Prøv avisen

Post DK om doping: Alvorlig og uacceptabel

Den positive dopingprøve afgivet af et bestyrelsesmedlem i DCU er uacceptabel og alvorlig, siger Post Danmark

Post Danmark fastholder sit hovedsponsorat til Danmarks Cykle Union (DCU), men kræver handling fra cykelforbundet med det samme, efter at et bestyrelsesmedlem har afgivet en positiv dopingprøve.

- Det er noget, vi ser meget, meget alvorligt på, siger kommunikationschef i Post Danmark, Lars Kaspersen.

- Det, som har været styrken i vores samarbejde med DCU, har været en succesfuld bekæmpelse og forebyggende indsats mod doping, og det er klart, at når der sidder en i bestyrelsen, som er blevet taget i en kontrol, så er det selvfølgelig et skud for boven for den tillid, vi har haft, siger Kaspersen.

Sagen handler om Søren Svenningsen, som i forbindelse med et veteranløb har afgivet en dopingprøve, som viser sport af testosteron og to glukokortikoider.

Svenningsen var bestyrelsesmedlem, men har fratrådt sin post med umiddelbar virkning og ikke ønsket sin B-prøve analyseret.

Hovedsponsoren kræver nu handling fra DCU.

- Der er to bånd. Der er tillid og kontrol, og nu kan vi så øge kontrollen, men det er så op til DCU at genskabe tilliden med handlinger.

- Det sender et helt forkert signal til alle cykelryttere i Danmark - store som små - og det er uacceptabelt.

- Jeg siger ikke, at det er røget. Jeg siger, at det har taget skade, siger Lars Kaspersen.

Der dukker løbende store dopingsager op i udlandet, og senest har Lance Armstrong fået pillet glansen af sin karriere.

- Man skal passe på ikke at komme til at hvile på laurbærrene og tro, at tingene er løst. Dette forløb viser, at det er det ikke.

- Når man i DCU's bestyrelse i et veteranløb kan finde det, er det en påmindelse om, at der er arbejde, der skal gøres vedvarende, og det forventer vi også, at DCU vil gøre nu, siger Lars Kaspersen.