Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Psykisk sygdom og religiøsitet

syg, hospital, Foto: colourbox.com

Mennesker med psykisk sygdom og sindslidelser har flere religiøse og eksistentielle spørgsmål end andre. Det religiøse sprog giver bedre udtryk for det mareridt, mange må gennemleve i vågen tilstand, end hverdagssproget

Kære brevkasse

Jeg har en veninde, som er svært psykisk syg. Hun er i trediverne, single og modtager førtidspension. Hun har været syg siden teenageårene, og hendes lidelse består i mange psykiske svingninger, vist også kaldet skizo-affektiv.

Indimellem er hun som en af samfundets svingdørspatienter indlagt på psykiatrisk hospital med psykose. Hun er ofte angst og mere eller mindre paranoid og kan i perioder ikke tåle at læse avis eller se TV-Avisen, fordi hendes mentale filter er så sygt, at hun ikke kan rumme de mange indtryk.

Medicinsk er hun i et ulykkeligt dilemma. Fra psykiatrisk hold har de vurderet, at antidepressiv medicin trigger den maniske side af hendes sygdom, så det får hun ikke. I stedet giver man hende lidt beroligende samt antipsykotisk medicin, der i et vist omfang modererer antal og omfang af hendes psykoser.

Hun er skrøbelig, sådan at hun jævnligt og i løbet af en enkelt dag kan svinge mellem nogenlunde ro og svært depressive tidspunkter, hvor hun kan græde og finde livet meningsløst, have angstanfald, høre stemmer og overveje selvmord.

Ofte ringer hun heldigvis, når hun har det skidt. Men det kan være svært at vide, hvordan jeg kan hjælpe hende ud over at lægge øre til de mange triste tanker og forsøge at opmuntre med, at der måske også kommer bedre perioder. Det er nogle gange meget svært at forstå, hvad hun taler om, når hun for eksempel i de sidste par år har talt om, at hun "har en masse eksistentielle tanker", hvor hun kan "opleve evigheden udenfor" eller "undrer sig over, at huse eksisterer, og at arkitekter har fundet frem til konstruktion af huse" og andre abstrakte formuleringer af tilsyneladende religiøs-eksistentielt tilsnit.

Hun er kristen, sensitiv og kredser bestandig rundt om religiøse spørgsmål. Den ene dag tror hun, at hun har fået et særligt kald fra Gud (selvom det er praktisk uigennemførligt med den kroniske sygdom), og en anden dag taler hun i barnlig trods om, at hvis Gud ikke snart helbreder hende, vil hun stoppe med at tro på ham.

Jeg er selv kristen, men det er svært at balancere mine svar til hende mellem troen på den ene side og så at udvise påpasselighed på den anden side, da jeg ved, at alt det, jeg siger til hende, bliver modtaget for fuld styrke og uden noget sorterende filter.

Hvad angår hendes kaldstanker, pointerer jeg igen og igen, at Gud nok ikke kalder nogen af sine børn til noget, de ikke kan magte. Hvad angår hendes skæbne og Guds manglende helbredelse forsøger jeg sædvanligvis at sige, at jeg er sikker på, at Gud stadigvæk ser hende, ønsker hende alt godt og vil hjælpe hende igennem de trange tider, selvom hun ulykkeligvis må bære denne barske skæbne for øjeblikket. Og så opmuntrer jeg hende i øvrigt til at holde distriktspsykiatrien godt informeret om sin situation og at lade sig indlægge, når hun har det specielt dårligt. Magtesløsheden trænger sig ofte på ved sådanne samtaler.

Er det normalt, at religiøse spekulationer kan blande sig med psykisk sygdom – og hvordan kan man som pårørende eller hjælper skelne det ene fra det andet? Hvordan tager man bedst hånd om de religiøse tanker og behov, sådan at man ikke forværrer sygdommen? Findes der erfaringer med kure, der har haft nogen effekt på den slags?

Venlig hilsenVeninden

Kære VenindeDet er godt for din veninde, at hun har dig. Hun minder på en konkret måde sine nærmeste om, at livet er skrøbeligt og uden selvfølgelighed. Vi håber, du får kræfter til at være veninde, og at du også kan sætte grænser for hende, hvis telefonsamtalerne bliver for lange eller for hyppige. Vi synes, dine tanker og refleksioner, som du videregiver til din veninde i de vanskelige perioder, er gode og brugbare. Og delt magtesløshed kan nogle gange reducere den enkeltes magtesløshed.

Vi kan forstå, at hun har en skizo-affektiv sindslidelse. Det er en relativt sjælden sygdom i grænsefeltet mellem skizofreni og manio-depressivitet. Behandlingen består i jævnlige samtaler hos en fast behandler og stemningsstabiliserende og antipsykotisk medicin. Derudover er det hensigtsmæssigt med et skånejob eller tilknytning til et socialt værested eller lignende. Graden af sygdom kan være meget forskellig, hvor nogle kan være rimeligt velfungerende, mens andre, ligesom din veninde, kan være vanskelige at behandle.

En del psykiatriske patienter – og flere end gennemsnitsbefolkningen – tænker ofte på religiøse og eksistentielle spørgsmål. Mon ikke det er lidelsen, som stiller spørgsmål og søger svar og mening? Og som er årsag til klage og bøn? Megen religiøsitet opstår, når livet bliver svært. Desværre overses mange religiøse ressourcer ofte i behandlingsverdenen, måske fordi man ikke spørger ind til dem, eller fordi behandlerne er for generte eller for uvidende eller har fordomme om troens verden.

Mennesker med psykose (sindssygdom) anvender ofte det religiøse sprog for at beskrive de enorme indre kræfters kamp mellem mørke og lys. Høre- og synshallucinationers gådefuldhed og umiddelbare indflydelse kan også kalde på religiøs fortolkning. Mon ikke, at udtryk som satan og dæmoner er mere beskrivende for det mareridt, som nogle mennesker med psykose må gennemleve i vågen tilstand, end det almindelige hverdagssprog? Når behandlingen lykkes, og psykosen bleger af, kan den religiøse fortolkning og det religiøse sprog også blegne for en del af disse patienter, sådan at det ikke har været udtryk for en ægte, integreret religiøsitet, men har været et sygdomsudtryk.

Det siger sig selv, at der findes mange flere nuancer i dette vanskelige spørgsmål, end det vi her har sagt, og at det er såre vanskeligt at skelne sygdom fra ægte religiøsitet. Hovedprioriteten må altid være at hjælpe et menneske ud af psykosen før alt andet. For den er så ødelæggende for et menneskes identitet og integritet. Der findes ingen specielle behandlingstiltag, som er specielt rettet imod de religiøse symptomer og spørgsmål. Det vigtigste er, at der er medmennesker og behandlere, der kan møde disse spørgsmål med viden, respekt og mod til samtale.

Mange hilsenerAnnette og Jørgen