Skal man altid kunne tilgive?

Spørg om livet Når voksne gør børn fortræd og ikke siden vil erkende dette, er det næsten ikke muligt at tilgive. Nogle gange må man overlade tilgivelsen til højere magter

En læser har svært ved at tilgive sit ophav. -
En læser har svært ved at tilgive sit ophav. -. Foto: arkiv.

Kære Brevkasse

Jeg læste med interesse jeres brev i sidste uge om at tage vare på børn. De er jo prisgivet de voksne. Jeg arbejder selv med børn til dagligt og ser, hvor stor forskel der er på de børn, der bliver mødt med tryghed og respekt, og så de børn, som ikke har modne eller ansvarlige forældre.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg er selv et barn, der forstår hvert et ord af det, som Alice Miller skriver om. I nævnte hendes bøger sidste uge, og jeg har læst og haft stor gavn af dem, fordi de har hjulpet mig til at have lov til at have smerten med mig fra min egen barndom.

Jeg kommer ikke udefra set fra ringe kår, men det var ikke godt for et barn at være i mit hjem. Der var magtudfoldelse, kontrol og frygt. Der blev også indimellem taget fysisk afstraffelse i brug. Min bror fik flere tæsk end mig, men jeg var nok mere følsom i mit sind end ham, og jeg levede i så megen frygt og utryghed igennem mange år. De voksne havde ikke evne til at se børnenes behov. Det handlede om dem selv, og så handlede det om at holde en fin facade. Jeg har grædt mig i søvn utallige gange, men jeg troede jo, at det var mig, der var forkert, for børn ved jo ikke bedre. Det er først som voksen og efter år med terapi og hjælp fra min mand og hans familie, at jeg er kommet ud i et mere lyst og åbent landskab. Men hvor har det taget mange kræfter fra mig. Når jeg ser andre, som har et nært og hyggeligt forhold til deres forældre, så stikker det i mit hjerte. Og jeg har en stor sorg over alt det tabte liv.

Egentlig er jeg et menneske, som ikke kan lide at bære nag i forhold til andre, og min grundholdning er, at man skal bestræbe sig på at tilgive hinanden. Jeg ser jo også i det daglige, hvor meget godt der er i kølvandet af den holdning, men jeg må ærligt tilstå, at jeg har svært ved at tilgive mit ophav. Jeg synes, at de var så selvoptagne, og når man som lidt større fortalte, hvor bange man havde været, eller hvor ondt det havde gjort, ja så fik man endnu en gang at vide, at det enten var ens egen skyld, eller at man da tog helt fejl, eller at det ikke er godt at bære på vrede. Så jeg har aldrig fået forståelse eller oprejsning. I stedet blev jeg igen og igen bekræftet i, at det udelukkende var mig, der var noget galt med. Min bror kan jeg ikke finde forståelse hos heller, for han er blevet indelukket, hård og på mange måder følelseskold. På mange måder kan jeg godt forstå det. Men det er ensomt at have været barn i et landskab, der ikke var trygt, og samtidig være uden nogen, der bekræfter en i, at det netop var sådan, det var.

Nu læser jeg jo også om det, der skrives i disse tider om andre overgreb mod børn. Det er næsten uudholdeligt, for man gør børn fortræd ikke bare i det øjeblik, det sker, men man skader deres liv og sjæl. Og det kan stjæle år af barndom og voksenliv. Skal alt kunne tilgives? Er det ikke for meget at forlange, når netop små mennesker bliver trampet på af voksne? Det er et stort spørgsmål, det ved jeg godt, men eftersom jeg tænker meget over det, havde jeg lyst til et input fra jer.

Venlig hilsen

Lone

Kære Lone

Tak for dit brev. Først har vi lyst til at sige, at vi er overbeviste om, at din familie og dine børn i dit professionelle virke møder et menneske, som bidrager til gode vækstbetingelser. For med din baggrund og med den bearbejdning, som du af nød har været igennem, tror vi, at du har fået en følsomhed for andre, som ikke kan læres ad intellektuel vej. Det betyder også, at du nok hører til de mennesker, som har mærket lidelse på egen krop, men som ikke er blevet bitter eller ubevidst fortsætter med at gentage fornedrelsen eller afvisningen af sig selv eller andre.

Når det er sagt, ved vi, at der fortsat er den smerte, som du beskriver. Man har måske i årevis forsøgt at snakke med sit ophav om det, måske konfronteret dem eller strakt sig langt for at forstå deres perspektiv? Man kunne så godt tænke sig, at der blev gjort op, at man blev helt færdig med noget ubærligt, eller at der kom en dyb anerkendelse af, hvad man havde været igennem, og hvad det havde kostet. Fra dem, som havde hovedansvaret for det. Man ville så gerne – og allerhelst efter flere og anerkendende samtaler – tilgive og genoprette de brudte relationer. Når det efter mange frustrerende længsler og forsøg ikke sker, opstår tanken om at tilgive alligevel – inden i sig selv. Måske fordi vi hører eller erfarer, at tilgivelse kan frigøre.

Måske skal der tænkes anderledes? For kan man bare tilgive ud i den tomme luft? Kan man tilgive nogen, som ikke ønsker eller vil have nogen tilgivelse? Er det respektfuldt at ville tilgive nogen, som fastholder, at der ikke er sket nogen fejl, eller som bagatelliserer eller benægter den oplevede skade?

Forfatteren Herbjørg Wassmo nævnte i sidste uge i denne avis, at "tilgivelsen måtte en højere magt tage sig af". Hun var gennem barndommen blevet seksuelt misbrugt af sin far. Han erkendte ingenting og bad aldrig om tilgivelse. Vi tror, at der er visdom i Wassmos sætning. For der er forhold af så smertelig og destruktiv karakter, at det må løftes højere op.

At tvinge sig selv eller andre til at tilgive mennesker, der har udøvet vold, eller som har været årsag til en årelang atmosfære af angst, og som afviser og benægter de faktiske forhold, er på en måde at pådrage sig selv nye overgreb.

Det må højere op. Jesus bad på korset til sin himmelske far: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør". Der er forhold, som vi må overlade til Gud. Både dommen og tilgivelsen. Og så lade ham om det. I stedet må vi prøve at forsone os med det liv, der blev vort, og måske leve med en større eller mindre fysisk og følelsesmæssig afstand til de mennesker, som ikke kan eller vil tage ansvar. At se i øjnene, at de ikke havde modenhed eller evner til at vide bedre, er en sorg, der kan tage lang tid. Og nogle gange kan der komme stik fra den ved bestemte lejligheder flere år efter, at vi troede, den var gennemlevet. Men det er nok den eneste vej at gå, hvis både sandhed og kærlighed skal bevares.

Mange hilsener

Annette og Jørgen