Prøv avisen
Spørg om livet

Gode råd til dig, der er gift og forelsket i en anden

I fem år har jeg elsket en mand, som jeg aldrig har prøvet at elske før. Der er ingenting imellem os af nogen art, for vi er begge gift og har teenagebørn. Det har ikke været let, skriver læser. Modelfoto Foto: disha1980 - Fotolia

Det er godt at vide, hvad man vil gøre, hvis man bliver forelsket i en anden end sin ægtefælle. På den måde bliver det nemmere at tage fornuftigt vare på følelserne, skriver både Louise og Clara til brevkassen

Kære brevkasse

Jeg kan ikke forbedre jeres svar til Joakim i sidste uge, som var forelsket i en anden end sin kone. Jeg har lyst til at tilføje lidt. Jeg har selv prøvet at blive forelsket i en anden end min mand. Jeg tvang mig selv til at tænke på noget andet, hver gang tanken faldt på den anden. Det er ikke umuligt, hvis man beslutter sig for det. Jeg undgik mest muligt at være i nærheden af ham, indtil anfaldet var gået over. Jeg brugte anledningen til at vise min mand ekstra positiv opmærksomhed, hvilket omgående fik min mand til også at vise mig ekstra opmærksomhed. Resultatet: Jeg blev forelsket i min mand i stedet.

Du skriver, Joakim, at du elsker dine børn. Så må du unde dem det bedste. Det bedste, man kan give sine børn, er to forældre, der elsker hinanden, og søskende.

Tænk tanken til ende. Du bliver skilt. Hun bliver skilt. I slår jer sammen. Efter fem-syv år er alt i jeres liv blevet til grå hverdag, ekstra grå, fordi der er en masse bøvl med dine børn og hendes børn og deling af ferier og jul og så videre. Du bliver forelsket i en anden, og så står du i samme situation som nu, bare meget værre.

Du undgår ikke en smerte lige nu, men tro mig, smerten ved at skulle stoppe en forelskelse er den mindste af dem, du står over for.

Venlig hilsen Clara

Læs også:
Ægteskabet udfordres af hverdagen

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at skrive til jer på baggrund af brevkassen i sidste uge. I fem år har jeg elsket en mand, som jeg aldrig har prøvet at elske før. Der er ingenting imellem os af nogen art, for vi er begge gift og har teenagebørn.

Det har ikke været let, men jeres kommentar om at have gennemtænkt på forhånd, hvad man vil gøre, hvis der opstår ildebrand, har virkelig også hjulpet mig. Jeg er jo ikke helt ung og har derfor lidt mere erfaring, og jeg har haft tid til at tænke lidt mere over livet, end da jeg var ung. Det blev hurtigt klart for os, at vi ikke ville ødelægge noget for vores ægtefæller og børn, familie og venner, som I også skriver om. Det sætter jo nogle ringvirkninger i gang, som kan være ganske uoverskuelige, og står det så mål med det, man får ud af det?

Det er klart, at det også bliver hverdag med den nye, og måske vil man så begynde at tænke, at så kunne man lige så godt være blevet ved det, man kom fra. Og på den måde have undgået al den ballade og smerte, som uundgåeligt også hører med ved et brud. Og børnene bliver man jo altid ved at være fælles om. Der vil altid være situationer, hvor man er nødt til at være sammen og stå sammen om forskellige begivenheder. Man kommer aldrig til helt at slippe den gamle ægtefælle.

Jeg er nået dertil, at jeg glæder mig over den mand, jeg elsker. Det fylder mig med en glæde at snakke med ham. Jeg er for længst holdt op med at tro, at jeg kan ændre på mine følelser for ham. Det kan jeg ikke. Men jeg har forligt mig med dem. Og jeg glæder mig over, at jeg får lov til at opleve en sådan kærlighed, som jeg troede ikke var mulig. Jeg har jo så valgt ikke at flygte fra kærligheden og undgå ham, men at se situationen i øjnene og tage en beslutning.

Vi har det begge godt med vores ægtefæller, og det vil jeg også blive ved med at kæmpe for at have. Det hele drejer sig jo ikke kun om mig og mine følelser. Men jeg er jo sat i en sammenhæng, som jeg har et ansvar for. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har valgt det rigtige.

Venlig hilsen Louise

Kære Clara og Louise

Tak for jeres breve, som begge vidner om en afklaret og bevidst stillingtagen på lidt forskellig måde. Vi synes, jeres breve giver inspiration til aktivt at forholde sig til de udfordringer, livet giver, og at det går an at kæmpe for sine beslutninger. I fortæller også, at det går an at leve med det valg, man har besluttet sig for, selvom det ikke udelukker smerte.

Vi skrev i sidste uge, at man må vide, hvad man skal gøre på forhånd, hvis der opstår brand. Ved man det ikke, kan man komme til at gøre noget meget impulsivt, og som endda kan få ilden til at brænde endnu mere. For eksempel så brændte det i klasseværelset for en af os, da vi gik i skole. En uøvet brandslukningselev lukkede hurtigt vinduet op røgen skulle jo ud af lokalet! Heldigvis havde læreren lært noget andet og fik hurtigt lukket vinduet igen og reduceret den ilt, som ilden er afhængig af.

Forelskelse er en ild, der brænder i krop og sjæl, og det er en fryd, når den ild kan føre til fælles liv med en god ægtefælle, og når den med kortere eller længere mellemrum kan blafre lidt igen og fordybe relationen. At den også kan ramme andre end ægtefællen er en realistisk ting, som hverken behøver at handle om et dårligt ægteskab, eller at man er umoralsk. Følelser er hverken rigtige eller forkerte, men er signaler, som vi må tage alvorligt, og som vi kan vælge ansvarligt ud fra.

Vi ved om en præst, der tit spørger ved vielsessamtalen, om parret har gennemtænkt, hvordan de vil forholde sig, hvis de bliver forelsket i en anden. En studerende fortalte os også engang, da hun kom til forelæsning, at hun og hendes kæreste dagen før havde været til bryllupssamtale hos en præst, og at de var blevet spurgt om, hvordan de forholdt sig til utroskab. Det skabte en positiv og livlig debat i klasserummet, og de fleste syntes, at det var et rigtig godt spørgsmål, som ikke bare handlede om selve bryllupsdagen, men også om deres fælles fremtid. Vi synes, at disse præster fortjener anerkendelse for den praksis.

For det er nok ikke temaer, man så ofte kommer i gang med at snakke om og måske slet ikke, når man er i gang med bryllupsplanlægning.

Så selvom kommende brudepar måske kan blive lidt forbløffet over spørgsmålene midt i festlighedernes farverigdom, så ved vi, at mange bliver glade for udfordringen, for det bidrager til en realistisk forankring i det almindelige menneskeliv, og det kan medvirke til en praksis parret i mellem, at man kan snakke om vanskelige ting, før de opstår.

Det, man har sat i tale, har man ofte selv et mere reflekteret syn på og en mere aktiv holdning til. Spørgsmålene kan også inspirere til gentagne samtaler om, hvordan man sammen kan forebygge, at man kommer for meget på afstand af hinanden, og hvilke ting man synes, der er vigtige at prioritere for at bevare det åbne og trygge fællesskab.

Mange hilsener Annette og Jørgen Due Madsen