Når børnebørn forskelsbehandles

Spørg om livet Fra jeg var helt lille, har jeg kunnet mærke, at min farmor og farfar foretrak min kusine frem for mig. Jeg fatter ikke, hvordan de kan være det bekendt, skriver en 19-årig læser

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 19 år. Jeg har tænkt meget over de brevkassebreve, hvor flere har skrevet om sorgen over ikke at have et godt familieforhold, for eksempel bedsteforældre, der ikke må se deres børnebørn, og voksne, der er kede af forældres forskelsbehandling. Jeg vil som barnebarn også gerne deltage i denne samtale.

Jeg bor sammen med min mor, far og lillebror på 17 år. Jeg har en sød mormor, som jeg holder meget af. Min farmor og farfar holder jeg også meget af på trods af, at de har fået mig til at græde mange gange i mit liv. Min far har en lillebror, der har en datter, der er på min egen alder og en søn, der er på min lillebrors alder. Min kusine og jeg elskede som små at komme på ferie hos farmor og farfar.

Fra jeg var helt lille, har jeg imidlertid kunnet mærke, at min farmor foretrak min kusine frem for mig. Blandt andet skulle min kusine altid sove ved siden af min farmor. Engang spurgte jeg, om jeg også måtte det, og min farmor sagde så, at det kunne vente til næste gang. Sådan blev det bare aldrig. Min farmor købte kjoler og sendte til min kusine. Hun sendte penge, så kusinen kunne få fine sandaler, da vi alle skulle til et bryllup i familien, og hun sendte også det fineste undertøj med rosenknopper på. Jeg ved det, fordi min kusine glad fortalte om det. Vi var bare fire år. Min kusine fik også en ny cykel af farmor, og det var ikke engang jul eller fødselsdag. Jeg fik også en cykel til min fødselsdag, og den var brugt. Da var vi otte år.

Sådan har det fortsat indtil i dag. Det er egentlig ikke de materielle ting, der har gjort mig mest ked af det i årenes løb. Det har mere været det, at de for eksempel ikke kom til bedsteforældredag i børnehaven. De kom ikke til forårskoncert, hvor jeg skulle synge, og ikke til gymnastikopvisninger og så videre. De har til gengæld været til alle arrangementer, hvor min kusine har deltaget. Undtagen en hvor min farmor var syg. Min kusine har fortalt mig det, så det er ikke noget, jeg finder på. Da farmor og farfar fik en hundehvalp, blev min fætter og kusine inviteret, så de kunne være der, når hvalpen kom. Og da farfar igen fik en ny hund, blev de også inviteret. Men ikke os. Da min søde oldemor, som er min fars farmor, døde, gav min farmor alle hendes smykker og en del sølvtøj til min kusine. Resten blev solgt.

Nu har det handlet meget om min farmor. Samme mønster gør sig gældende med min farfar. Min fætter er farfars dreng. Fra jeg var helt lille, har jeg syntes, at det var synd for min lillebror, og jeg blev ked af det, når jeg kunne se, at det virkede som om min farfar og farmor slet ikke kunne lide min lillebror. Det pudsige er, at min fætter og kusine altid har været meget larmende, og begge bander rigtig meget noget mine bedsteforældre ikke bryder sig om når det gælder andre.

I årenes løb har jeg grædt mange gange, fordi det ofte gjorde for ondt for jeg ville jo også gerne have lige så meget kærlighed og opmærksomhed som min kusine. Nogle gange har jeg snakket med min mor og far om det. Jeg husker engang, hvor min kusine havde fået en fin kjole af min farmor, og jeg græd og spurgte, hvorfor farmor bedre kunne lide min kusine. Så svarede min mor, "at farmor er da også glad for dig". Og det har jeg så hørt rigtig mange gange i årenes løb. Da jeg blev ældre, sagde min far til mig, at det ikke handlede om mig og min kusine, men om ham og hans lillebror, og at det også handlede om, at farmor ikke kan lide min mor.

Til jer, farmor og farfar, vil jeg sige, at jeg ikke fatter, hvordan man kan gøre så stor forskel på sine børn. Hvordan kan man være det bekendt? Min far er den, der altid har hjulpet jer og brugt masser af tid på jer, og så er I bare ligeglade med ham. I skulle skamme jer. Min far og mor har aldrig sagt noget dårligt om jer til mig og min bror. Tværtimod har de altid forsøgt at skabe kontakt. "Skriv et gækkebrev til farmor". Men hvor sjovt er det lige at se, at det er kusinens brev, der hænger fremme, mens mit er pakket væk? Jeg tror heller ikke, at jeg vil forære jer fotografier mere, for de bliver ikke hængt op. Gæt engang hvor mange billeder, der hænger af min kusine og fætter, helt fra de var små? Jeg vil også sige, at jeg holder meget af jer. Grunden, til at I ikke hører så meget fra mig, er, at jeg har besluttet, at jeg vil undgå at blive ked af det.

Jeg kunne fortælle mange flere episoder, men jeg bliver faktisk vældig ked af det, når det hele kommer frem igen. Det har været godt at snakke om, og det er også det, jeg har gjort i årenes løb sammen med mine forældre.

Venlig hilsen

Mathilde

Kære Mathilde

Du beskriver på bedste vis, hvor ondt forskelsbehandling kan gøre. Og som du siger, handler det ikke mest om de materielle ting, men om følelsen af ikke at blive prioriteret. Det smertefulde er jo også, at du og din bror så at sige har arvet et problem det har slet ikke noget med jer at gøre, men om uforløste, sårbare eller vrede konflikter, som har hobet sig op i generationerne, før I blev født. Men det er jer, der mærker det.

Vi kender jo slet ikke dine bedsteforældre, men var det muligt at skrive et lignende brev til dem eller vise dem denne brevkasse? Og måske stille dem venlige og alvorlige spørgsmål om deres forhold til deres egne to voksne børn? Vi ved ikke, om det går, men så fik du i hvert fald fortalt dem, hvordan du har haft det, og så kunne de få en udfordring til at tænke sig om og måske gå i sig selv. Vi håber også, at mange andre læsere af dit gode brev kan blive eftertænksomme og besinde sig på, om deres sym- og antipatier går ud over nogen, som ikke har noget med sagen at gøre.

Vi kan alle komme til at såre mennesker uden at ville det, men din fortælling handler om systematisk forskelsbehandling. Og det må man prøve at stoppe eller beskytte sig mod ved at holde en tilpas afstand. Det sidste er måske det mest realistiske for dig. Og det er en sorg. Men det kan man komme videre fra, og dit brev vidner om, at du er ved at vælge en vej, så du ikke bliver for ked af det.

Mange hilsener

Annette og Jørgen