Kære Brevkasse
I 27 år har jeg levet i et lykkeligt ægteskab. Vi har en god omgangstone, hygger os, har oplevet meget og har et godt sexliv. Vi har dejlige ønskebørn, som er flyttet hjemmefra, og vingerne bærer så flot for dem alle. Vi har en dejlig familie og en stor vennekreds, har flere fælles interesser og også noget hver for sig. Vi bor godt i et hus, som vi har udvidet gennem årene, og vi har flere planer, som vi er enige om.
Min mand har et utroligt overskud. Han er interesseret i alt og alle, hjælper de enlige kvinder i omgangskredsen og de gamle forældre på begge sider. Han var mig utro for 17 år siden, men det stoppede, da jeg opdagede det, og vi fandt melodien igen.
I foråret opdagede jeg, at den var gal igen, og han gik til bekendelse. For otte år siden mødte han nemlig en kvinde, og de blev besat af hinanden og havde tre lykkelige måneder sammen. Hun gjorde det forbi, fordi hun ikke kunne få ham helt, men i årenes løb har de set hinanden og indimellem haft et forhold.
Det har så været af kortere varighed. Hun har sagt fra, og der er gået op til flere år, før de har kontaktet hinanden igen. Jeg har intet mærket; jo lidt et par gange, men mistro og jalousi er jo ikke af det gode.
Han siger, og det tror jeg på, at han aldrig har tænkt på at forlade mig og såre mig og ødelægge det dejlige liv, vi har sammen, at han elsker mig og kun kan forklare det med en besættelse af hende. Han havde ligesom to verdener, for det kunne foregå i arbejdstiden.
Vi har talt meget åbent og ærligt om det, der er sket, og vil prøve at leve videre sammen og finde nye oplevelser og udfordringer sammen. Han er meget lettet, for det har jo naget ham, selvom han ikke har kunnet tage sig sammen til at sige hende helt fra.
Jeg tror og stoler på ham med hjernen, men mit hjerte har det svært. Jeg kan acceptere de tre måneder for otte år siden, men jeg har svært ved at forstå, at han kunne blive ved med at kontakte hende gennem årene, når vi havde det så godt på alle måder. Hvordan kunne han gøre det og så komme hjem og om aftenen ligge i læ bag min ryg og sige kærlige ord?
Jeg har naturligvis tænkt på skilsmisse, men ved ikke, om det er det, jeg ønsker, blandt andet fordi børnene elsker og beundrer os, ligesom vores gamle har brug for os, og ligesom der er hensynet til vores dejlige vennekreds og så videre.
Det er svært. Udefra set er hverdagen den samme, men jeg elsker ham ikke som før, har ikke samme lyst til goddagkys, at holde i hånd, at give og modtage omsorg. Og når vi har sex, er jeg alt for klar i tankerne. Måske skal jeg bare give det tid?
Venlig hilsen
Den forvirrede fynbo
Kære fynbo
Vi kan godt forstå, at du er forvirret. For du fortæller om et dejligt parforhold i mange år. Og så har din mand alligevel i lange perioder haft et liv ved siden af. Hvordan det har kunnet lade sig gøre, er ikke så let at forstå. Du fortæller, at din mand har masser af overskud og kræfter til at tage fat og hjælpe både det ene og det andet sted. Det virker, som om han er en driftig mand, ikke bare på det seksuelle område. Desværre har han ikke været så potent, at han har været mand nok til at sætte nogle af sine behov til side for at værne om den kærlighed, I har til hinanden.
At du for år tilbage har kunnet lægge den utroskab, som du selv afslørede, bag dig, er på mange måder imponerende det er bestemt ikke alle, der kan fortsætte med ufortrøden glæde efter sådan en skelsættende erfaring og så i tillæg kunne sige så mange gode ord om sit parforhold, som du kan. Nu er I så det samme sted igen, efter at din mands hemmelige liv endnu en gang er kommet for en dag. Og vi ved ikke, hvor vejen går videre for jer. Men vi synes, at du skal tage dine egne tanker og følelser meget alvorligt. For du står i fare for at idyllisere jeres fælles liv og behandle dig selv på samme måde, som du er blevet behandlet af din mand, og blot overlade til tiden og de øvrige gode livsomstændigheder at læge sårene.
Det virker, som om din mand tænker, at I bare kan fortsætte jeres liv sammen som hidtil, holde i hånd og have sex og så videre, uden at det vækker alvorlige ekko i dit sind. Sådan spiller orglet nok ikke, hvis du er ærlig over for dig selv. Han har haft et langvarigt hemmeligt liv ved siden af, og det har altid en høj pris at lyve både for sig selv og andre. Mest bekymrende er det, at han gentagne gange kun stopper op, hvis han afsløres. Han ved ikke selv, hvor stopknappen sidder. Og så er det værd at lægge mærke til, at en adfærd gennem flere år bliver kaldt for en besættelse. Med et sådant ord fra dæmonernes verden fraskrives det personlige ansvar. På den måde bliver han lige pludselig et offer, som man skal have medlidenhed med. Men det betyder også, at man aldrig kan vide, hvornår den næste dæmon kan bemægtige sig den sagesløse mand.
Hvis I ønsker et ærligt forhold fremover, kommer I ikke uden om en svær og alvorlig fase i jeres fælles liv. Det kan tage lang tid at få dybe sår til at læges, men hvis I får dem renset for bagatellisering, idyllisering og anden betændelse, kan det måske bringe jer sammen på en dybere og mere ansvarlig måde. Måske må din mand mærke din ærlige vrede og dine oprigtige overvejelser, og måske skal I også sammen se på, hvorfor det gik, som det gik. Som hjælp kunne det være en ide at læse den norske bog Utro, skrevet af Frode Thuen, som er psykologiprofessor i Bergen. I bogen siges der både noget til den, som har været utro, og til den, som har oplevet utroskab, og der er udfordringer og inspiration til begge parter til at finde en bedre vej fremover. Det kan også være, at du denne gang har brug for en tredjepart, som du kan dele dine forvirrede tanker med, så du kan finde ud af, hvad du skal vælge. Vi kan godt forstå, at det vil være vanskeligt at beslutte sig for skilsmisse, når I har så meget godt at kæmpe for. På den anden side er du nødt til at være tro mod dig selv, for din mand har tilsyneladende svært ved at tage det ansvar på sig.
Mange hilsener
Annette og Jørgen