Når troen vender sårbart tilbage

Tiden, hvor du må tage dine indre stemmer mere alvorligt, ser ud til at være kommet til dig, lyder det i svaret til en læser, der overvejer sit forhold til tro og Gud

Kære brevkasse

Jeg er en mand sidst i tresserne, og jeg gik på pension for få år siden efter et langt arbejdsliv med ledende stillinger. Jeg voksede op i en udkant af landet. Min far døde, da jeg var ganske lille, og jeg og min lillebror voksede op hos min mor. Jeg husker ikke, om min mor var ked af det, men jeg husker til gengæld, at hun ville bestemme det meste, og at der var to ting, der var vigtige for hende, nemlig at alt var fint og blankpoleret udadtil, og at vi sad på missionshusbænken hver uge. At det skulle være fint grænsede nogle gange til det snobbede.

Min lillebror fandt sin egen vej, for han havde rigtig mange kammerater, mens jeg nok blev alt for knyttet til og afhængig af min mor. Jeg følte, at jeg skulle gøre hende glad og tilfreds, og de gange, hvor det ikke lykkedes, blev hun meget vred og såret. Mit forhold til Gud og tro var bestemt af, hvad jeg hørte ved de ugentlige møder og ved oplæsning af den daglige andagtsbog det sidste var min opgave, så længe jeg boede hjemme. Det blev noget udvendigt noget for mit vedkommende.

Jeg flyttede hjemmefra i forbindelse med påbegyndelsen af min uddannelse og følte mig ofte noget alene blandt mine studiekammerater. Jeg fik alligevel en kæreste, som jeg senere blev gift med, og efterhånden kom der tre dejlige piger. Min kone havde ingen tilknytning til kirke og tro, og som årene gik, havde kirken ingen praktisk betydning for os. Når vi besøgte min mor, tog vi aldrig noget opgør omkring det emne, og ved alle besøg var det mig, der læste højt af andagtsbogen, ligesom vi alle gik til mødet i missionshuset. Sådan var det, og jeg forklarede mine piger, at sådan ville min mor gerne have det.

Min mor døde for 17 år siden, og det var på mange måder en lettelse. Jeg behøvede ikke længere at forstille mig, og det var godt at kunne tilrettelægge sine ferier uden at skulle besøge hendes mørke verden. Mine piger var lidt kede af det, for de holdt af hende alligevel. I de følgende år gik dagene hurtigt, vores piger flyttede hjemmefra og har nu deres voksenliv.

For snart fire år siden døde min kone efter nogen tids sygdom. Det var meget underligt. Jeg var meget ulykkelig. På den anden side var jeg også lidt lettet. For nu kunne jeg være lidt mere mig selv. Mine tanker handler ofte om Gud og tro, og jeg har på en måde en stille sorg. Jeg synes, det er trist, at mine piger og deres familier intet forhold har til de ting. Jeg er nok lidt tilbøjelig til at bebrejde mig selv, at jeg ikke har talt mere med dem om det, mens de voksede op. Jeg ville bare høre, om I havde nogen tanker om dette, og om andre har oplevet noget lignende.

Venlig hilsen Asger

Kære Asger

Tak for dit brev, som vi har forkortet noget. Vi har stor forståelse for, at den tro, du blev præsenteret for som ung, ikke var særlig efterfølgelsesværdig. Man kan sige, at for dig blev dagligdagen og troen én alen af det samme stykke, hvor det mest handlede om at være korrekt og følge ydre former, mens det personlige, spontane og levende udeblev. Troen blev til et trangt og mørkt rum, som du nødvendigvis måtte rive dig løs fra for at bevare din indre integritet og sundhed. At du lejlighedsvis valgte mindste modstands vej, når du var på ferie, kan man måske bedst forstå, hvis man kendte din mor.

Og så lærer livet os ofte, at tingene er mere mangfoldige, end vi troede, da vi var unge. Ikke mindst har troen på Gud langt flere nuancer, end dem man kan støde på i et hjem, hvor der ikke stilles spørgsmål, og hvor der ikke er plads til tvivl og forskelligheder.

Du har måske med tiden erfaret, at man kan tro på andre måder end din mor, og du har måske endda mødt mennesker med et varmt og personligt forhold til Gud, hvor troen er en livsforankring og en ressource.

Vi har ofte mødt mennesker, der ligesom dig har måttet tage afstand fra deres barndoms trosmiljø, men som samtidig har levet i en tilbagevendende vemodig længsel efter Gud med en vag fornemmelse af, at barnet måske røg ud med badevandet. Ofte blev det vanskeligt at tage den fornemmelse eller længsel alvorligt, når man havde giftet sig og fået familie, som ikke kendte til det samme.

Tiden, hvor du må tage dine indre stemmer mere alvorligt, ser ud til at være kommet til dig.

Måske skal du prøve at lægge vemoden bag dig og heller tage mod til dig og aktivt og ærligt opsøge kirker, studiekredse, læsestof og ikke mindst mennesker, som kan snakke om tvivl og tro, så du får næring til den spire i dig, som har ligget hengemt i mange år.

Du skriver, at du også er trist over, at dine børn ikke fik den dimension med sig i deres opvækst og voksenliv. Den sorg har vi jævnligt mødt, men ofte er den fortrængt hos rigtig mange bedsteforældre rundt omkring i Danmark.

For en del af dem måtte ligesom dig forlade en måske alt for alvorlig og stram kristendomsforståelse, men der kom aldrig rigtig noget i stedet. Og så fik næste generation ikke rigtig noget med, og deres forhold til kirke og kristendom blev yderst perifert. Det tror vi en del kunne skrive til brevkassen om.

For dit vedkommende kunne du måske tale med dine voksne piger om det. Du kunne fortælle din egen livs- og troshistorie, hvordan det var at være dig, dengang din far døde, om dine glæder og smerter på din livsvej, og hvad du nu tænker om dit liv og din tro.

Det kan godt gøres på en personlig og værdig måde, uden at du dermed behøver at fortælle, at enten er du eller de forkerte. Måske vil du endda erfare, at nogle af dem også har tanker om tro og livets større spørgsmål. I bedste fald kan det blive starten på en ny samtale og fortrolighed mellem en far og hans døtre.

I det stille kan du måske også begynde at bede for din store familie, for dine børn og børnebørn det er ikke så dårligt at have en god bedstefar, som vil bruge tid på at lægge små og store i en større hånd.

Måske kan du også begynde at læse bibelhistorier op for dem? Måske vil du opdage, at der er meget mere overraskelse og liv i dem end i din barndoms andagtsbøger.

Mange hilsener Annette og Jørgen