træne i nye tanker, som måske er mere nuancerede og tilpasset til de nuværende forhold. Så træning er vigtig. Det kommer ikke af sig selv.

Urealistiske tanker har skabt megen ulykke og tappet meget livsmod. Det gælder både, når tankerne har været alt for urimeligt kritiske eller hårde over for en selv, og hvis de har været forvrængede på anden måde. Det handler om at finde en nuanceret og realistisk tænkning om os selv, som tager hensyn til alder, kræfter og livets tilskikkelser, og leve godt med de styrker og de svagheder, vi hver især har, og finde en form for forsoning med, at vi er os. For hvem skulle vi ellers være?

Mange hilsener

Annette og Jørgen