Nu er tiden blevet moden til, at jeg sender jer et spørgsmål. Jeg kender flere par med en syg mand eller kone, men jeg har ikke haft frimodigheden til at tage emnet op med dem, for jeg er bange for at ødelægge noget hos dem eller hos os. Det bliver jo hurtigt den enes skyld, at der mangler noget i forholdet.
Jeg har været gift i godt 10 år og har sunde og godt fungerende børn med min kone. Der er ingen bonusbørn i vores forhold. Vi er begge i 30?erne og godt uddannede. For tre år siden var jeg gennem en stor og langvarig operation, som kunne have medført handicap, men det gjorde den lykkeligvis ikke. Da jeg kom hjem fra sygehuset, kunne og måtte jeg ingenting, og min kone var ene om at passe huset og vores børn, hvoraf den ene brugte ble. Hun havde en stilling på 31 timer, og vi var ikke økonomisk klemte.
Først efter godt en måned kunne jeg lidt mere end at læse historier for børnene. Hun var så træt om aftenen, at der ikke var overskud til intimitet og sex. Jeg trængte i den grad til at føle mig som hendes mand og ikke kun som hendes patient. Jeg blev afvist rigtig mange gange, og det skete flere gange, at jeg græd mig i søvn. Jeg kunne ikke modargumentere, jeg var svækket efter operationen, og hun fravalgte mig aktivt. Jeg ville ikke tvinge hende til noget. Min kone kunne ikke forstå mig, for jeg måtte da kunne indse, at hun var træt, når hun både skulle hente og bringe unger, vaske tøj, gøre rent og lave mad.
Sådan stod det på i cirka fire måneder, inden hun fik interesse for mig igen. Jeg lider stadig under den oplevelse. Jeg har følt mig helt forkastet af min kone, har været langt nede, men jeg er stadig meget bange for at blive afvist. Jeg har haft et stort mindreværd i forhold til hende. Hun siger, at jeg ikke længere viser hende fysisk opmærksomhed, men jeg har ikke modet til det, og lysten mangler også. Min seksualdrift er tæt på nul. Når hun lægger op til sex, er der dog ingen problemer. Hun accepterer tilstanden, for hun ved hvorfor.
Jeg bærer ikke nag til hende, vi skændes ikke. Jeg har tilgivet hende, men jeg har store sår indeni, som jeg ikke ved, hvordan jeg får helet. Hun var som en husholder, en, der var ansat til at tage sig af hjemmet, og så kunne jeg kigge på hende og passe mig selv. Min kone er sød og dygtig, og jeg har ikke lyst til at anklage hende og give hende skyldfølelse, for hun gjorde virkelig et stort arbejde dengang. Vi har snakket om problemerne flere gange. Hun har bare meget svært ved at forstå, at jeg ikke er kommet mig over mine sår for længst, for så slemt kunne det da umuligt have været at være mig. Jeg er blevet fysisk rask, men indeni føler jeg mig mærket for livet.
Venlig hilsen
Strandløberen
Tak for brevet. Det er godt at høre, at du er kommet godt igennem den svære tid trods alvorlig operation, og at du fysisk fungerer godt igen. Når det gælder det problem, du rejser, med afvisning eller manglende seksuel lyst eller behov for nærhed i nogle måneder fra din kones side i din rekonvalescensperiode, har vi lyst til at give dig en udfordring.
Du skriver, at din kone måtte klare hus og hjem og flere små børn, hvoraf den ene var ganske lille, samt passe arbejde og tillige sørge for mad og de fornødne ting til en syg mand, så du kunne komme dig. Du havde i tillæg en forventning om, at hun kunne åbne sin krop og sin intimitet for dig, efter at hun havde præsteret alt det andet. Her tror vi, at du er ude i nogle forestillinger og har nogle forventninger, som er helt urealistiske. Og vil du fastholde dem, vil du også være sikker på at beholde en indre krænkelse og et indre sår, som er ulægeligt. Der er langt mere håb og heling i at opgive det urealistiske og tænke barmhjertigt om din kones indsats. Hun skal ikke tilgives. I stedet skulle du give hende en medalje.
Alle mennesker har en grænse for, hvad de kan magte. Og når kriser banker på døren, så har vi til tider en fabelagtig evne til at klemme balderne sammen og virkelig tage fat. I jeres situation blev din kone klar over, at stort set alt måtte ligge på hendes skuldre. Derfor måtte hun stærkt prioritere de kræfter, hun havde til rådighed, og så er hun ellers gået i gang. Vi synes, du skulle vende det hele på hovedet og vende blikket væk fra de "sår", der for os at se er kommet ud fra urealistiske forventninger og i stedet lade blikket hvile på hende, der har stået last og brast sammen med dig og forsøge at se hende med nye øjne. Tænk på, at hun bare har været der hele tiden, taget fat og klaret tingene, og så er hendes lyst endda vendt tilbage efter få måneder.
Seksuel nærhed er aldrig et krav, som vi kan forvente, men en gave, vi får fra en anden. Det er muligt, at enkelte mennesker kan deltage i seksuelle aktiviteter, når de er pressede og tappede for kræfter, men i hvert fald for de allerfleste kvinder og for mange mænd hænger lyst og nydelse på dette område sammen med en vis portion overskud. Det overskud har slet ikke været der for din kone, mens du var syg.
Hun har snarere kørt på viljen og prøvet at begrænse sit følelsesmæssige underskud. Og tillige har hun sikkert også været rigtig bange for, hvordan din operation og sygdom skulle udvikle sig.
Hvis du fortsætter med at være krænket over din kones reaktion, kan du risikere at komme til at skubbe hende fra dig. Og hvis du ikke efter vores udfordring og milde opsang til dig kommer på nogle andre tanker og får et andet blik på forløbet, så må du søge hjælp hos en psykolog eller anden behandler for at få hændelserne perspektiveret. For så handler det om en dybere usikkerhed eller problematik.
Vi håber, du kan snakke med din kone om din oplevelse og få anerkendelse for, hvordan du havde det, men vi håber også, at du kan få nogle helt andre briller på i forhold til din egen sårethed. For det vil kunne gavne både dig og din kone og jeres kære børn.
Mange hilsener