Erotiserende Zweig-noveller er næsten lige så underskønne som det erotiske mysterium selv

Erotik og pædagogik møder ­hinanden i Zweigs mesterlige noveller fra den gamle verden

Erotiserende Zweig-noveller er næsten lige så underskønne som det erotiske mysterium selv
Foto: AP/Ritzau Scanpix.

”Ved De, hvad amok betyder?”, spørger en beruset mand sin samtalepartner på en oceandamper, der sejler fra Calcutta (den indiske storby, som nu hedder Kolkata) til Napoli i 1912: ”Det er et vanvid, en slags menneskelig hundegalskab … et anfald af meningsløs monomani,” uddyber han.

Tilstanden befordres særligt af den ”lumre, koncentrerede atmosfære, der virker trykkende på ens nerver som et tordenvejr under optræk, før det pludselig bryder løs… Altså amok… ja, amok, sådan er det.”

Ja, sådan er det måske, men selvom ordet ”amok” angiveligt har indonesiske rødder, og rejseselskabet er stævnet ud fra Calcutta, er det nu ikke et fænomen, der synes betinget af geografi.

Mesteroversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad har udvalgt fire lange, erotiserende Zweig-noveller, og de er næsten lige så underskønne som det erotiske mysterium selv. De afdækker erotikkens højst ubegrænsede tilstedeværelse over alle landegrænser. Zweig kaldte sine egne møder med drenge ved den gamle verdens storbyers kanalbredder for ”paradoksale episoder”, og lige så paradoksalt godt fungerer humanistens klassiske, hvidkalkede prosa til at fremstille drifternes afgrunde.

Den paradoksalitetens bersærkergang, man møder i Calcutta-fortællingen, handler om en enegænger af en tysk læge, der opsøges af en gift engelsk kvinde. Hun har brug for en abort, så hendes mand ikke opdager en lille bid af verdens evige utroskab. Hendes selvsikkerhed og hendes sårbarhed, hendes snuhed og hendes krops skønhed, kort sagt hans had og kærlighed til hende, ender i dette civiliserede menneskes amokløb: en kvinde og moders død.

Læseren vil nok her vide at værdsætte, at man for en gangs skyld faktisk har gavn af sin freudianske drenge-videnskabelighed, som enhver dansklærer har indpodet os alle. Zweig forstod faktisk Freuds radikalitet og vidste at bruge den på en sådan måde, at en af tilværelsens afgrunde kommer til syne i novellerne på tværs af køn og alder: I os alle pumper det, abortlægen skal lære at kalde det ”hede, hellige blod”.

I den anden ende af menneskespektret kan man eksempelvis møde den gamle Shakespeare-professor, der nok har sig en yngre og skønnere kone, men kun kan brillere akademisk og pædagogisk, når de unge, mandlige studerende lytter. Også her er blodet helligt, men kun ydre stimuli højner trykket. For, som han docerer: ”Al ånd stammer fra blodet”.

Professoren kan tale uendeligt plastisk om det år, da Shakespeare fik opført sit Globe-teater, så det lyder som en af Zweigs kendte stjernestunder i menneskehedens historie – hans indfølte skildring af verdenshistoriske øjeblikke. Da en ung student bliver betaget af professorens evne udi denne pædagogiske kunst, og professorens hellige blod endnu en gang bruser, må det blive farligt – men aldrig amoralsk for den fintfølende æstetiker.

Farligere bliver det faktisk for den 12-årige, overkloge rekonvalescent-dreng. Han keder sig, og det samme gør en kvindeglad baron på kur-stedet, hvor de alle spilder tiden. Så da baronen beslutter sig for at forføre drengens mor – hvad skal man ellers lave? – bruger han drengen, der har forelsket sig i sin nye mentor, til at nå moderen. Men erotiske relationer er risikable, og i dette trekantsdrama med mor og erstatningsfar lykkes det drengen at gennemtvinge moderens hengivenhed til sit barn og at opgive sin kvindelighed. For som baronen plastisk og kynisk vurderer:

”Hun var i den afgørende alder, hvor en kvinde begynder at fortryde, at hun er forblevet en ægtemand tro, som hun egentlig aldrig har elsket, og hvor hun i sin skønheds purpurrøde solnedgang for sidste gang skal træffe det afgørende valg. Om hun vil være mor eller kvinde.”

Så hvordan lyder det erotiske evangelium ifølge Stefan Zweig? Erotik er et angreb, et spil. Blodet er helligt, fordi ”verdens hemmelighed” er erotikken. Det er den, der driver os. Man kan sige, at det er en fattig metafysik, men det er et ubestrideligt faktum, at Zweig som minimum holder en tvetydig vibration i live i den, både sprogligt og indholdsmæssigt. Det foregår nemlig både på ondt, fordi erotikken repræsenterer amokløbets mulighed for alle mennesker. Men også på godt, fordi den – og dette har man ofte villet overse i Zweig-sammenhænge – er forbundet med et af den gamle verdens bedste fænomener: pædagogen.

Her menes der ikke fodformede sko, røde faner og sværmeri for massemordere, men den sandt dannede humanist, der som mentor kan opdrage og opelske i sit billede. Disse to ting hænger faktisk sammen, når man synger sange fra verden af i går.