Underkastelse skyldes manglende selvværd

Spørg om livet En opvækst med en streng og autoritær far kan føre til så lavt selvværd, at man som voksen finder sig i alt for mange ydmygelser fra sin ægtefælle. Det kræver støtte og omsorg fra de nære at bryde mønsteret og finde en tro på sig selv

Kære brevkasse

Vi har et spørgsmål, som vi godt kunne tænke os at høre jeres tanker om. Hvad får et menneske til at blive i et ægteskab, selvom hun bliver udsat for så megen ydmygelse, at hun nærmest går i stykker på det? Vi mener, at der skal arbejdes med ægteskabet, så det både er sundt og er langtidsholdbart. Men kan der ikke være undtagelser? Kan et ydmygende forhold stå på så længe, at en skilsmisse vil kunne destruere den allersidste livsgnist hos den ydmygede?

Venlig hilsen

De bekymrede

Kære bekymrede.

Det virker, som om I har nogle nære bekendte eller familie, hvor I har oplevet denne problematik, og desværre forekommer det fænomen, som I beskriver, ikke så sjældent, som man kunne håbe på. Da I ikke skriver om nogen konkrete detaljer, kan vi kun svare på et mere generelt plan.

Der kan sikkert være mange forklaringer på, hvorfor mennesker kan finde sig i en sådan rolle i forhold til et andet menneske. Vi tror, at en del har det mønster med sig fra deres opvækst. Hvis man for eksempel kommer fra et hjem, hvor far var streng og autoritær, og man var angst for, hvad der kunne ske, hvis man gjorde oprør, ja så bliver det let billedet af, hvordan man forholder sig til mænd. Og tillige har man måske slet ikke fået udviklet den side af sig, som kan leve trygt med at have andre meninger end andre, for det ville være alt for truende. Langsomt pakker man sig selv sammen, og den muskel, som hedder egne meninger og selvrespekt for slet ikke at nævne oprørsmusklen, er ganske enkelt ikke blevet udviklet og trænet.

Det er ikke sjældent, at kvinder, der for eksempel er vokset op med en voldelig eller alkoholiseret forælder, selv finder en lignende mandetype, når de bliver voksne. For der er på trods af alle de negative ting alligevel noget trygt i at gå ind i de roller, man kender. Man kan også se kvinder, der omsider forlader en mand for eksempel på grund af misbrug, som i deres næste forhold igen gifter sig med en mand med en lignende problematik, eventuelt med andre udtryksformer.

Skal man ud af de mønstre og vælge noget, der er mere sundt, skal man have hjælp til at se på sin egen rolle og have hjælp til at styrke den sunde selvfølelse. Og opdage, at man ikke kan reparere sit barndomssavn ved at finde en ny far, som man kan helbrede eller omvende til den gode vej. Det savn kan kun afhjælpes ved en sund sorg over det tabte. Men det er også vejen til en langt sundere selvfølelse og et realistisk syn på sig selv og omgivelserne.

Det er jo selvfølelsen og selvrespekten, der siger til folk, at de ikke vil finde sig i overtramp fra andre. Men hvis den selvrespekt allerede i tidlige år er trådt under fode eller ikke udviklet, så mangler man et redskab. Ofte vil sådanne mennesker også tro på, at det er deres egen skyld, at den anden er urimelig, irritabel eller slår. Man kan også høre piger og kvinder, der er blevet udsat for seksuelle overgreb, som tænker, at det nok skete, fordi de smilede til overgriberen eller opførte sig på en bestemt måde over for ham. Så de fik bare som fortjent, kan de tro og tænke.

Sådanne mennesker har ikke en udviklet indre stemme, som har styrke til at banke i bordet og sætte grænser for andre. For deres indre grænser er allerede nedtrådt og skal langsomt bygges op igen for at kunne fungere. Det er også grunden til, at nogle kvinder kan have meget svært ved at bryde op, samtidig med at de kan have svært ved at tro på, at de kan klare dem selv. For knægtelsen eller misbruget skete måske igennem nogle år af opvæksten, hvor de hverken havde alder eller evner til at klare sig selv. Og den forståelse kan nærmest blive fastfrosset fra den tid og have sin virkning også som voksne, selvom andre mennesker kan undre sig over, at disse kvinder ikke selv forstår, at de nu godt kan klare sig selv.

Ofte er det mennesker, som ikke trygt fik lov til at udvikle en tro på, at de naturligvis kan mestre forskellige ting. På den måde bliver det tryggest at underkaste sig en streng autoritet. Og et regime med en stærk leder ved magten kan ofte skabe en form for tryghed, for det fordrer jo ikke selvstændighed. Og hvis man bare gør det, som der siges og forventes, så går det jo.

Og den form for dressur kan nogle gange holde i mange år, selvom den pågældende ofte lider og ofte bliver noget vissen og usynlig. Også i andre sammenhænge end i ægteskabet kan en sådan kvinde have det svært ved at gøre sig gældende.

Er der et lille håb om, at gode mennesker eller pårørende kan motivere et sådant menneske ikke mindst hvis vedkommende ikke er alt for gammel - til at bryde op og lære nyt, er meget vundet. Men det kræver ofte god støtte og en lang vej med nye erkendelser og mod til at se både gamle og nye smerter og overgreb i øjnene. Man må vide, at mange af disse menneskers følelsesliv ofte er båret af megen frygt, så det at nære et lille spirende oprør kan være meget angstprovokerende. Og nogle vil selv slå beskyttende fra sig, fordi de instinktivt ved, at prisen for at bryde op er meget høj. Eller fordi de aner det, som I nævner, at den sidste livsgnist står i fare for at mistes.

Lever en sådan person i en religiøs sammenhæng, hvor skilsmisse er ilde set, bliver det måske endnu vanskeligere for hende, fordi hun ville få ideologien imod sig og stå i fare for at miste social anerkendelse.

For folk med en anden historie og en anden tilgang til livet kan det virke helt uforståeligt, at man i så stor grad kan lade andre styre ens liv, men det har som beskrevet ofte dybe rødder i opvækst og kultur.

Men samtidig er der også mange gode fortællinger om mennesker, der så at sige er kommet til sig selv, og som er vågnet op og har fået hjælp til at komme ud af et fængsel. Vejen kan være smal og snoet og lang, men det at blive sig selv og få sin sunde selvrespekt tilbage er noget af det vigtigste, et menneske kan få.

Mange hilsener