Afhøringen af Inger Støjberg i Rigsretten har udstillet nogle af de mest kyniske mekanismer i moderne politik. At signaler og kommunikation ofte langt overgår det faktiske indhold af politiske beslutninger.
Tidligere udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg kæmper i Rigsretten for sit politiske liv, sin ære og sit verdensbillede. Anklager Anne Birgitte Gammeljord kæmper ikke for så meget, men forsøger pligtskyldigt at afdække den tidligere ministers skyld.
Helt efter tidsplanen blev anklageren efter to dage tirsdag klokken 15 færdig med at udspørge Inger Støjberg, og i morgen skal to af hendes forsvarere stille spørgsmål til deres egen klient.
Derefter følger afhøringer af en lang række vidner, herunder ikke mindst embedmænd og -kvinder.
Efter de første afhøringer står Inger Støjbergs strategi for en frifindelse rimeligt klar. Et flertal af dommerne skal overbevises om, at hun intet har haft at gøre med den praktiske udmøntning eller administration af reglerne om at adskille asylansøgerpar med mindst en mindreårig ægtefælle, så længe de bor på et asylcenter.
Det har ene og alene været embedsmændenes opgave. Selvom Inger Støjberg den 25. januar 2016 i et Facebook-opslag klart tilkendegav, at alle par uden undtagelse skulle skilles fra hinanden på centrene, er hun hele tiden gået ud fra, at Udlændingestyrelsen holdt sig inden for den gældende lovgivning og de internationale konventioner, Danmark er forpligtet af.
Centralt i hendes forsvar står et notat, der blev udarbejdet den 2. februar 2016, og som en af hendes medarbejdere underskrev på hendes vegne den 9. februar, det vil sige dagen før, hun udsendte sin pressemeddelelse om, at alle par uden undtagelse skulle skilles. I notatet stod der modsat, at man skulle tage individuelle hensyn. Det papir havde ellers slet ikke været nævnt, indtil Inger Støjberg pludselig trak det frem sidste år, da Instrukskommissionen behandlede sagen. Kommissionen valgte dog at se helt bort fra det, da det aldrig fik nogen reel betydning.
Under mandagens afhøring forklarede hun, at hun godkendte notatet, fordi hun havde fået at vide, at det kun var en hypotetisk mulighed, at par ville få lov at forblive sammen. Der var så mange ting, der skulle være opfyldt på samme tid – parrene skulle have levet sammen i forvejen, de skulle have et eller flere børn, der skulle ikke være alt for stor aldersforskel mellem ægtefællerne, og der måtte ikke være tale om tvang i forholdene, så i praksis ville det stort set aldrig blive aktuelt, hed det sig.
Det viste sig ikke helt at holde stik. 5 af de 32 berørte par fik faktisk lov at forblive sammen. Det fik Inger Støjberg nys om i løbet af foråret, om end hun ikke helt kunne sætte dato på, hvornår det skete. Det kom under alle omstændigheder meget på tværs af hendes politik.
Anne Birgitte Gammeljord spurgte interesseret til, hvorfor hun i samråd og en stribe spørgsmål fra Folketinget ikke bare sagde det, som det var: At parrene havde krav på en individuel sagsbehandling, og at i den konkrete sagsbehandling havde det vist sig, at fem af parrene følgeligt havde fået lov at blive boende sammen?
Inger Støjbergs svar gav et indblik i den kynisme og det totalteater, ikke mindst moderne udlændingepolitik er blevet, hvor signaler og kommunikation er langt vigtigere end det faktiske indhold af politiske beslutninger. Ikke mindst gav den svar på, hvordan hun så sin egen rolle i det spil.
Et samråd i Folketinget er et ”100 meterløb i grillning af en minister”, lød det blandt andet fra Inger Støjberg. Derfor kunne hun ikke bare sige det, som det var. At der blev gjort fem undtagelser fra den generelle regel om at adskille alle asylpar kunne gøre hendes sårbar for kritik fra de øvrige partier. Men hun var var også bange for det signal, hun kunne komme til at sende til sine egne embedsmænd. Udlændingestyrelsen ville måske have opfattet det bløde (men korrekte) svar sådan, at de bare kunne lade flere par blive sammen og dermed udhule hendes politik.
Inger Støjberg var chokeret over, at undtagelserne dukkede op. Ingen af de fem konkrete tilfælde nævnte hun dog på et samråd om sagen, men i stedet et tænkt eksempel, hvor et par kunne forblive sammen på asylcentret, hvis de var blevet gift her i landet, og der var udstedt et kongebrev på forholdet. Eksemplet eksisterede faktisk i virkeligheden, nemlig i skikkelser af et armensk par, der var blevet gift af en armensk præst i Give Kirke, og hvor den ene ægtefælle var under 18 år.
Alligevel blev det ikke nævnt. På samråd i Folketinget stiller politikere ofte flere spørgsmål i træk, og for ministeren er den store fordel, at hun så selv vælger, hvilke hun vil svare på. ”Man plukker lidt i det, man finder mest bekvemt at svare på”, som Inger Støjberg udtrykte det.
Når Jyllands-Postens journalist Orla Borg spurgte, om den konsekvente adskillelse af asylpar var et problem i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (om retten til et familieliv), fik han ikke svar fra ministeren eller ministeriet. Den formelle forklaring var, at ministeren var på ferie, men i virkeligheden var hun hjemme hos sin far, der var alvorligt syg.
Ministeriets embedsmænd overvejede at sende et svar om, at der blev taget individuelle hensyn, så konventionen var overholdt, men det svar ville have været i strid med ministerens linje om, at alle par skulle skilles ad. Så der kom heller aldrig et svar fra ministeriet.
Når Institut for Menneskerettigheder - hvis tidligere direktør Jonas Christoffersen pudsigt nok i dag er en af hendes forsvarere - sendte et brev om, at man var bekymret for, om menneskerettighedskonventionen blev brudt, var det ikke noget ”der fyldte voldsomt meget i ministeriet.”
Man svarede end ikke, at parrene fik den individuelle behandling af deres sager om adskillelse, som instituttet efterlyste. Den tidligere minister kunne slet ikke huske, at der derudover havde været en opfølgende henvendelse fra instituttet.
Anklageren undrede sig. På et ordførermøde mellem ministeren og ordførerne fra de blå partier havde Inger Støjberg ifølge et referat skrevet af hendes afdelingschef Lykke Sørensen glædet sig over, at der ikke var kommet flere par med mindreårige ægtefæller ind på asylcentrene. Men hvad blev der af omsorgen for de stakkels piger, som skulle have et pusterum?
”Man skal ikke være blind for, at udlændingepolitik også handler om at være klar”, svarede Inger Støjberg.