Brevkassen: Angsten kan være massiv

Efter mange år med angstdæmpende og antidepressiv medicin bør man langsomt trappes ud af pilleforbruget. Sker det for hurtigt, kan aftrapningen føre til svære abstinenser og være farlig i sig selv

Det er klart, at man aldrig må aftrappe antidepressiv medicin, som man har fået gennem adskillige år på få dage, svarer brevkassen "spørg om livet".
Det er klart, at man aldrig må aftrappe antidepressiv medicin, som man har fået gennem adskillige år på få dage, svarer brevkassen "spørg om livet". Foto: .

Kære brevkasse

Der er blevet skrevet en del om angst i de sidste uger. Jeg vil derfor gerne supplere med min beretning om angst. Jeg er livslang depressiv. For en del år siden måtte jeg nødtvunget skifte psykiater, fordi han gik på pension. Min nye psykiater ville give mig noget andet medicin og trappede de tricykliske antidepressive medikamenter, som jeg havde fået i 12 år, ned på få dage. Jeg fulgte hans anvisninger til punkt og prikke.

LÆS OGSÅ: En vellykket behandling af angst

Først røg jeg op i en mani, som aldrig før var sket for mig og så kom angsten. Først som små eksplosionerså som et flammehav. Når jeg skulle prøve at forklare, hvordan jeg havde det, sagde jeg, at det var som at stå på 17. etage i en brændende skyskraber mellem afgrund og flammer. Og der var ingen flugtmulighed. Flammerne var jo i mit hoved.

Piller var det eneste, min læge kunne gøre godt med. Jeg spiste piller nærmest med en skovl: Lexotan, Stesolid, Tafil og flere af den slags. Og antidepressiv medicin naturligvis. Jeg var opfyldt af et stærkt behov for lindring: Jeg talte timerne, til jeg kunne få en ny dosis. Jeg blev indlagt. Her snakkede jeg i fem minutter med en læge, som tog al medicinen fra mig. Ellers var der ikke nogen anden behandling. Jeg fik det, så jeg ikke kunne være stille et sekund. Jeg vandrede og vandrede dag og nat i ekstrem pine utilgængelig for mine besøgende. Til sidst stødte to umuligheder sammen: Mine ben kunne ikke længere bære mig; men jeg kunne heller ikke hvile, ikke et sekund. Noget steg op i mig dybt nede fra: Jeg fik samlet mine ejendele og fik en sygeplejerske til at ringe efter en taxi. Jeg kom hjem klokken to om natten, tog piller og sov. Da var jeg derude, hvor intet land og intet håb mere kunne skimtes.

Heldigvis dukkede en ven op ikke bare en dag, men hver dag! Man ville indlægge mig på Sankt Hans. Helt umuligt, sagde lægen der, for jeg hørte mere hjemme på Stolpegården, et angsthospital. Men der erklærede de, at jeg var for syg! Hvad så? Ja, så ingenting. Gode venner skaffede mig en psykiater, der om ikke andet langsomt fik kørt mit pilleforbrug ned. Angsten var nu ikke længere flammer. Jeg havde mange angstbegrænsninger, havde svært med klaustrofobi og var bange for at tage toget; men når jeg først kom ind, så gik det. Hvis et S-tog holdt mellem to stationer, fik jeg det, så jeg simpelthen ikke kunne være der. Jeg levede med den uudholdelige angst og angsten for angsten.

Det tog 10 år. Hvis jeg skal sige, hvad en sådan tilstand er efter at selvevanvidsflammerne døde ud så er det den totale umulighed af hvile. Jeg mener selvfølgelig ikke, at jeg ikke sov, selvom aftenerne var et mareridt. Men der er ikke etøjeblik, nat eller dag, hvor man bare er i hvile. Det er ikke muligt. Altid er sjælen strakt og spændt ud for at komme væk fra øjeblikket det uudholdelige.De to sidste år kom jeg til en psykolog. Han hjalp mig. Så kunne jeg efter 10 år begynde at samle mit liv op.

Det, jeg her har fortalt, er vel af en anden karakter, fordi det blev forvoldt ved en psykiaters uvidenhed om psykofarmakas virkninger. Men der må vel findes andre, for hvem angst ikke er en pæn lille lidelse, man kan komme ud af ved at tage sig sammen.Venlig hilsen

Kaja

Kære Kaja

Tak for dit brev, hvor du beskriver dine erfaringer med behandlingssystemet. Det er desværre ikke til at komme uden om, at du ikke er den eneste, der er blevet mødt med en dårlig og arrogant behandling gennem årene. Heldigvis er det også sådan, at rigtig mange mennesker får både rigtig og god hjælp.

Det er klart, at man aldrig må aftrappe antidepressiv medicin, som man har fået gennem adskillige år på få dage, ligesom det er fagligt helt uforsvarligt at tage den beroligende medicin, som du beskriver, væk fra den ene dag til den anden. Noget andet er, at du sandsynligvis aldrig skulle have haft al den medicin, som du spiste med en skovl. Men når man først har taget en pæn dosis et stykke tid af Stesolid og deslige, må man aldrig slutte fra den ene dag til den anden. Så får man abstinenser i massiv grad, som kan være direkte farlige. Sådan som du beskriver det, har du haft store abstinenssymptomer med svær angst og uro oven i den depression og angst, som du har levet med i mange år.

Dit brev minder os også om at gøre opmærksom på, at angst er et symptom, som findes i alle slags psykiske lidelser. Angsten kan være altopslugende intens i de forskellige psykoser som for eksempel skizofreni, og angsten kan i forskellig grad martre sindet, når man har en maniodepressiv lidelse eller mærker depressionens livsindsnævrende symptomer.

Når vi i brevkassen for nylig skrev om angst, handlede det mest om det, man kalder de specifikke angstlidelser. Det vil sige lidelser, hvor man ikke er psykotisk, og som karakteriseres af forskellige slags fobier, svære bekymringer, tvang eller anfald af angst og panik.

Vi tror ikke, at man kan gradbøje lidelsesgraden, sådan at man kalder nogle sygdomme for lette og andre for svære. For nogle gange kan man leve rimeligt med en såkaldt tung diagnose, mens det kan være uudholdeligt at leve med en svær fobi eller med hyppige panikanfald. Her er virkeligheden meget mere sammensat.

Vi tror ikke på, at angst er en pæn lille lidelse, man kan komme ud af ved at tage sig sammen. Men vi tror på, at de allerfleste kan komme langt og få god hjælp ud af angstens kvælertag, uanset hvilken diagnose angsten bor i. Forudsætningen er, at man finder og mødes af gode fagpersoner, som har faglig indsigt i relevant og virksom medicinsk behandling, og som kan være ligeværdige og respektfulde samtalepartnere om at tackle angsten og finde vej i det sårbare menneskeliv.

Det er godt at læse, at du på trods af mange års angst, er kommet et sted hen i dit liv, hvor du kan sige, at der var noget, der hjalp, og at du nu er begyndt at samle dit liv op.Mange hilsener