Kære Brevkasse
For to uger siden gav I råd i forhold til, hvordan man kan arbejde med sin indre ensomhed. Jeg er uendelig taknemmelig over, at jeg først som voksen har oplevet denne følelse i modsætning til forrige brevskriver. Jeg er vokset op i et hjem med interesserede og omsorgsfulde forældre og flere søskende. Der kom mange mennesker i mit hjem, og vi var altid omgivet af andre. Måske derfor fik jeg ikke lært at reflektere og filosofere over livet og at skabe dybere relationer.
Jeg har i mange år været alene med mine børn og har været optaget af at forsørge os og få et godt arbejde og gode oplevelser. Jeg synes, jeg har det, der kan kaldes et godt liv. Og derfor skammer jeg mig over at have den indre ensomhed og er flov over, at jeg ikke magter at forandre det til et liv med indre glæde. Mens jeg var gift, havde jeg længe en indre søjle af glæde, så jeg kender følelsen, og jeg vil gerne finde den igen.
I skriver, at man skal tage initiativ, og jeg mener, at jeg har arbejdet med ensomheden ved at gøre det. Mit problem er, at det alligevel ikke giver respons. Jeg har været med i flere foreninger som aktiv og har siddet i bestyrelser.
Jeg har været med i kirkelige kredse, hvor jeg måtte opgive, da min mave slog kolbøtter og halsen strammede til, når der skulle holdes andagt og bedes offentlig bøn.
Jeg har været med i forældrekreds og litteraturkreds, og jeg laver kreative ting, synger og spiller. Jeg har inviteret gæster, tager med på ture og kigger indenfor på små visitter. Det giver mig gode oplevelser, men det fylder mig ikke. Jeg har gået til psykolog, til clairvoyante, har lært at meditere og lært meget af det og kan finde roen i mig selv.
Jeg har arbejde, kolleger og mange bekendte og hilser hver dag på folk, jeg kender her i byen. Jeg har også veninder, som jeg mødes med jævnligt og snakker med.
Alligevel har jeg følelsen af at være helt alene i mit liv. Jeg fortæller åbent til de nærmeste, at jeg synes, det er svært at være alene, for eksempel når mine teenagerbørn ikke er hjemme i flere dage, og jeg får den respons, at jeg er velkommen til at kontakte dem, når jeg står i en sådan situation.
Jeg har prøvet at "aflure" de mennesker, der synes at være gode til at skabe kontakt, og jeg ser, at de er milde og åbne og nærværende. Jeg øver mig og indimellem lykkes det i nuet. Jeg får god kontakt, og jeg takker Vorherre for at være så god ved mig. Men der sker så ikke mere. Næste gang er det igen mig, der må tage initiativ, spørge om andre vil med på tur, spørge om andre har brug for hjælp og så videre.
Jeg synes ikke, at jeg er et ordentligt menneske for Vorherre, når jeg har denne indre ensomhed i en verden så fuld af muligheder og så ikke kan finde ud af at etablere de gensidige kontakter og få rejsekammerater i livet. Hvad er det, der skal til?
Venlig hilsen
Nanna
Kære Nanna
Tak for din ærlige fortælling om dine indre tanker. På en måde beskriver du et af menneskelivets vilkår, for selvom vi lever i en verden, hvor vi kan være sammen med andre, mødes, hygge os og dele mange ting, så er vi, når alt kommer til alt, alene på et eller andet plan.
Det er egentlig et menneskes lod, og vores bevidsthed og selvrefleksion om det kan både være en berigelse og en stor smerte.
Når du til daglig oplever ensomheden så tit, kan det hænge sammen med flere ting.
Og vi kommer nok mest til at tænke på to ting, når vi læser dit brev. Vi tænker i første omgang på det, som vi har set hos en del andre, der har måttet slutte et ægteskab.
Man er måske kommet fra en god baggrund med ukomplicerede, trygge forhold. Og så blev man gift og skabte et hjem. Måske begyndte det hele fint og godt, og der kom nogle børn til. Den gode livsbane var lagt. På et tidspunkt viste ægteskabet sig alligevel helt anderledes, end man havde tænkt, og blev til en umulighed, som måtte slutte. Den historie kan være langvarig og smertefuld.
Afslutningen var måske villet og blev gennemlevet på ordentlig måde.
Bagefter, når lettelsen over at være kommet helskindet ud på den anden side har lagt sig, kan der i de kommende år snige sig en ensomhed ind. For dels var det måske et grundstød i tilværelsen – en drøm om dagligt fællesskab og berøring, der gik i stykker, og dels blev hverdagens krav ganske krævende uden daglig sparringspartner med aleneomsorg for arbejde, børn og socialt liv.
Her leder terapeuter mange gange forgæves, når de konsulteres for en ensomhed, som du beskriver.
For der er ikke de store barndomsproblemer eller negative mønstre at ændre. Det er en slags kærlighedssorg, som hører livet til, og som er helt igennem normal. At erkende den og leve med den er en for mange en lang og sej vej.
Det andet, vi kommer til at tænke på, er, at du måske har en sårethed i forhold til Gud og et kirkeligt fællesskab. Måske kan det hænge sammen med det ovenstående; det kan vi ikke vide.
Men man bliver ekstra følsom ved alt for fine åndelige ord og bønner, hvis det bliver for udstillende eller vellykket. At savne Gud kan også være en slags kærlighedssorg.
For troen og håbet og kærligheden bor på en måde det samme sted i sindet.
Vi kan forstå, at du har prøvet rigtig mange ting. Derfor er vi også meget ydmyge i forhold til at give dig flere gode råd. Vi synes, du skal fortsætte med at tage initiativ til kontakt – både til mænd og kvinder, i og uden for det kirkelige landskab, i nærmiljøet eller på nettet.
For statistisk set er der flere chancer ad den vej for at møde noget eller nogen, der kan fylde dit hjerte med glæde, og som kan jage ensomheden ud. En god mand at dele dit liv med ville ikke være at foragte.
Vi skal gøre os umage og gøre, hvad vi kan for at øge chancerne for det gode liv.
Men i sidste instans må vi satse på det gode, gamle ord, som hedder nåde. Nogle gange kan den være borte og gemt bag svære ting i mange år.
Det hører med til livets kors og mysterier. Andre gange kan den pludselig mærkes og være der, når vi mindst venter det.
Vi vil ønske, at den vil ramme dig en dag.
Mange hilsener Anette og Jørgen