Mindreværd og jalousi

Første skridt til at få usund jalousi mindsket er at identificere den og give den navn og ord. Det er ofte lettest, hvis der er en, som gider hjælpe én i den proces, skriver Jørgen og Anette Due Madsen

Kære Brevkasse

Jalousi er et meget grimt ord, og at hæfte det på sig selv kræver mod. Og så må jeg

også prøve at være en lille smule modig, for jeg forstår så godt, hvad den kvinde taler om, som skrev til jer om den følelse i brevkassen den 9. september, hvor overskriften var: "Sund og usund jalousi".

Men undskyld, at jeg også gør mig lidt klog, for hvor synes jeg, det er naivt af jer at tro, at hendes mand vil sige: "at det vil han gerne hjælpe hende med" – nej, han vil da ikke, for så havde hun slet ikke behøvet at skrive til jer!

Jeg har en utrolig venlig, trofast, rar, omgængelig, flittig, ædruelig – ja, jeg kunne blive ved – mand.

Jeg føler ikke, at jeg har det som kvinden, der skrev til jer, men jeg kan sagtens genkende følelserne. De bunder i manglende selvværd. Temmelig sikkert uden grund, som den slags jo ofte er.

Det kan bunde i en slags livssorg over alt det, den anden kan, som jeg ikke kan.

Men når man overvejer at tale om det, så mødes man ofte af sætninger som: "Hvorfor rode i den slags", "Jeg kan ikke se, at det bliver bedre af det". Sådanne bemærkninger afslutter ethvert forsøg på at snakke om det, som er så svært at snakke om, for man kender knap nok sig selv, og så kan det føles så slemt at "stå ved sig selv".

Jeg synes, jeg er kommet langt eller i hvert fald et godt stykke ved at sige til mig selv, for eksempel: "Dette er ikke din skyld, men når det og det sker, så får jeg det sådan – bliver ked af det, skuffet, bange, vred og føler mig overset."

Når det gælder disse følelser i forhold til min mand, har jeg sagt til mig selv, at grunden til, at de følelser kan komme, også dér er, at han er så vigtig i mit liv. Hvis ikke havde han jo ikke haft nogen betydning.

Det har været godt for mig at kunne se det på denne måde, og det har været en vej, der har åbnet ind til en større og bedre forbindelse mellem os på disse vanskelige områder.

Der kunne skrives meget mere, men det skal I slippe for.

Tak for jeres brevkasse. Det må være krævende at forholde sig til så mange skæbner. Jeres omsorg og medleven er god at mærke.

Venlig hilsen fra

Ingrid

Kære Ingrid

Mange tak for dit brev. Det er godt, at der er nogen, der tør skrive om de flove temaer – vi er jo bærere af sådanne tanker alle sammen. Overlades de til deres eget hemmelige liv, bliver de ikke mindre.

Du kommer i dit brev med en vigtig sætning: "At vove at stå ved sig selv".

I den er der visdom. At "stå ved sig selv" kunne mange have glæde af. Det er ofte også en gave til omgivelserne, når man er "sig selv" og "kender sig selv" og "godtager sig selv".

Det fortælles i Det Nye Testamente, at den fortabte søn "kom til sig selv". Det var først fra den stund, at noget nyt kunne ske, og at hans liv kunne tage en ny drejning. Mennesker, der ikke kender sig selv særlig godt, kan nogle gange være ganske belastende for deres omgivelser.

Vi har lyst til at give dig lidt modspil, når du skriver, at kvinden, der skrev til os i brevkassen den 9. september, ikke behøvede at skrive til os, hvis hendes mand havde været villig til at hjælpe.

Så enkelt spiller orgelet ikke.

Vi skriver også, at vi synes, hun skal spørge sin mand, om han gider høre på hendes tanker omkring hendes jalousi, og om han vil hjælpe hende med at finde alternative sætninger, som hun eventuelt kunne øve sig i at sætte ind i stedet for de destruktive og urealistiske sætninger, som den usunde jalousi kan bringe med sig.

Man kan ikke tolke det, at hun skriver til os, som om han ikke har villet hjælpe hende med dette tidligere.

Det kan vel være, at han til gengæld har følt sig magtesløs over for hendes negative og bange tanker.

Det kan man let, når de beskyldninger eller negative tanker, jalousien bringer med sig, virker helt urimelige og uden sammenhæng med virkeligheden. Når den, man holder af, går med urealistiske og negative tanker, bruger man til tider ofte masser af kræfter på at få den anden til at tænke anderledes.

For eksempel siger nogen for at hjælpe: "Det skal du ikke tænke på", eller "Det har ikke hold i virkeligheden". Men når de så ser, at det ikke har effekt, kan man godt blive modløs og ikke vide, hvad man skal stille op.

Det er ikke sikkert, at disse to har været opmærksomme på, at sådanne tanker som regel aldrig går væk blot ved at påpege, at de ikke er rigtige.

Første skridt til at få usund jalousi mindsket er at identificere den og give den navn og ord. Det er ofte lettest, hvis der er en, som gider hjælpe én i den proces. At det så ikke altid er nok at snakke med en mand eller ven, er korrekt, for følelsen kan være så rodfæstet og handler ofte om et grundlæggende negativt syn på sig selv, som du skriver.

Mindreværd er ofte tvillingsøster til jalousien. De fleste følelser, vi har om os selv, er båret af en tænkning. Det tænker vi blot ikke så tit over, for vi er så vant til det, at vi knap lægger mærke det.

Hvis man virkelig lider af stærk grad af mindreværd eller ødelæggende form for jalousi, vil kognitiv terapi måske være en hjælp. Kognitiv terapi har i den sidste årrække fået meget gode resultater i at hjælpe folk med destruktive tankemønstre til et mere værdigt og livskraftigt syn på sig selv.

Terapiformen koncentrerer sig om at afdække de negative tankemønstre på konkret og praktisk vis og via konkrete øvelser erstatte gamle tankemønstre med mere hensigtsmæssige tanker.

En bog, som kan være god at læse i den sammenhæng, er "Selvværd og nye færdigheder", skrevet af psykologen Irene Oestrich.

Mindreværd er en kraftfuld magtfaktor. Man oplever, at man har mindre værdi end andre. Og at man er mindre, end man burde være.

Det er smertefuldt ikke at have den rigtige størrelse. I tillæg kan man risikere at skulle slås med mange tillægsfølelser, for når man selv bliver for lille, så bliver andre ofte for store.

Derved er der grobund for endnu mere misundelse og jalousi, for de andre bliver så let meget smukkere, mere vellykkede, dygtigere eller mere populære, eller hvad det måtte være, end "lille jeg".

Derved kan man også lettere få tanker om, at ens ægtefælle naturligvis må tiltrækkes af disse "andre", da de er meget mere attraktive, end man selv er.

Mange, der lider af mindreværd, må også til tider, inde i sig selv, finde fejl ved andre for at få dem ned i en størrelse, så de ikke bliver for mægtige i forhold til én selv.

Så dem, man ser mest op til, må man så at sige finde nogle fejl på, så de kan "komme ned i en spiselig størrelse". Meget misundelse og splid mellem mennesker har netop rod i, at enkeltmennesker har tænkt alt for usselt om sig selv.

Mange hilsener

Annette og Jørgen