Prøv avisen

Må man blande sig i andres børneopdragelse?

Hvad stiller man op, hvis et vennepar ikke behandler deres børn, som man synes, de bør? Skal man tie eller blande sig i opdragelsen med risiko for, at vennerne tager det ilde op, og den gode relation ryger eller bliver anstrengt?

Kære brevkasse

I de sidste uger har brevkassen haft nogle spørgsmål om, hvor ærlig man kan være i forhold til andre. I vores tilfælde handler det ikke om lugte eller hygiejne, men om et helt andet område, som kan være nok så følsomt.

Vi er en familie med tre børn, og vi har mange venner, som befinder sig i samme livsfase som os. Blandt dem er der også en familie, som vi har kendt igennem en årrække, og de har to børn på seks og otte år. Næsten hver gang, vi har været sammen med dem, snakker min mand og jeg bagefter om vores bekymring over den måde, de behandler deres børn på. På den ene side synes vi, at deres børn bliver spurgt til råds om alt for mange ting, som de hverken har alder eller forudsætninger for at tage stilling til. De bliver spurgt om, hvad de vil i både den ene og anden situation, så de er meget optaget af, at børnene selv skal vælge og have et stort råderum.

På den anden side kan forældrene i andre situationer være meget strenge og true med de underligste sanktioner, som heller ikke hører til over for børn ifølge vores optik. Med hård tone kan de for eksempel sige, at så må de ikke komme med til fødselsdag, hvis de ikke gør det eller det.

Vi har reageret på deres adfærd mange gange, men har aldrig sagt noget til dem. Men nu kan vi mærke, at børnene selv virker mere forvirrede og ikke særlig harmoniske, og det gør os ondt at se på. Den lille virker forknyt og den store mere urolig og udadreagerende. Når vi er sammen alle ni, kan vi også mærke, at deres børn fylder rigtig meget, og det er ikke på den positive måde. Der opstår ofte konflikter, hvor forældrene i det ene øjeblik bliver strenge og i det andet øjeblik lægger sig helt flade for de sagesløse børn. Hermed er ikke sagt, at vores egne børn er englebasser; de er helt almindelige børn, der både kan blive sure og højtråbende og krævende, og der opstår jo tit ting og sager, både når vi er ude og hjemme sådan som i alle andre familier. Men med disse to børn er det bare så tydeligt, at noget ikke er, som det skal være. Vi har et andet fælles vennepar, som også har snakket med os om, at det gør ondt at se på, men hvad gør man?

Kan man overhovedet snakke med sine venner om de bekymringer, man har i forhold til den måde, de snakker til deres børn på, eller de svære valg, de sætter dem i? På den ene side tænker vi, at vi må holde mund, da det med børn er et meget ømt punkt, og vi ønsker ikke, at vores venskab skal ryge eller blive anstrengt. På den anden side kan vi næsten ikke være bekendt at sidde i tavshed og se på nogle børn, som bærer mere og mere præg af at være pressede på forskellige områder – vi skylder dem på en måde at snakke med deres forældre om det. Men hvordan siger man sådanne ting og kan det nytte?

Venlig hilsen

Charlotte og Jesper

Kære Charlotte og Jesper

Det er et meget relevant spørgsmål. Stort set alle forældre ønsker at være gode forældre for deres børn. Derfor er det også ekstra sårbart, hvis nogen kommer og fortæller, at man ikke gør det godt nok. Det kan næsten virke som en trussel på ens integritet. Samtidig forstår vi meget godt jeres tanker om, at I næsten skylder at handle. For der er vel nok mange børn igennem tiderne, der er blevet behandlet uhensigtsmæssigt og til tider direkte svigtet, hvor andre voksne har set til uden at gribe ind.

Vi kan ikke vide, hvordan det vil gå, hvis I snakker med jeres venner om deres måde at opdrage deres børn på. Det er på en måde en satsning. Men når I gentagne gange har fået tanken, er det nok vigtigt, at I gør det. Fokus må derfor mere være på måden, hvorpå I får jeres tanker formidlet.

I må overveje, med hvilken ærlighed I kan drøfte andre emner med de pågældende venner. For kan I dele sårbare temaer i øvrigt, vil det være lidt lettere. I må også tænke over, hvilken relation I har indbyrdes. Med dette mener vi, om I er nogle mennesker, som de har stor respekt for, eller om de let kan føle sig mindreværdige over for jer. Måden at sige svære ting på må også afhænge af, hvordan jeres venners personlighed, selvfølelse og temperament er.

Det er også en overvejelse værd, om I skal sige det begge to, når de begge er sammen, eller om en af jer skal snakke med en af dem. Vi har ikke en fast mening om det, da vi jo ikke kender dem og jeres indbyrdes relationer. Men nogle gange kan det virke mindre truende, at alvorlige overvejelser deles en til en. I næste omgang kan det måske blive en anledning til at snakke om det alle fire. Måske skal I også tage en snak med det andet vennepar, som I omtaler, og sammen overveje, hvordan I på bedste måde kan få formidlet det, som I ser til gavn for børnene, uden at skubbe de voksne fra jer.

I må prøve at tænke på, hvilket forhold I ønsker at have til dem fremover. For går samtalen godt, fordybes jeres relation, og går den dårligt, bliver det ikke så let at være sammen fremover. På den anden side er det heller ikke let for jer at være sammen med dem i fremtiden og bare se på, at det fortsætter som nu. For så bliver det på en eller anden vis et anstrengt og upersonligt forhold, og I vil gå med et anstrengende indre "kald", som ikke bliver virkeliggjort. Så vores råd vil være, at I må ind på emnet sammen med dem under en eller anden form, når der bliver en passende lejlighed.

Hvis I vælger at gøre det, vil det være naturligt at tage det op engang, hvor børneliv og børneopdragelse generelt er et samtaleemne. I må sige nogle ting om, hvad I tænker på i forhold til jeres egne børn, hvad der kan være let eller svært i den sammenhæng. En spørgende tilgang er ofte mindre kritisk. I kan også vælge at være mere direkte og med ydmyghed og respekt spørge ind til, hvordan Lise og Per, eller hvad børnene hedder, har det, for I har tænkt over, om der er noget, de slås med.

Vi hører gerne fra jer om, hvordan det går videre. Og andre læsere må gerne komme med deres erfaringer med dette eller lignende temaer.

Mange hilsener

Annette og Jørgen