Prøv avisen

Zuma vil gøre FC Nordsjælland til tophold

ARKIVFOTO. Selvom FC Nordsjællands nye sydafrikanske stjerneskud Sibusiso Zuma er blevet 34 år og har prøvet det meste i sin karriere, er den tidligere FCK-spiller indstillet på hårdt arbejde i sin nye klub. --Den tidligere FCK-spiller, sydafrikaneren Sib Foto: Anders Debel Hansen

Sibusiso Zumas mål er at gøre FC Nordsjælland til tophold i SAS Ligaen, og han afviser, at han kun er kommet til klubben for at spille sig til VM i Sydafrika

Selvom FC Nordsjællands nye sydafrikanske stjerneskud Sibusiso Zuma er blevet 34 år og har prøvet det meste i sin karriere, er den tidligere FCK-spiller indstillet på hårdt arbejde i sin nye klub.

- Jeg spiller ikke for sjov. Jeg spiller for at opnå noget. Så mens jeg er i FC Nordsjælland, håber jeg, at vi kan blive et tophold, siger Zuma, der fra øjeblikkets niendeplads må spejde langt mod toppen af SAS Ligaen.

Samtidig afviser sydafrikaneren, at han udelukkende har skrevet kontrakt med FC Nordsjælland for at generobre sin plads på det sydafrikanske landshold, der næste år spiller VM på hjemmebane.

- Jeg er ikke kommet til FC Nordsjælland for at komme til VM. Jeg vil spille for holdet, opnå gode resultater, og derefter vil det være en bonus at komme med mit land til VM på hjemmebane næste år, siger Zuma, der giver sig selv 50 procent chance for at blive udtaget til VM-truppen.

Søndag får Zuma og FC Nordsjælland besøg af Brøndby, hvis spillere og tilhængere tilbage i 2001 så måbende til, mens Zumas saksesparksmål skrev sydafrikaneren ind i den danske fodboldhistorie.