På papiret ser der ud til at være stor opbakning til det danske medlem af Jehovas Vidner, Dennis Christensen, som i sidste uge blev dømt til seks års russisk straffelejr. Men støtten til Dennis Christensen fremstår hverken fuldtonet eller folkelig. Hele forløbet omkring danskeren rummer et væld af politiske, religiøse og menneskelige dilemmaer.
For vel har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) via Twitter talt imod dommen. Og nok har næstformanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Nick Hækkerup (S), opfordret til, at russerne skal udlevere danskeren til Danmark. Men Dansk Folkepartis Marie Krarup vil ikke kæmpe Dennis Christensens kamp:
"Han har ikke krav på støtte på den måde," udtaler hun til Berlingske.
I Amnesty Danmark har generalsekretær Trine Christensen kaldt Dennis Christensen for "samvittighedsfange" og talt for løsladelse. Men selvom anholdelsen af danskeren fandt sted i maj 2017, så er Amnesty nu stadig blot i færd med at "forberede" en underskriftindsamling.
En stribe danske, religiøse lederskikkelser har her i avisen i lørdags i en fælles skrivelse bakket op om Dennis Christensen med henvisning til religionsfriheden. Men ingen af folkekirkens biskopper var blandt underskriverne.
Den måske mest følelsesladede støtte i offentligheden til Dennis Christensens er kommet fra søsteren, Majbritt Paulsen, der også selv er medlem af Jehovas Vidner.
"De har ingenting på ham. Ikke ét eneste bevis på, at han har opført sig ekstremistisk, er blevet fremført," sagde hun her i avisen forleden om de russiske myndigheder.
Hun tilføjede: "Hans tro betyder alt for ham og kommer først i hans liv".
At religionen kommer før alt andet, det er et synspunkt, der præcist indrammer sagens modsætninger. Den stærke tro kalder på, at religionsfriheden må gælde som princip. De sociale, politiske og etiske konsekvenser af den stærke tro er samtidig det, som kalder på myndighedernes reaktion og flere kritikeres modstand.
Rusland har religionsfrihed, så dommen over Dennis Christensen må være i strid med landets forfatning, argumenterede Jehovas Vidners danske talsmand, Erik Jørgensen, over for DR forleden. Talsmanden tilføjede så i øvrigt, "at man bør adlyde Gud mere end mennesker".
For Jehovas Vidner i Rusland og i Danmark og i resten af verden kommer dette – at adlyde Jehova mere end mennesker – til udtryk på en række særegne måder. Jehovas Vidner stemmer for eksempel ikke ved valg, de siger nej til militærtjeneste, de fejrer hverken jul eller fødselsdage, de må ikke have venner uden for Jehovas Vidner, de må ikke læse kritisk litteratur om bevægelsen, de anerkender ikke nogen andre religioner eller regeringer for den sags skyld.
Alle forgreninger af Jehovas Vidner arbejder i stedet efter trossamfundets egne love, som er fastsat af ledelsen i New York, der kaldes Det Styrende Råd. Dette råd kan træffe og give "bindende personlige instruktioner".
Overtræder et medlem anvisningerne igen og igen, er straffen udstødelse, hvilket samtidig indebærer, at al kontakt skal brydes også til familiemedlemmer, der stadig er i bevægelsen. Det er så som så med friheden på de indre linjer.
Når Jehovas Vidner i sagen om Dennis Christensen alligevel hidtil har opnået en vis dansk støtte, så skyldes det mestendels gode viljer og principper om religionsfrihed og almene menneskerettigheder.
Men når støtten hverken har været fuldtonet eller folkelig, så hænger det sammen med, at Jehovas Vidner på forhånd i praksis selv har valgt at gå deres helt egne veje både teologisk, politisk, etisk og socialt.
Det er på denne baggrund, Rusland har betegnet bevægelsen som "ekstremistisk" og ulovlig, hvilket i sidste uge betød seks års straffelejr for et dansk medlem.
I Danmark vejer religionsfriheden principielt tungest, og Jehovas Vidner har været anerkendt som trossamfund af staten siden 1970. Men bag principperne gemmer sig fortsat kløfter af forskelle og uløste dilemmaer i virkelighedens verden.
Morten Thomsen Højsgaard er udviklingschef ved Kristeligt Dagblad og ph.d. i religionssociologi fra Københavns Universitet.