Hvad mener folkekirken om migranterne?

Hvorfor hører man ikke noget om, hvad den danske folkekirke mener om, at der i disse måneder kommer mange muslimer til Europa og Danmark, spørger en læser. Sognepræst Leif Christensen svarer på det højaktuelle spørgsmål

Umiddelbart læser jeg Det nye Testamente sådan, at vi uanset vore bekymringer for fremtiden, ikke må lade vores liv være baseret på frygt, skriver sognepræst Leif Christensen. Foto: Prazis - Fotolia

Spørgsmål

Hej Brevkasse!
 
Hvorfor hører man ikke noget om, hvad den danske folkekirke mener om alle de muslimer, der kommer til Europa og Danmark. Om 50 eller 100 år, ender vi som en minoritet i vores eget land, måske?

Hilsen 
Anonym 

Svar

Kære spørger
 
Ganske vist stiller du et kort spørgsmål, og alligevel har jeg tøvet lidt med at svare dig. Du vil sikkert mene, at de seneste ugers flygtningepres mod Europa har gjort dit spørgsmål endnu mere aktuelt - nemlig om vi (jeg formoder, du mener vi kristne i modsætning til muslimer) vil ende som en minoritet om 50 eller 100 år i Europa/Danmark.

Du har imidlertid ikke ret i, at medlemmer af folkekirken aldrig udtaler sig om et sådant udlændinge/flygtningespørgsmål. Nogle præster og biskopper i folkekirken er endog meget ligefremme i disse spørgsmål enten med eller uden præstekjole. Sådan har vi ikke bare en lovbestemt ytringsfrihed men også forkyndelsesfrihed i folkekirken.

Hvad du derimod aldrig vil opleve er, at enkeltpersoner eller grupper i politiske spørgsmål udtaler sig på hele folkekirkens vegne. Hvis man som biskop, præst eller menighedsrådsmedlem vil kæmpe for et bestemt politisk synspunkt, må man som alle andre deltage i den politiske proces.

Nogle anser det ganske vist som en svaghed, at folkekirken aldrig kan udtale sig med én samlet mening og dermed optræde på hele kirkens vegne. Selv anser jeg det som en styrke, at folkekirken er en del af vores folkestyre. Og folkestyret har folkekirken som en del af sig.

Men jeg glæder mig da, hver gang folkekirkens biskopper eller præster udtaler sig om ting, som også går tæt på vore holdninger og værdier - også i flygtninge- og integrationsspørgsmål. For den kristne tro har naturligvis indvirkning på den måde, vi ser og handler overfor andre mennesker. Det er vel en del af kristendommens DNA, at man ikke kan være ligeglad, uanset hvem man møder.

Jeg ved ikke, om du vil få ret i, at vi kristne bliver en minoritet i Europa eller Danmark med den nuværende indvandring. Umiddelbart læser jeg Det nye Testamente sådan, at vi uanset vore bekymringer for fremtiden, ikke må lade vores liv være baseret på frygt.

Naturligvis er intet land forpligtet ud over egne muligheder og evner. Heller ikke når det drejer sig om mennesker i nød. Vi skal blot ikke tro, at vi på sigt kan værne os mod mennesker på flugt fra krig eller fattigdom. 

Erfaringer viser, at hverken hjemsendelse, bevogtede landegrænser eller pigtrådshegn kan holde desperate mennesker fra at søge beskyttelse et andet sted. Sådan har der også tidligere i historien fundet store befolkningsvandringer sted. Og erfaringerne viser, at selv om vi truede med at sænke flygtningenes både eller skibe på vej over Middelhavet, ville vi aldrig kunne forhindre det. Det er som med vejret. Vi må bare indstille os på det.

Det eneste vi har indflydelse på er, hvordan vi lever sammen. I USA har man i årtier forsøgt at forhindre indvandringen fra Syd- og Mellemamerika. Alligevel er det aldrig lykkedes.

Og ja. Europas befolkninger er også under forandring. Men det er alle andre også. Spørgsmålet er bare, om vi skal møde fremtiden med frygt eller med tro (måske enfoldig) på, at der er en god fremtid også for de værdier, som vi holder af.

Afhængig af øjnene, er det nu engang vores skæbne, at Europas befolkningsrige og uroplagede nabolande mod syd ikke er katolske mexicanere, men overvejende muslimer. Og med adgangen til alle de mange moderne kommunikationsmidler vil det bare gøre det endnu mere umuligt i fremtiden at isolere sig fra nogen som helst.

Hvad vi derimod selv har indflydelse på er, om vi vil møde det fremmede med frygt eller med tro på, at der er en god fremtid sammen også om 50 eller 100 år. Jeg vælger det sidste. Det er muligvis enfoldigt, men sådan har troen vel altid fordret et vist mål af enfoldighed.
 
Med venlig hilsen
Leif G. Christensen
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.