Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: Det vigtigste værn mod stress er at have realistiske forventninger til dig selv

Det er en alvorlig vildfarelse i vores tid, at vi tror at mennesker kan blive ved med at omstille sig og præstere i det uendelige, skriver Rikke Maj Thauer, der er aktuel med ny bog om stress. Foto: Pressefoto

Vi lever i en tid, hvor vi har fået fortalt, at alt er muligt. Og ja, det er sundt at tænke store tanker, drømme vildt og sætte høje mål. Men det er endnu mere sundt at tage små skridt, når du så skal forfølge dine mål, skriver Rikke Maj Thauer, der forfatter til bogen "Stress er også dit eget ansvar". Læs et uddrag af bogen her

Det allervigtigste værn mod stress er at begynde at være realistisk i forhold til, hvad du forventer af dig selv, og hvad du ønsker at leve op til af forventninger fra omverdenen. Efter min erfaring er det vældig nyttigt for os at acceptere, at vi har nogle begrænsninger, og at vi ikke kan overvinde dem alle, men må leve med nogle af dem. Herunder det faktum, at ingen af os – eller næsten ingen – er supermænd og -kvinder.

Selv har jeg i mange år konsekvent forventet det dobbelte af, hvad jeg realistisk set kunne overkomme. Hvis jeg havde 20 opgaver på blokken, nåede jeg kun de 10. Hvis jeg troede en opgave kun tog en time, tog den sikkert to. I stedet for at acceptere, at jeg åbenbart satte ambitionsniveauet for højt, blev jeg ved med at presse mig selv og bebrejde mig selv, at jeg ikke nåede mere.

Den dag du indser, at det er OK, at du ”kun” når de 10 opgaver, eller måske kun de fem, letter et stort pres fra dine skuldre. Og det kan ende med, at du faktisk når mere end du gjorde før, fordi du ikke skal bruge så meget energi på at bebrejde dig selv.

Den sunde fornuft er forduftet

Når du er meget hårdt ramt af stress, har du ingen realistisk idé om hvad du kan og ikke kan. Din sunde fornuft fungerer ikke. Jeg sammenligner det med en rus, når mennesker er så fyldte med stresshormoner, at de ikke er i stand til at tage vare på sig selv, mærke sig selv, tænke klart eller træffe fornuftige beslutninger. Den gode nyhed er, at den sunde fornuft vender tilbage! Når jeg får nye klienter ind ad døren, er de ofte så påvirkede af stress, at jeg billedligt talt må ”tage bilnøglerne” og fortælle dem, at de må lade være med at køre mere i bilen indtil ”rusen” er aftaget.

En hårdt stressramt mener typisk, at han ”lige om lidt” sagtens kan fortsætte med at leve, som han gør – på kanten eller måske allerede langt ude over kanten af en kollaps. Han er ikke ved sine fulde fem. Otte uger efter kan jeg spørge ham, om han kunne tænke sig at komme tilbage til det liv, han havde før. Og svaret kommer som regel hurtigt og klart: NEJ!

Posttraumatisk vækst

På dette tidspunkt i antistress-behandlingen er han blevet ”afgiftet” – hans belastning og stressniveau er ofte faldet til så godt som normalt niveau. Han er begyndt at kunne mærke, hvad han har lyst til, hvad han vil og ikke vil. Han kan mærke sig selv nu, hvad han måske ikke kunne før. Måske mærkede han alt for sjældent hvordan han havde det og satte endnu mere sjældent ord på sine behov. Det har han lært nu. Han har fået et sprog, som han kan udtrykke sig igennem.

Det er på dette tidspunkt at han – billedligt talt – beder om ”at få sine bilnøgler tilbage”. Han vil styre selv, vil bestemme over sit eget liv igen. Det er et godt tegn. Den sunde fornuft har indfundet sig – men nu i en stærkere, mere selvbevidst og mere realistisk form end før.

Dette fænomen er beslægtet med det, man kalder posttraumatisk vækst: At man kan vokse sig stærkere efter en krise, og se de positive aspekter af hele rejsen, både til og fra ”stressland”. Mange bliver bedre til at kende deres behov, værdier og prioriteringer, efter at have været ”nede med stress”. De bliver mere realistiske og bedre til at tage vare både på sig selv og andre.

Hellere en buffer end overtræk på kontoen

De fleste der har været stressramt, vil være motiverede for at udvikle et mere realistisk billede af, hvad de kan klare. Hvor du før troede at du kunne arbejde 8 timer hver dag, derefter bruge 3 timer i trafikken og på indkøb og derefter være den perfekte mor, hustru og husmor i 8 timer, opdager du, at sådan spiller klaveret ikke. Der skal mere ind på kontoen, hvis du skal kunne trives. Det er slut med at leve med overtræk.

Det er en alvorlig vildfarelse i vores tid, at vi tror at mennesker kan blive ved med at omstille sig og præstere i det uendelige, samtidig med at alt det, der nærer dem – omsorg, relationer, nærvær, kærlighed, tilhørsforhold, tillid og respekt, både privat og på arbejdspladsen – er under pres. Selvfølgelig kan vi ikke det – der skal være balance mellem ”udgifter” og ”indtægter”.

Som jeg har beskrevet det i Kapitel 1, skal der være balance mellem Det røde system (angst og pres), Det blå system (drive og præstation) og Det grønne system (omsorg og restitution). Angst og pres kan vi holde til kort tid ad gangen. Drive og præstation kan vi holde til, hvis vi trives med det – og husker at restituere. Men uden omsorg og restitution går vi til grunde.

Det er ikke nok at fylde hullerne, så du – mentalt – har fået dækket overtrækket ind og er gået i nul. Du skal også opbygge en buffer. Der skal være overskud på kontoen, når du igen begynder at trække veksler på dig selv. Når man først har oplevet at gå bankerot på grund af stress, vil de fleste foretrække aldrig mere at gældsætte sig.

Hvordan beskytter jeg mig selv?

En del af arbejdet med at styrke sit værn mod stress er at erkende og reflektere over sin egen ”negative” formåen: hvad man har svært ved, de bløde punkter, de ømme tæer, akilleshælene og sårbarheden.

Der kan være mange grunde til at der er noget, du har svært ved – noget skyldes at du aldrig har lært det, noget kan være en medfødt sårbarhed eller oplevelser meget tidligt i livet. Andet kan skyldes dårlige erfaringer eller traumer senere i livet, der har sat sig som en blokering. Nogle blokeringer kan fjernes, mens andre skal accepteres.

Du ved inderst inde godt, hvem du absolut skal holde dig fra, fordi de enten nedbryder dit selvværd eller trækker alt for store veksler på energikontoen. Du ved også, hvis du mærker efter, hvad du skal undlade at sige ja til at gøre, fordi det hverken nærer dig eller styrker dig, men bekræfter dig i nogle negative tanker om dig selv, som du faktisk gerne vil af med. Du kan spørge dig selv – eller din pårørende kan tage samtalen med dig – om hvad der beskytter dit velbefindende og din balance.

Hvad beskytter din bil mod ”hul i tanken”?
Hvad beskytter dig, så du ikke bliver syg?
Hvad beskytter dig, så du ikke lukker ned og trækker dig ind i dig selv?
Hvad beroliger dig?

På samme måde kan du (bede om hjælp til at) tage samtalen med dig selv om hvad der styrker dig og giver dig overskud.

Hvad tanker din ”bil” op?
Hvad giver dig energi?
Hvad åbner dig op?
Hvad gør dig rask?
Hvad giver dig styrke?
Hvad giver dig tillid?
Hvad skaber balance i din dag?
Hvad har du brug for?

Jo mere bevidst du er om disse ting – og jo bedre du bliver til at lægge mærke til (monitorere) både hvad der belaster og nærer dig – des bedre kan du tilrettelægge en hverdag og livsstil, så du forebygger stress.

Hvad er netop min realistiske formåen?

Vi lever i en tid, hvor vi har fået fortalt, at alt er muligt – ”if you can dream it, you can do it!”. Og ja – det er sundt at tænke store tanker, drømme vildt og sætte høje mål. Men det er endnu mere sundt, når du så skal forfølge dine mål, at tage små skridt.

Mange planer bliver aldrig til noget, fordi vi har urealistisk høje krav til os selv, urealistiske forestillinger om, hvordan vi gennemfører dem og et urealistisk billede af, hvad vi selv kan overkomme på en dag.

Når du rammes af stress, må du se på din egen realistiske formåen. Den er ikke bare affødt af din situation her og nu – hjemme eller på jobbet – men også af den historie, du har med dig. Hvis du kommer fra en familie, hvor der fx var et alkoholmisbrug, hvis du havde en skolegang, hvor du blev mobbet og der ikke blev taget hånd om det, hvis du i en tidlig alder oplevede at en nær slægtning døde, og ikke fik bearbejdet det, så kan du have en anden sårbarhed over for stress, end du ellers ville have. Og så skal du tage højde for det.

Hvis du i perioder oplever stress-symptomer, skal du ikke bare skalere ned, men også have det godt med at skalere ned. Og dine omgivelser skal have at vide og skal acceptere, at du skalerer ned. Det er dit ansvar at skalere ned – og det er din ret at skalere ned, når det er det, der skal til. Det er ikke et nederlag. Det er heller ikke noget, du skal forsvare. Som medarbejder viser du ansvarlighed, når du klart og tydeligt melder ud til leder og kolleger, at du fx i dag kører på meget lavt energiniveau, og derfor ikke kan levere det, der normalt forventes. Samtidig fortæller du til dine omgivelser, at det ikke bare er dig, men også dem, der har ret til at melde ud, hvilken formåen de har i dag. På den måde er du med til at skabe en mere omsorgsfuld og inkluderende arbejdsplads.

Mennesket er ikke en maskine

De fleste mennesker er faktisk ret omstillingsparate og ”robuste” – men mennesket er samtidig et skrøbeligt væsen. Vi er flokdyr, og vi kan ikke ret godt tåle at blive truet på vores følelse af at være en del af et fællesskab. Mennesket har – som andre pattedyr – et helt grundlæggende behov for at være en del af fællesskabet: at blive set, værdsat og føle sig nyttig og væsentlig. Den dybest liggende frygt hos de fleste mennesker er ikke at have betydning.

Fra store arbejdslivstilfredsheds-undersøgelser ved vi, at anerkendelse og ”mening med arbejdet” betyder mest for medarbejderes trivsel. Selv løn og arbejdstid betyder mindre. Det betyder også meget om man kan være stolt af sin arbejdsplads og om man bliver behandlet med respekt og har indflydelse på udførelsen af arbejdet. Og om vi har gode relationer på jobbet.

Desværre er der mange arbejdspladser, hvor både anerkendelse, meningen med arbejdet, indflydelsen på udførelsen af jobbet og relationerne er truede. Vi bliver ”raske” når vi lever i overensstemmelse med hvem vi er, bidrager med det vi formår, gør det vi tror på er rigtigt og godt – og når vi får opbakning fra vores omverden til at være os selv.

Vi bliver syge, når vi gang på gang skal gå på kompromis med det vi mener er rigtigt at gøre, når vi er underlagt andres mål, politikker og principper, som måske ikke stemmer overens med vore egne.

Vi bliver sårbare, når det fællesskab, som vi er en del af – hvad enten det er på jobbet eller derhjemme – forsvinder og opløses. Når vi i for høj grad hopper fra sten til sten og aldrig ved, om den næste sten ligger fast i vandet.

Hovedformålet med denne bog er at vise dig og dine pårørende, hvordan I selv kan tage ansvar for at stress reduceres og håndteres. Men vi må ikke glemme også at kunne eksternalisere stressen – at adskille den fra os selv, kigge på den og vende de ting udad, der skal vendes udad og placere ansvaret, hvor det skal placeres – hos dem, der skaber rammerne for det liv og det arbejde, vi har.