Prøv avisen

Seksualiteten i en moden alder

Det er fortsat forbundet med mange tabuer at tale om ældres seksualitet, selvom man også i en moden alder kan have glæde af det seksuelle samliv. Volder det problemer, er der hjælp at hente hos lægen, ligesom det er godt, om man kan tale åbent om sine følelser med ægtefællen

Kære brevkasse

Jeg ville gerne, om I kunne skrive lidt om, hvordan vi bliver gamle sammen. Problemet er, at vores sexliv ikke længere fungerer tilfredsstillende. Jeg har prøvet at finde noget om emnet på biblioteket, men der findes kun bøger om de unge og deres sexliv.

Vi er et ægtepar, hvor jeg er over 70 år, og min mand er lidt yngre. Vi er begge sunde og raske og har et meget udadvendt seniorliv med mange aktiviteter. Nu har jeg ikke så mange hormoner tilbage, og dem kan jeg jo ikke bare gå ned og købe på apoteket. Min mand har stadig lyst til det seksuelle samliv, men føler, at han kun "bruger" mig, når jeg ikke mere har lysten. Og det giver mig stor skyldfølelse, da det nok tidligere var mig, som "lagde op til" og tog initiativ. Jeg har bedt ham komme til mig, men det har han meget svært ved, og så bliver det nærmest en gætteleg for mig, hvornår han har lyst. Og det føler jeg nu er ved at blive et problem, fordi det fylder så meget i vores hverdag.

Venlig hilsen
Løven

Kære Løve

Tak for dit brev. Vi synes heller ikke, at det er så let at finde gode bøger om det emne, som du efterlyser. På en måde har det længe været lidt tabu at snakke om ældres seksualitet. Hvad det skyldes, kan der sikkert være flere forklaringer på. Men et faktum er, at film og reklamer med seksuelt indhold stort set altid viser mennesker i den fertile alder og oftest i den yngre udgave, hvor der ingen rynker er at finde. Der er i kulturen en dyrkelse af ungdom og seksualitet, som er noget anstrengende at være vidne til, og som dybest set er problematisk for både unge og ældre, når livets realiteter banker på.

Måske har vi også fra barnsben af haft det svært med at forholde os til, at vores forældre havde et seksualliv. Og når mindre børn alligevel finder ud af livets mysterier på det punkt, kan de nogle gange med både triumf og generthed forklare, at deres forældre "har gjort det" to eller tre gange, alt efter hvor mange søskende de har. På en måde er der noget naturligt ved, at børn må holde afstand og måske også benægte de voksnes seksualitet, for afkommet i hele den biologiske verden må beskyttes mod voksenseksualiteten. Og det sker desværre ikke altid. Samtidig kan man spekulere over, om der er en afsmittende virkning på den længere bane, sådan at vi ofte har vanskeligt med at forestille os, at mennesker, der er 20 år ældre end os selv, kan have et aktivt seksualliv. Så ældres seksualliv er måske af flere grunde blevet tabui-seret. Det er i hvert fald et faktum, at ældre mennesker sjældent bliver spurgt om seksuelle emner for eksempel hos lægen, selvom mange ældre både kunne ønske det og have gavn af det.

Dit brev er på mange måder livsbekræftende. For vi læser, at der er et gensidigt varmt ønske fra både dig og din mand om at være kærlige og respektfulde over for hinanden. Og det er både det bedste udgangspunkt og hverdagens vigtigste vitaminer i et ægteskab. Samtidig kan I måske på et mere praktisk plan have gavn af nogle råd og nogle refleksioner.

Vi ønsker ikke generelt at anbefale tabletbehandling med hormoner efter overgangsalderen. For det er ikke uproblematisk. Men rigtig mange kvinder kan have glæde af stikpiller med ufarlig, lokal hormonbehandling i skeden. Både for at modvirke udtørring og irritation, men også for at kunne have mere glæde af det seksuelle samliv. Så måske kan du have nytte af et besøg hos lægen og få en recept. Er der fysiske problemer, kan det indvirke på lysten til det seksuelle, så derfor er det altid en god idé at blive undersøgt og eventuelt få afhjulpet det, som kan afhjælpes. Og skulle din mand en dag få problemer med rejsningen, synes vi også, at han skal snakke med lægen om det og eventuelt få Viagra eller lignende.

Lysten til det seksuelle er en lunefuld ting og kan svinge meget gennem livet. Det er langtfra kun forbeholdt ældre at have problemer med det. Mange unge par kan også nikke genkendende til jeres situation. Måske skal I begge tænke lidt "større" om jeres lyst. For vi tror, at I begge har lyst til at gøre noget godt for hinanden. Det er selvfølgelig sådan, at du ikke for tiden har en kildrende fysisk lyst til den seksuelle akt, men du har lyst til at være god mod din mand, og du har, sådan som vi læser det, ikke nogen væmmelse eller modvilje over for at være sammen med din mand. Kvinder er så forunderligt skabt, at de godt kan gennemføre et seksuelt samvær uden at have fysisk lyst, mens mænd er mere enkle, forstået på den måde, at de kun kan gennemføre et samleje, hvis de har lyst.

På en måde vil det være godt for din mand at komme ud af den misforståelse, at han skulle være en slags krænker eller en gammel gris, fordi han har fysisk lyst til dig, og at han kun har lov til at være sammen med dig, hvis du også har den samme slags lyst. For sådan er det ikke, så længe du ikke væmmes ved det, og så længe du af egen fri og kærlig vilje kan gennemføre det. Han må prøve at forstå, at den kropslige nærhed er et gode i sig selv også for dig, og at dit selvværd lettere trues, hvis han i misforstået respekt lægger bånd på sig selv og undlader at lægge op til seksuelt samvær.

Vi vil ønske for jer, at I fremover går lidt mere nøgternt og åbent til værks, sådan at I ikke skal være deltagere i en gættekonkurrence. Din mand må opmuntres til at spørge, om det er o.k. i dag eller i aften at være seksuelt sammen med dig. Og du må have lov til at sige både ja og nej. Og du kan også tage initiativet indimellem og invitere ham ind i din favn, fordi du er glad for ham og gerne vil mærke varme og nærhed. Måske skulle I sammen bruge dette brev som udgangspunkt for en samtale om, hvordan I kan finde en god vej fremover på dette område.

Mange hilsener
Annette og Jørgen