Mod til at tale og til at lytte

Det var en stor oplevelse. For første gang i mit liv hørte hun for alvor på mig, skriver en kvinde i 50erne om en samtale med sin gamle mor

Kære brevkasse

Det er med stor interesse, jeg har fulgt indlæggene i brevkassen om den manglende kontakt mellem voksne børn og deres forældre. Jeg har selv indtil for ganske nylig haft det meget besværligt med min mor og havde næsten opgivet, at det nogensinde ville blive anderledes. For at passe på mig selv har jeg gennem en del år kun aflagt korte besøg. Det har imidlertid ændret sig inden for det sidste år og her inden for de sidste par uger har jeg to gange haft et helt specielt møde med min mor og har for første gang i mit liv oplevet, at hun for alvor har set og rummet mig som den, jeg er. Jeg er over halvtreds, og hun er halvfems år.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

For et år siden besluttede jeg at fortælle hende noget om, hvordan jeg har haft det i livet både som barn og voksen. Det var meget svært, og jeg var lige ved at opgive at komme i gang, da hun altid har haft en vane med at afbryde og køre over på et andet emne. Da jeg var lige ved at give op, sagde hun: Vil det sige, at jeg ingenting skal sige? Ja, mor, sagde jeg. Så satte hun sig godt til rette i stolen og lyttede. Det var en stor oplevelse. For første gang i mit liv hørte hun for alvor på mig. Efterfølgende spurgte hun noget ind til det, vi talte om, men hun gav også udtryk for, at det var meget svært for hende at høre og snakke om. Der gik så lang tid, hvor jeg igen lukkede noget ned, men her i efteråret besluttede jeg mig for at interviewe hende om hendes liv og optage det for på den måde at komme tættere på hende. Det har været meget spændende, og det har også åbnet for gode samtaler om andre ting mellem os.

Hun har flere gange givet udtryk for, at jeg har forandret mig de senere år, men altid i et tonefald, så det ikke lød særlig positivt. Dette skete igen i søndags, hvor jeg så spurgte mere ind til det. Min fornemmelse var rigtig det var ikke positivt ment. Faktisk kunne hun ikke se noget positivt i min forandring. Lige da hun sagde det, kunne jeg mærke et stik af smerte, men så tænkte jeg, at hun da havde lov til at mene det. Jeg og mange andre mener heldigvis noget andet. Det negative, der fyldte så meget for hende, at hun ikke kunne se andet, er, at jeg har flyttet mig meget i forhold til kirke og tro. Da vi så havde snakket lidt om det, sagde hun: Du er nok blevet mere glad, og du døjer nok ikke så meget med det psykiske mere og det er jo godt.

Senere vendte hun igen tilbage til det åndelige at hun savnede nogen at snakke med om det. Jeg gik så ind i det, og hun gav bl.a. udtryk for, at det var så svært for hende at holde andagt, når hun kom træt hjem om aftenen. Jeg sagde til hende, at hun kunne give sig selv lov til at springe andagtsstykket over og bare lægge sig i sengen og forestille sig, at hun lå som et lille barn i Guds hånd. Og som vi sad der, mærkede jeg for første gang i mit liv en uforbeholden kærlighed til hende, som jeg fik lyst til at give udtryk for, hvilket jeg gjorde, og hun kunne tage imod det.

For et par år siden har jeg skrevet min trosvandring til Lohses forlag i forbindelse med, at de efterspurgte nogen, der har forladt Indre Mission. Et sårbart emne, som jeg hidtil ikke havde turdet snakke med min mor om. Men nu fik hun lov til at læse min historie, og da jeg så snakkede med hende i telefonen et par dage efter, sagde hun: Har du god tid jeg tror, vi kan snakke en hel time. Telefonsamtaler med min mor plejer at være korte. Hun fortalte, at hun ikke forstår min vandring. Men hvis du har det godt med det, så kan jeg jo også være glad. Det var lige der, jeg følte mig mødt, og jeg bliver rørt igen, nu jeg skriver om det. Og videre sagde hun, at jeg måske har noget, som hun mangler, men det var jo for sent nu. Jeg sagde til hende, at det jo aldrig er for sent. Selvfølgelig skal hun ikke bryde med Indre Mission, men det, jeg har, er jo evnen til at snakke om disse ting, og disse samtaler med hende har bare betydet så meget for mig. Og det er ikke for sent at opgive at præstere noget i forhold til Gud, men i stedet slappe af i hans hånd. Det synes jeg, hun, der altid har arbejdet så hårdt, som 90-årig skal give sig selv lov til.

Venlig hilsen

Esther

Kære Esther

T ak for dit brev. Vi har lyst til at bringe det her dagen før juleaften. For du skriver om en stor gave. En gave til dig som moden voksen kvinde, og en gave til din gamle mor. Vi forstår inderlig godt, at det er bevægende for dig. For din mor er det måske endnu mere betydningsfuldt. Tænk at være halvfems år og opdage et nyt forhold til sin datter og tænke nyt og barmhjertigt om Gud. Det er ikke så hyppigt, det sker, men I er gode eksempler på, at der kan ske nye ting langt fremme i livet.

Vi kan læse om mindst to vigtige bevægelser, som er afgørende for en ny og anderledes relation: Du er modig og tager initiativ, og din gamle mor fanger invitationen og siger: mener du, at jeg ingenting skal sige?. Sagt på en anden måde: Uden mod kommer vi mennesker ingen vegne. Og uden at lytte lærer vi intet nyt. Mod til at tale og mod til at tie skiftevis og med god tid. På en måde et dit brev et julebrev.

Det handler om, at noget, der er såret eller brudt, kan heles. Relationer kan opstå, og fællesskab kan spire. Julenat kom den barmhjertige Gud os mennesker nær i et lille barn. Det var hans modige og lyttende hjerte. Det kan også skabe mod til bevægelse og mod til at lytte hos os: Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem(Luk. 2, 15f).

Vi vil ønske dig og din familie og alle vore læsere en rigtig god og velsignet jul.

Mange hilsener