Kære brevkasse
Jeg er nået den alder, hvor pensionisttiden står for døren, hvilket er en kæmpe befrielse og glæde at tænke på, når jeg mærker fysisk og ikke mindst mentalt, hvor lidt jeg faktisk magter. Modsat er det også en særdeles udmattende og skræmmende faktor. Jeg har ingen familie og bliver mere og mere indadvendt og usikker. Jeg synes, jeg har sværere og sværere ved at være den, jeg er lidt original, eller meget i min alene-tilværelse.
Det er i sagens natur ikke meget, jeg har at bidrage med til mine omgivelser. Andres børn og børnebørn fylder, og jeg må blankt indrømme, at det langtfra udfylder mine behov altid at være lyttende tilskuer. Men det ligger i luften, at det er min tildelte rolle, når nu vilkårene er sådan. Jeg skal være glad for at få lidt del i det. Det er jeg også, når jeg kan svinge mig op til det. Desværre sluger det al min energi. Jeg vil helst trække mig. Det opleves kunstigt. Mange situationer efterlader en kæmpe anspændthed, træthed og allerværst en meget ked af det-følelse, fordi jeg føler mig forkert og utilpasset. Jeg får lyst til at hulke.
Så det er stort set hele tiden en fornemmelse af overlevelsesstrategier, jeg skal mobilisere. Jeg mangler i den grad sociale kompetencer med en naturlig, åben tilgang til mine omgivelsers selvfølgeligheder. Jeg synes, jeg kæmper og kæmper med min identitet i forhold til normale familiestrukturer. Fællesskabsværdier underkender jeg langtfra, jeg tørster efter dem, men interessefællesskabet er ubalanceret, og jeg ved, at jeg burde yde mere, så det er en kæmpe indre konflikt og et dilemma. Min trang til isolation er stigende, og det gør mig utryg
Der har været store kærlighedstab i mit liv hånd i hånd med et usynligt, kronisk handicap, men årene er gået rimeligt. Arbejdet har fyldt. Jeg har forsøgt at fortrænge sorg, smerte, længsel efter bedste evne. Jeg ville fungere, klare mig. Her på mine ældre dage rammer det mig uhyggeligt hårdt, hvor sårbar og skrøbelig jeg i virkeligheden er, og hvor dårlig jeg er til at håndtere sociale sammenhænge, når det berører mine allerinderste følelser omkring personlige tab og mangler.
Jeg er så bedrøvet over mine reaktionsmønstre. Dette er så slidsomt. Jeg kan til tider næsten ikke holde ud at være i min gamle, trætte krop, ej heller holde ud at tænke på fremtiden.
Har I nogen ord, som jeg kan falde lidt til ro på? Der er så mange gode billeder på alderdommen, men jeg kan ikke se mig selv nogen steder. Det er, som om den manglende familie vælter mig, og det spinkle netværk smuldrer.
De venligste hilsner
En trist årgang 44
Kære triste årgang 44
Da vi læste dit brev, tænkte vi, at du måske var højt oppe i årene, men da vi så din underskrift og fandt ud af, at du ikke er mere end godt og vel 60 år, fik det os til at tænke på, hvorfor du mon føler dig så gammel.
Vi kan læse, at du har oplevet flere tab, og at du har forsøgt at fortrænge megen smerte og sorg i livet. At skulle det, kræver mange kræfter, og måske mærker du nu, efterhånden som efterlønnen eller pensionen nærmer sig, at der er mange tanker og følelser, som ikke længere kan arbejdes væk eller fortrænges.
Vi forstår godt, at det er en sorg, at du ikke selv har fået etableret din helt egen familie, og ikke mindst, at det kan være træls at være den, der mest skal høre om de andres liv. Hvis det havde været det sidste, der var hovedproblemet for dig, ville vi nok anbefale dig at melde dig ind i en studiekreds, tage på nogle højskoler eller rejser, hvor der gives nye input, og hvor man kan møde nye mennesker og sammen få nogle gode oplevelser. Men vi fornemmer, at du også har en indre kamp om, hvem du er, om det at være social med videre. Du skriver også, at du har svært ved at få nogle gode billeder for din fremtid. Det lyder, som om tristheden eller håbløsheden er ved at få megen magt i dit sind, og det gør ondt og tapper kræfter.
Vores bedste anbefaling er at finde et modent menneske at snakke med gentagne gange over et længere stykke tid. Det kan være en præst, en psykolog, en sjælesørger eller en terapeut. Det skal være en, som du trygt kan dele din livs fortælling med.
Vi tror også, du skal tale med din læge, som kan hjælpe dig med at vurdere, om du er deprimeret i en eller anden grad, for er man det, så farver det hele ens selvbillede og ens fremtidsperspektiv.
Du skriver om din gamle, trætte krop. Vi vil blot henlede opmærksomheden på, at smerter i kroppen eller oplevelse af udslidthed for nogle mennesker kan være det mest fremherskende depressive symptom.
Det kan også meget vel handle om, at du trænger til at lære at tænke nogle nye tanker om dig selv og din måde at tackle din alenehed på. Du er faktisk slet ikke så gammel, og du kan få mange år endnu på denne jord. Derfor er det virkelig vigtigt, at du tager dig selv alvorligt og søger hjælp til den situation, du er i. Måske er der sorger, som du tidligere har kunnet holde i skak, som nu pibler frem. Disse sorger skal tages alvorligt, og de kan sjældent klares alene, men behøver gode menneskers lyttende ører og varme hænder.
Det kan godt være, du synes det er vanskeligt at komme over den tærskel, der hedder at søge hjælp. Men du bliver nødt til at gøre det, og vi giver gerne et kærligt puf. Kommer du ikke af sted, bliver det en ond cirkel, som du får vanskeligt ved at bryde. Du må have et rum, hvor nogen lytter til dig, og hvor du er i centrum. Det trænger du til. God kamp videre for at finde ny glæde og nyt livsmod.
Mange hilsener
Annette og Jørgen