Kære Brevkasse
Jeg skriver til jer, fordi jeg går i et dilemma, som jeg ikke synes, jeg selv kan klare, og som jeg træn- ger til at få et par forstandige øjne på. Jeg og min mand er begge i 50'erne, og vi har nogle dejlige voksne børn, som bor langt fra os. Jeg er husmor og har i vores ægteskab mest virket som sådan suppleret med forskelligt andet, som har kunnet passes ind i familiemønsteret, min mands arbejde og børnenes opvækst taget i betragtning.
For nogle år siden fik min mand en lederstilling på sin arbejdsplads. Det var vi ikke helt enige om, men han ville gerne. Siden da har han stort set ikke holdt fri, hverken nat eller dag og heller ikke i højtiderne. Det synes jeg er helt ekstremt. Jeg har tit undret mig og været ulykkelig over det, og jeg har prøvet at snakke med ham om det. Jeg har måttet slå mig til tåls med, at sådan var det lige nu.
I de sidste par år har jeg haft en mistanke om, at min mand var mig utro, og har prøvet at spørge ind til det. Det har han fuldstændig benægtet. På flere måder har jeg måttet indse, at han ikke er reel. Det drejer sig om et forhold til en kollega, hvilket han stadig benægter. Det har ikke været rart for mig at gå og være mistænksom, og det har heller ikke været rart for min mand, så jeg har ladet tvivlen komme ham og os til gode. Jeg har fået den tanke, at forholdet til kvinden har stået på i flere år hun har endda siddet her og spist sammen med os, når min mand og hun har været til møder andre steder i landet i forbindelse med arbejdet.
De sidste par måneder har jeg døjet med irritation i underlivet, og min mand har også fået nogle symptomer samme sted. Jeg har for nylig været hos lægen, som konstaterede noget svamp, som jeg fik ordineret en behandling for. Lægen nævnte ved samme lejlighed også kondylomer, og jeg spurgte, hvad det var, og hvad det kom af. Lægens svar fik min verden til at bryde sammen, og jeg mærker her i de efterfølgende dage, at det brænder og værker i min krop. Jeg græder meget, og jeg føler mig helt alene i verden. Min mand vil ikke snakke om det og mener, at det er noget, jeg har fundet på. Jeg begynder at isolere mig og kan ikke rigtig være sammen med nogen eller snakke med nogen. Jeg håber at høre fra jer.
Venlig hilsen
Lene
Kære Lene
Vi hører nødråbet i dit brev. Og forstår, at lægens iagttagelse af og omtale af kondylomerne var det, som fik din verden til at bryde sammen. Kondylomer hedder kønsvorter på dansk og er små blomkålslignende elementer i forskellige størrelser og er en af de mest udbredte kønssygdomme i Danmark. Det skyldes en virus, som smitter ved seksuel kontakt. Nogle gange kan også børn få det via håndklæder m.v., hvis de lever tæt sammen med voksne med smitten. Der kan gå fra nogle få uger op til et år, fra man har fået smitten, til der kommer symptomer. Behandlingen klares ofte med pensling, frysning, laser eller medicin. Har man tidligere haft kondylomer og fået behandling for det, kan virus nogle gange "gemme sig" i måneder eller år og bryde ud igen på et senere tidspunkt.
Vi går ud fra, at du aldrig tidligere har haft sådanne vorter. Det må derfor være meget ydmygende og oprørende for dig at blive konfronteret med den kendsgerning hos lægen, at du er blevet udsat for denne smitte, når du ikke har været sammen med andre end din mand. Hvor han har fået den fra, synes vi, han skal fortælle lægen. For han skal i behandling med det samme, ligesom den eller de partnere, han har været sammen med det seneste års tid, også nødvendigvis skal oplyses om smitten og sættes i behandling. Vil han ikke det, må du bede lægen om at indkalde ham til samtale.
Det er godt, at du skriver og får sat ord på din store smerte og frustration. Vi kan ikke se andet, end at du må have den store forhammer frem, og at du må svinge den med god samvittighed. Sundhed og sandhed må på bordet. Du har længe nok gået med en nagende mistanke. Det drejer sig ikke blot om den anden kvinde på arbejdet men måske flere andre ude i byen? Der er jo også andre forhold, hvor du ikke er blevet taget alvorligt.
Det var ikke en fælles beslutning, da din mand søgte lederjobbet, og det er så, hvad det er, selvom det altid er tilrådeligt at være fælles om sådanne ting. Værre er det, at han stort set altid har været på job siden og åbenbart kun har været hjemme på besøg. Tidsforbrug er bestemt et tema, som ægtepar med jævne mellemrum må tage op sammen, snakke om og vurdere. Ved ikke at holde fri og altid være på job fortæller han uden ord, hvad det er, han prioriterer højest i sit liv. Du må hive op i din selvrespekt og virkelig se dig selv i øjnene og mærke efter, hvem du er.
Nu må han høre din smerte, frustration og vrede. Alt andet er for uværdigt efter så mange år, hvor du har klaret mange af de hjemlige ting, så han kunne gøre det han lystede. At være leder ude i den store verden, men ikke at ville snakke derhjemme, hænger ikke sammen.
Du skal have nogen at tale med for dig selv. Din læge er en vigtig medspiller, og ham eller hende må du bruge. Men du må også betro dig til en god veninde.
Du må have luft og god tid til at snakke og nogle gode ører, som kan lytte til dig. Og du og din veninde må tænke højt sammen om fremtiden. For den kan godt se svær ud lige nu. Men er du modig og ærlig, kan fremtiden på længere sigt blive bedre end de senere år med eller uden din mand.
Vi kan forstå, at jeres børn er godt voksne. Det er ikke sikkert, at du skal snakke i detaljer med dem om det akutte. Men vi tror samtidig heller ikke, at det er en god idé at blive ved med at undertrykke din frustration og din tristhed. Det må frem i lyset også for dem, at uærlighed og manglende åbenhed er ved at sprænge deres barndomshjem. At stå med smil og varme boller, når de kommer på besøg i nærmeste fremtid, ville være alt for kunstigt.
Almindeligvis går vi ikke ind for, at man råber højt, for lyden kan let overdøve budskabet. Men i overført betydning tror vi, at det er yderst nødvendigt, at du sætter hælene i og gør det nu. Og så må din mand høre det, hvis han kan eller vil.