Hvordan skal man leve sit liv, for at det bliver et godt liv? I Hellenismen og Romerriget bliver etikken forstået som en praktisk livskunst, der skal give mennesket en mulighed for at leve et godt liv uden lidelse og bekymringer.
Stoicismen er den dominerende filosofiske skole igennem Hellenismen og Romerriget. Den kan først og fremmest forstås som en bestemt form for livskunst. Det vil sige, at stoicismen ganske vist tilbyder en helhedsforståelse af verden og af mennesket, men samtidig udgør etikken og dermed den praktiske livskunst stoicismens hovedfokus.
Antikkens filosoffer forstår det gode liv med udgangspunkt i begrebet Eudaimonia (εὐδαιμονία). Det gode liv består i eudaimonia, eller målet med det gode liv er eudiaomina.
Ofte bliver Eudaimonia fejlagtigt oversat med begrebet ’lykke’. Ifølge den amerikanske filosof Martha Nussbaum er det mere korrekt at forstå Eudaimonia som ’menneskelig blomstring’. Det vil altså sige, at antikkens filosoffer forstår det gode liv som en form for fuld livsudfoldelse som det menneske, man er. At blomstre som menneske og dermed udfolde sin tilværelse og sine egenskaber på den bedst mulige måde.
Direkte oversat betyder Eudaimonia at leve det gode liv med sin gode skytsengel eller daimon. Det vil sige med den lille eller indre Gud. Eudaimonia kan altså også forstås som et åndeligt eller spirituelt begreb, der handler om at leve i overensstemmelse med sin intuition.
Stoicismen udgør en praktisk livsform. Det vil sige en bestemt filosofisk måde at leve sit liv på. En livskunst. Grundtanken i livskunsten er, at mennesket kultiverer sit nøgne (naturlige) liv ved hjælp af et særligt ”livshåndværk”. At være livskunstner handler også om, at vi skaber vores eget liv som kunstværk. Det gør vi ved at få de muligheder og evner frem, der allerede hviler i os.
For stoikerne er der i den forbindelse tale om at udvikle sine moralske egenskaber, dyderne. Og dermed blive dygtig til at være menneske og leve sit liv på en god og smuk måde. Livskunsten indebærer desuden, at man lever sit liv efter et bestemt visdomsideal. Atvære vis er at være dygtig til at leve sit liv. På en måde, hvor man er i overensstemmelsemed sig selv og verden. Det handler altså om at leve på en harmonisk og afbalanceretmåde. Dermed er livskunsten ikke baseret på videnskab og teknologi, men på livserfaring og livsindsigt.
Gennem livskunsten lærer man at drage omsorg for sin egen psyke. Så man kan leve et liv uden sjælelige lidelser og bekymringer. Det indebærer, at man lærer at håndtere hverdagslivets udfordringer og ikke bliver revet med af dem.
Stoicismens mål beskrives også gerne med ordet sindsro. Målet er med andre ord at opnå en tilstand af indre balance og sindsligevægt. Uanset hvad man så end bliver udsat for i livet. Tanken er med andre ord ikke, at man skal nå frem til et problemfrit liv. For stormen kommer på et eller andet tidspunkt. Nej, tanken er at man skal kunne blive stående, når stormen kommer. Ligesom fyrtårnet, der står imod havets rasen.
Stoicismens hovedtanke er, at det ikke er de begivenheder og omstændigheder, vi møder i livet, der er afgørende. Det væsentlige er måden, vi reagerer på. Og i den forbindelse er det vigtigt, at vireagerer på en afbalanceret og fornuftig måde. Det vilsige, at vi ikke lader os styre af vort begær og ikke kommer i vores følelsers vold.
Med andre ord handler det om, at vi ikke reagerer i affekt på dét, vi møder. Derfor kan ordet sindsro også forbindes med begrebet apateia. Det vil ikke sige apatisk i en moderne forstand, men at bevidstheden ikke bliver forstyrret af begær og affekter.
I dag taler vi meget om selvudvikling. Det er da også muligt at forstå stoicismen som en selvudviklingspraksis. Stoicismen handler om at udvikle sig selv, så man kan blive sig selv. Alligevel adskiller stoicismen sig også fra de fleste moderne tanker om selvudvikling. Stoicismen er nemlig langt mere radikal og dybdegående. For stoikerne er der i højere grad end bare selvudvikling tale om en særlig form for selvtransformation.
Det vil sige, at det gode liv bliver opnået gennem en fuldstændig omvendelse af ens selv og liv. På den måde er livskunsten en spirituel praksis, hvor jeg omdanner mig selv efter nogle åndelige livsprincipper. Jeg gennemgår med andre ord en åndelig omdannelse af mig selv og mit liv, så jeg bliver mig selv på ny. Så jeg med et mere kristent ord bliver genfødt.
Som en lille indskydelse er det her vigtigt at skelne mellem religion og spiritualitet. Spiritualitet betyder det samme som åndelighed, og det er en menneskelig erfaringsform, der ikke nødvendigvis forankrer sig i religioner og dogmer. Mens religioner er menneskeskabte systemer og institutioner, henviser begrebet om det spirituelle til menneskets selvoverskridende åndelighedserfaring. Stoicismen er netop ikke baseret på et religiøst trossystem, men den udgør til gengæld en spirituel livspraksis.
For at vende tilbage til omdannelsen kræver det gode liv altså en bestemt formning af den praktiske levevis og livsindstilling, der er selvoverskridende. Målet med livskunsten er i den forbindelse ikke, at jeg bliver en anden end mig selv. Tværtimod er målet, at jeg bliver den bedst mulige udgave af mig selv som menneske. Når stoicismen er en spirituel livskunst, betyder det også, at målet i den forbindelse ikke er at blive mig selv for meget.
Målet er ikke, at jeg bliver mig selv nok. Eller sagt på en anden måde er målet ikke ennarcissistisk eller egoistisk selvoptagethed. Selviskheden er jo et udtryk for, at jeg er den værste udgave af mig selv – og at jeg i virkeligheden har svært ved at være mig selv og derfor skal kompensere ved at dyrke mig selv eller opnå andres beundring. En ægte stoiker søger ikke offentlighedens søgelys og optræder ikke som offentlig meningsdanner. Heller ikke for at promovere sig selv på en kritik af narcissisme og selvudvikling.
At blive den bedste udgave af sig selv indebærer, at man forener sig med den verden, man lever i og bliver gavnlig for sine omgivelser. Det kan jeg kun, når jeg har fået kendskab til mig selv og lært at acceptere og styre, den jeg er. Når stoicismen er en spirituel livskunst peger det på, at målet i sidste ende er at blive et helt menneske, der er en del af en større helhed. Stoicismen handler først og fremmest om åndelig udvikling – om at leve i overensstemmelse med sin indre gud og blive et med naturen og kosmos.
Dette spirituelle aspekt forsvinder ofte ud af moderne forsøg på at genoplive stoicismen. Ikke mindst i den kognitive adfærdsterapi og mange af de bøger om moderne stoicisme, der udkommer i disse år. Her bliver stoicismen enten reduceret til nogle simple teknikker eller til en snævert rationel livspraksis.
Den oprindelige stoicisme ligger i virkeligheden meget tættere på buddhismen og lignende spirituelle traditioner. Vi ved ikke i dag, hvor stor den direkte forbindelse mellem buddhismen og stoicismen har været. Men vi har i de senere år fået øget viden om, at der var en kulturel udveksling mellem Europa og Indien i antikken. Allerede Pythagoras var muligvis i Indien, og det samme gjorde sig gældende for den græske filosof Pyrrhon. Desuden har historikere gjort gældende, at Silkevejen udgjorde et kraftcentrum i antikken, og at de romerske kejsere handlede med såvel Indien som Kina.
Under alle omstændigheder kan vi spore en række umiddelbare lighedspunkter mellem stoicismen og buddhismen. Begge tilgange kan betegnes som udpræget spirituelle filosofier, der sætter fokus på menneskets åndelige udvikling. Desuden har såvel stoicismen som buddhismen et mål om at opnå en tilstand af indre ro og sindsligevægt.
Det sker i høj grad gennem spirituelle praksisser, der sætter fokus på at lære mennesket at håndtere lidelser og bekymringer. Her anvender både buddhismen og stoicismen meditative praksisser, der skal gøre mennesket i stand til at være årvågent og opmærksomt. Tanken er at opnå en form for overskridelse af den rent dyriske tilstand, hvor mennesket er styret af sit begær, sine drifter og sine følelser.
Der er selvfølgelig også en række markante forskelle på stoicismen og den tidlige buddhisme. Ikke mindst sætter stoicismen en lid til fornuften, som vi ikke kan genfinde i buddhismen. Desuden opererer buddhismen med en tanke om ikke-selv, der er fremmed for stoicismen.
Mens buddhismen lægger an på at mennesket skal frigøre sig fra illusionen om, at det har et bestemt selv, lægger stoicismen i langt højere grad vægt på, at mennesket skal kende sig selv og blive sig selv.