Prøv avisen

Min søster har afbrudt forbindelsen

Spørg om livet: Nogle mennesker har så lille et kendskab til egne skyggesider, reaktionsmønstre og egen indvirkning på menneskelige samspil, at man ikke kan appellere til sund kommunikation og sund fornuft, lyder en del af svaret på spørgsmålet om, hvorfor nogle vælger at afbryde kontakten til deres familie

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Der har i de seneste uger været flere indlæg i brevkassen fra forældre, hvis børn har valgt at afbryde forbindelsen med dem. Det er smertelig læsning, som jeg kun kender alt for godt fra min egen familie. Min mor og min eneste søster havde i en del år ingen forbindelse med hinanden, men holdt sig orienterede om hinanden via mig. Det var også via min mellemkomst, at de nåede en forsoning i de sidste få dage af min mors liv til stor lettelse for begge parter, tror jeg. Der gik dog kun få dage, før det blev mig, der kom til at sidde med "aben", idet min søster nu valgte at afbryde forbindelsen med mig og køre en arvesag, som varede i en del måneder. Det var ærlig talt hårdt at komme igennem.

I lighed med de andre brevskrivere savnede min mor en forklaring på min søsters adfærd, især fordi der havde været et tæt forhold mellem dem, da min søster var barn og ung. Jeg forstår egentlig heller ikke så meget af hendes handlemåde hverken i relation til min mor eller til mig, men jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Det nytter ikke at efterspørge en vare, som min søster tydeligvis ikke har på hylderne: lyst til kontakt med sin familie. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad det dybereliggende motiv til en total afbrydelse med familien kan være.

Af indlæggene i brevkassen fremgår det, at "børnene" giver udtryk for, at de har det meget bedre uden kontakt til familien. Det er svært at forstå for os, der har haft glæde af kontakten, men som udgangspunkt må vi jo tro på, at det er sådan, de har det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge om, hvad det lige er, der er så godt ved at "trække rullegardinet ned " for sin egen historie og afskære sine egne børn fra at blive en del af den? Var der tale om dybt kriminelle og voldelige forældre, ville det være til at forstå, men her er der tale om en psykologisk balance, som åbenbart er tippet til den forkerte side uden forklaring på, hvad der har fået læsset til at vælte.

Det problematiske for os, der er blevet "afskediget" af et familiemedlem uden forklaring, er, at vi sidder tilbage med både skyld og skam. Skyldfølelsen kan vi ikke komme af med, fordi vi er frataget muligheden for at komme vores familiemedlem i møde og påtage os vores del af ansvaret for, at noget er gået galt, og skamfølelsen ved at falde uden for de familienormer, som trods alt stadig gælder, kan være stor.

Det ville derfor være godt at høre fra nogle af de "børn", der har valgt at afbryde forbindelsen med deres forældre. Hvorfor var det nødvendigt og hvad er det gode ved ikke at have kontakt?

Venlig hilsen

Rikke

Svar:

Kære Rikke

Mange tak for dit brev. Det lyder som en stor mundfuld at sluge først at skulle agere mellemled og siden blive kasseret af den, man skulle være mellemmand for. Vi kan godt forstå, at noget af det sværeste for dig og for mange andre er, at man ikke kender forklaringen.

Når man fravælges eller bliver kasseret, så er det svært nok, hvis der er en god og gyldig grund, men at blive frarøvet en forklaring og blive overladt til sine egne fantasier er meget belastende. Man kan jo tænke og tænke dag ud og dag ind uden at få svar.

Der findes mange og ofte komplekse årsager til, at voksne børn tager så drastisk et skridt at afbryde kontakten med sine forældre eller søskende.

I mange tilfælde tror vi, at de, som bryder kontakten, selv er ubevidste om de dybere forhold, som ligger til grund for disse brud. Nogle mennesker har så lille et kendskab til egne skyggesider, reaktionsmønstre og egen indvirkning på menneskelige samspil, at man ikke kan appellere til sund kommunikation og sund fornuft.

Det kan handle om umodenhed og skæv eller forstyrret personlighedsudvikling, jalousi og mindreværd med videre. Nogle afskriver kontakten ud fra barnlige adfærdsmønstre, hvor man for eksempel er blevet fornærmet over et eller andet, som er blevet sagt eller gjort, og som ikke har været så alvorligt ment fra afsenderen.

Og så forstørres den episode op i personens univers og bliver på en måde sandheden om den pågældende person eller relation. Det er jo sådan, børn gør, hvis de pludselig føler sig frustrerede. Så kan de råbe: "Du er bare den dummeste på jord, og jeg vil aldrig lege med dig mere." Heldigvis glemmer børn disse udbrud hurtigt igen, men hvis lignende reaktioner foregår i voksenkroppe, kan de få mere langsigtede følger, fordi de for eksempel kan fryses fast i principper, påståelighed og økonomiske behov og betragtninger.

Samtidig må det også siges, at nogle børn vokser op under sundhedsskadelige forhold, fordi livet indadtil i familien er konfliktfyldt og traumatisk. I nogle af disse familier er selvforståelsen og den mere offentlige udgave veltilpasset og tilsyneladende helt normal og vellykket, sådan at det for omgivelserne er helt uforståeligt, at den unge voksne afbryder kontakten til den "opofrende mor" og den altid "smilende og venlige far". Familiers inderside og yderside er desværre nogle gange vidt forskellige.

Når søskende oplever deres historie vidt forskelligt, kan det nogle gange skyldes, at forholdene under opvæksten faktisk var meget forskellige, for eksempel i forhold til økonomi, forældres sygdom eller indbyrdes forhold på vigtige tidspunkter. Søskende kan også blive behandlet meget forskelligt af deres forældre, ligesom meget forskellige søskende kan blive alt for ens behandlet.

Vi modtager gerne, som du efterlyser, breve fra læsere, som har valgt nogle af deres familiemedlemmer fra for at få en forståelse for de indre overvejelser, der kan ligge til grund i sådan en situation. Vi håber, du selv må få styrke til at komme videre efter alt, hvad du har oplevet, og at du ikke skal bruge alt for mange kræfter på noget, som du ikke kan gøre noget ved.

Nogle gange må man træne i at se realiteterne i øjnene, parkere det og ryste støvet af sig og gå videre med oprejst pande.

Du kunne eventuelt skrive et brev til din søster og beskrive, hvordan du har det, og sige, at du er nødt til at passe på dig selv, men at hun skal vide, at hvis hun en dag får lyst til at fortælle om sit liv eller at oprette en form for forbindelse, så skal hun være velkommen.

Mange hilsener

Annette og Jørgen