Når lykken slår om til sin modsætning

Hvordan kan en mand ændre sig fra dag til dag fra kærlig til voldelig ægtefælle, spørger en læser

Kære brevkasse

Den 29. august var der i Kristeligt Dagblad en artikel om vold mod sjælen. For dem, som ikke har læst den, kan det kort fortalt oplyses, at den handlede om en kvinde, som blev forelsket, gift, fik barn og var lykkelig. Men så blev hun ramt af et slemt anfald af stress og fik brug for sin mands omsorg. Så var det slut med hans elskværdighed. I stedet behandlede han hende koldt og nedgørende, så hun var så ødelagt, at hun selv efter skilsmissen havde svært ved at fungere.

Mit spørgsmål er: Hvordan ser en sådan mand på sin adfærd? Kan han se, at han er ved at ødelægge et andet menneske? Kan han vurdere, at hans opførsel er kritisabel?

Jeg mener, at mit spørgsmål har almen interesse, da der ikke skrives meget om psykisk vold. Jeg har læst, at der er voldelige mænd, som kan se, at deres opførsel er dårlig, men de kan ikke styre den side af sig selv. Hvis de så får tilbudt at komme i behandling, tager de imod det og kan blive af med deres voldelighed.

En kvinde, som udsættes for psykisk vold, kan jo ikke fremvise blå øjne og brækkede knogler, og det er jo godt. Men hun kan nok have lidt svært ved at vurdere den virkelighed, hun lever i, og søge hjælp. Hun tror antagelig, at hun oplever et mareridt, som hun skal vågne op af.

Jeg håber, I kan svare på mit spørgsmål. For det er mig en gåde, hvordan en mand, praktisk taget fra den ene dag til den anden, kan ændre sig så fuldstændig. Og det var jo en velbegavet mand.

Venlig hilsen

Den søgende

Kære søgende

Tak for dine spørgsmål. Det kræver naturligvis et større kendskab til det enkelte menneske at komme med konkrete svar på årsagssammenhænge i dette menneskes adfærd. Men vi kommer gerne med nogle mere bredpenslede betragtninger om det tema, som du skriver om. Det er mennesker, som kan være både venlige og charmerende, så længe de ikke får modvind, og livet i øvrigt former sig, sådan som det er ønskeligt for dem, samtidig med at de får dækket de fleste behov.

At have en ægtefælle, som går ned med stress eller får en anden sværere sygdom, vil indebære en tilsidesættelse af egne behov. Det vil betyde større arbejdsbyrde for den pågældende, og det vil sikkert indebære, at der ikke er så meget overskud til alt det hyggelige, sex inklusive. Man kan måske heller ikke længere vise en særlig livlig og glad kone frem i det sociale liv. Livet bliver mere barskt og kræver en større tålmodighed, en større "jeg-styrke" og evne til udholdenhed og et længere perspektiv end det svære nu og her.

Når livets svære sider møder os eksempelvis gennem sygdom hos pårørende, vil de fleste af os mærke, at det er hårdt og belastende, og ønske os tilbage til de mere sorgløse dage. Og mange af os vil også kunne mærke, at vi får en lavere tærskel for irritation, bl.a. udløst af træthed eller ængstelse for fremtiden. Alligevel er det oftest empatien og forståelsen for den andens situation, der bærer os igennem sådanne svære perioder.

Imidlertid er der mennesker, hvor sådanne livskriser hos nære pårørende nærmest bliver en personlig fornærmelse eller krænkelse af deres ret til at have det godt.

Det trigger så at sige deres narcissistiske sider så meget, at de ændrer adfærd. Sagt med andre ord, så kan nogle menneskers meget selvcentrerede tendenser holdes i skak i de perioder, hvor de er meget forelskede, eller hvor livet går enkelt og ubesværet derudad, og hvor de er udsat for megen opmærksomhed og glæde fra partneren, og hvor de ellers får dækket deres behov.

Men i det øjeblik de ikke får det, og den umiddelbare behovstilfredsstillelse udebliver, er udholdenheden begrænset, og de føler, at de ikke får det, de har krav på.

Mange af den slags mennesker vil ofte have en ubevidst oplevelse af, at andre mennesker er redskaber og byggesten til deres eget selvværd. Og så længe de får dét ubesværet fra andre, som de trænger til, er de søde og venlige. Men udebliver dette, kommer raseriet, fornærmetheden og afvisningen frem. Det kan forekomme både i ægteskaber, på en arbejdsplads, i en menighed m.v. Det er sjældent, at sådanne mennesker er klar over deres egen brist eller mangel i personligheden. De vil ofte lægge skylden ud på andre. I det hele taget handler det om en uudviklet modenhed, og adfærden vil derfor ofte ligne et lille barns.

Det er vanskeligt at sige, hvad der er værst, og hvem der er mest modtagelige for hjælp om det er dem, som udøver psykisk eller fysisk vold. Tingene hænger også ofte sammen. Men psykisk vold er måske farligst, fordi den er, som du skriver, så usynlig, uden blå mærker og brækkede lemmer. Psykisk vold kan også være særdeles svær at afsløre, for den kan pakkes ind i fine ord, flotte forklaringer og argumenter, charme og fromhed med videre.

Måske er de, der udøver psykisk vold, mere begavede og beregnende og dermed vanskeligere at afsløre.

Ofte vil man som offer i lange tider opleve, at man nok overdriver eller fejlvurderer, eller tænke, at det er en selv, der er noget i vejen med, siden ægtefælle, chef eller en anden vigtig person, som tidligere har været så sød og betænksom, behandler en på en sådan måde. Man bliver i tvivl, og det befordrer, at ens styrke og forsvar mod magten eller volden langsomt brydes ned, og jo mere man brydes ned, jo mindre har man af mod og selvrespekt til at sige fra, gøre modstand eller vurdere tingene på en realistisk og nøgtern måde.

Du spørger også, om de selv er klar over deres adfærd.

Det tror vi sjældent er tilfældet. Vi tror, at det meste foregår på et ubevidst plan, og at netop disse mennesker har alt for lidt moden selvrefleksion og selvindsigt.

Havde de haft den, havde de været langt mere tålelige for omgivelserne. Det er heller ikke dem, der søger hjælp, men det er som regel deres ofre, som måske i årevis må bruge kræfter, tid og penge på at komme ud i åbent land igen og tilkæmpe sig værdighed, selvrespekt og livsglæde.

Mange hilsener

Annette og Jørgen