Når mennesker underkaster sig andre

Hvordan hjælper man en veninde, der byder sig selv alt for meget fra sin mand, lyder spørgsmålet fra en læser, der kan se sin veninde blive behandlet nedværdigende og magtfuldt

Kære brevkasse

Jeg har haft en veninde igennem flere år. Hun er gift med en mand, som umiddelbart virker o.k., men når man lærer ham nærmere at kende, opdager man, at han har en meget barsk side. Både min egen mand og jeg synes, at han behandler min veninde både nedværdigende og magtfuldt. Vi har talt om det flere gange og antydningsvist er min veninde også begyndt at betro sig til mig. Hun har fortalt, at det ofte er svært for hende, for han vil altid bestemme, og han styrer rigtig mange ting i deres familie. Ikke mindst får hun det dårligt, når det går ud over børnene, men hun har samtidig meget svært ved at blive tydelig i forhold til ham.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg har forsøgt at lytte til hende, og jeg kan mærke, at hun har det svært. Jeg har også forsøgt at give hende nogle gode råd og blandt andet sagt, at hun virkelig må forlange, at han tager hendes problemer alvorligt, og at de eventuelt søger hjælp. Og så har jeg talt meget med hende om, hvor vigtigt det er, at hun er respektfuld over for sine egne grænser. Selvom hun forstår det, når vi snakker, så er det, som om hun glider af, når det virkelig gælder. Hun bliver så at sige let et offer og har vanskeligt ved ikke bare at "lystre" og indordne sig og finde sig i for mig at se alt for mange urimelige ting.

Jeg har set fænomenet tidligere hos andre, og hver gang får jeg en undren i mit sind over, hvorfor mennesker kan finde sig i at blive behandlet så dårligt, eller hvordan de kan leve med at undertrykke sig selv så meget. Jeg taler ikke om almindelig ydmyghed eller det at kunne give sig, når man i et parforhold skal finde en løsning på en uenighed. Jeg og min mand må da også nogle gange sluge nogle kameler for husfredens skyld, men det er ikke sådan, at jeg må lukke min person ned, eller at jeg bliver utydelig eller "udvisket" som menneske, sådan som jeg ser det hos andre og hos min veninde.

Jeg kan mærke, at jeg reagerer på det, hun fortæller, men jeg kan jo ikke flytte mit engagement ind i hende. Jeg synes dels, at det er uhyggeligt, at andre mennesker kan få så megen magt over et enkelt menneske, og dels er det svært at se på mennesker, som ikke har så megen respekt for sig selv, så de siger fra og giver modspil. Hvordan kan det være, at der er nogle mennesker, som finder sig i for meget, og hvordan hjælper man for eksempel min veninde? Det er jo synd for hende, men på en måde er det også synd for børnene og manden. Han trænger jo om nogen til en hustru, som stopper op og siger fra og sætter grænser, ellers vil han bare fortsætte og måske blive endnu værre.

Med venlig hilsen
Henriette

Kære Henriette

Det er et alvorligt tema, du rejser. Ligesom med mange andre store spørgsmål findes der ikke enkle forklaringer på den menneskelige adfærd. Arveanlæg omkring dominans og underkastelse har sikkert en vis betydning, og så hænger det ofte sammen med, at de personer, som du så betegnende beskriver "udvisker" sig selv, under en eller anden form i deres opvækst har været udsat for lignende fænomener. Børn, som ikke er blevet vist respekt, og som har levet i en atmosfære, hvor der var ringe plads til lydhørhed over for det, de tænkte og følte, vil ofte få underudviklet deres egen evne til at mærke sig selv og deres egne grænser.

Det kan være, at man i sin opvækst eksempelvis har haft en magtfuld far, så det var alt for farligt at mærke sig selv og på den måde komme i konflikt med en, som var langt stærkere og havde langt mere magt end et lille barn. Børn er jo så afhængige af de voksne og vil så gerne elskes, og derfor er der mange, der skubber egne behov til side for at tilfredsstille dem, de er afhængige af. Det kan også handle om mennesker, som eksempelvis har haft en mor, som ikke havde en god selvrespekt og aldrig var tydelig, og som ikke havde særlig meget mening om det ene og det andet. På den måde har man haft en rollemodel i næsten 20 år, som har fremvist, at sådan er det at være kvinde. Det kan også handle om, at man er blevet mobbet så meget i skolen, at ens egen værdi er blevet mindre og mindre, og man har måske lukket så meget ned for egne grænser og reaktioner blot for at overleve de enkelte dage.

Dette er kun små eksempler på, hvordan personer via det, de har erfaret i deres opvækst, kan formes i deres psyke. Det er ofte meget grundlæggende karaktertræk, som gør sig gældende, når mennesker i stor grad underkaster sig andre. I vores arbejde oplever vi ikke så sjældent mennesker, som ved spørgsmålet om, hvordan de kan være rigtig gode med sig selv, slet ikke ved, hvad de skal svare. Grunden er, at de har så lidt kontakt med egne lyster og behov. Sådanne mennesker vil ofte have svært ved at sætte grænser for andre. Dels ved de ikke, hvordan man gør det, og dels er deres selvrespekt for lille til, at de tør sætte sig op imod andre.

Hvis de skal hjælpes, må de se alvoren i øjnene i den måde, de behandler sig selv på, og hvilke konsekvenser, det får for dem selv og deres eventuelle børn. At det ikke blot er en lille enkel ting at ændre indgroede reaktioner og karaktertræk, siger sig selv, men det kan lade sig gøre at lære nye sider af sig selv at kende og øve sig på nye reaktionsmåder ved en lang og sej proces. Oftest må man have god hjælp af en professionel samtalepartner til det. Det kan være givet godt ud. Alternativet er, at man måske må fortsætte med at lade sig underkaste af andre, og at ens børn kan bebrejde en på lang sigt, at man så at sige blev medskyldig i den andens magtfuldhed. Alternativet kan også være en depression, da et sind i det lange løb ikke har godt af at blive overhørt og være gæst i sit eget liv.

Du må nok endnu en gang prøve at tage en alvorlig snak med din veninde om, at hun både for sin egen og sine børns skyld må søge hjælp til at lære sig selv og sine reaktioner bedre at kende, så hun kan få flere valgmuligheder i sin adfærd over for sin mand og andre. Måske skulle I også som par få en snak med dem sammen, så der blev en form for åbenhed omkring deres problem.

Mange hilsener
Annette og Jørgen