Gode kolleger er den bedste medicin mod stress

Et godt arbejdsmiljø med støttende kolleger og meningsfulde opgaver er det bedste værn mod stress, skriver dansk-kinesiske Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin nye bog "Find motivationen - den kommer ikke af sig selv". Læs et uddrag fra bogen her

Når du har kontrol over dine arbejdsopgaver og føler dig vellidt og bliver mødt med tillid fra kolleger og ledelse, er risikoen for at få stress meget mindre, skriver Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin nye bog. Modelfoto.
Når du har kontrol over dine arbejdsopgaver og føler dig vellidt og bliver mødt med tillid fra kolleger og ledelse, er risikoen for at få stress meget mindre, skriver Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin nye bog. Modelfoto.

I min hjemby i Kina, Tianjin, bor der en mand, hvis arbejde består i at lave dybstegt dej 16 timer om dagen.

Han holder meget få pauser og har knap nok tid til at spise.

Har du ondt af ham? Tror du, han har stress?

Hvad hvis jeg fortæller dig, at han ejer forretningen? At han rent faktisk er millionær og har råd til at sende sine børn på de bedste universiteter? Han er et rigtig godt eksempel, når man taler om stress.

Stress dræber motivationen

Men hvordan undgår man at blive stresset?

Selvom der er en del fordomme og misforståelser om stress i den brede befolkning, synes eksperter dog at være enige om fire faktorer, som er vigtige, hvis man vil forebygge stress:

1. Følelsen af at have kontrol over situationen
 Det gør en meget stor forskel, om man selv har valgt noget, eller man er blevet tvunget til det. Hvis man har følelsen af, at man er herre over sin egen situation, er der mindre risiko for, at man bliver stresset.

Selvom mange arbejdspladser, studiesteder og organisationer godt kan lide at sige, at de har demokrati, medbestemmelse og giver plads til personligheder, er det meget langt fra realiteterne. Det er en illusion at tro, at nogen har fuld kontrol, for alle har en herre over sig.

Så følelsen af at have kontrol er i høj grad en anerkendelse af, at man ikke har fuld kontrol, men dog har kontrol over de essentielle elementer, der påvirker ens hverdag.

2. Følelsen af forudsigelighed
Hvis man kan forudse, hvad man kan forvente af arbejdsmængde og intensitet, så vil arbejdet være knap så overvældende og stressende. Hvis man for eksempel skal vente på noget, så gør det en stor forskel, om man ved, hvor længe man skal vente, eller om man venter i uvished.

Som en dygtig leder vil man med kompetent planlægning og solidt kendskab til branchen kunne undgå med kort varsel at skulle læsse en stor arbejdsmængde på medarbejderne.

En leder skal også gerne med overblik, helhedstænkning og habil kommunikation kunne forberede medarbejderne på vanskeligheder, man kan støde på, og fremlægge forslag til løsninger.

3. Social opbakning
Den sociale opbakning fra ledere, kollegaer og familie er en vigtig faktor i forebyggelse af stress. Ofte kommer stress af en følelse af, at ingen er på ens side, eller at de, der burde være på ens side, ikke er det.

Medarbejdere, som dagligt bliver dårligt behandlet af kunder, kan godt være glade og tilfredse, hvis bare de føler en solid opbakning fra ledelse og kollegaer. 
 
Medarbejderne skal føle, at virksomheden tager hånd om dem og udviser tillid. Opbakning fra hjemmefronten undervurderes tit i Danmark, da man som nævnt har en tendens til at tænke hjem og arbejde som to separate størrelser. Men den inddeling er kunstig.

Et menneske kan ikke genstarte sin energibeholdning og hukommelse, blot fordi man krydser dørtærsklen til hjemmet eller til arbejdspladsen. Man påvirkes af begivenheder og mennesker, man udsættes for, og derfor nytter det ikke noget at dele livet op.

4. Følelsen af, at tingene går i den rigtige retning
Men vigtigst af alt er nok følelsen af, at der er en mening med det hele.

Stress kommer tit af, at man føler sig tvunget til at gøre noget, man ikke kan se en mening i, og har en følelse af, at det, man laver, ikke gavner en selv og ens mål i livet.

Manden fra Tianjin, der laver dybstegt dej dagen lang, kan bruges til at analysere stressfaktorer i vores eget liv. Han arbejder ekstremt hårdt, men det har han selv valgt. Han ved,

hvad han kan forvente, nemlig en 16 timers arbejdsdag hver dag. Hans familie arbejder også sammen med ham i forretningen, bortset fra dem, der er under uddannelse.

Selvom forretningen ser lidt ussel ud, så er det en millionforretning, der har betalt familiens boliger, biler og børnenes uddannelser. Han har klare mål i livet, faglig stolthed og kultstatus i Tianjin for de legendariske pandekager, han laver.

Hans kunder er afhængige af ham og pandekagerne – det kan man se på den uendelige kø foran forretningen døgnet rundt.

De penge, han tjener, er meget vigtige for familien – uden dem ville de ikke kunne købe lejligheder til hastigt stigende priser i den kinesiske storby, de ældre i familien ville ikke kunne få den bedste hospitalsbehandling, og de unge i familien ville ikke kunne betale for dyre universitetsuddannelser i Kina og udlandet. Selvom hver dag er hårdt arbejde, ved han, at tingene går i den rigtige retning.

Derfor er han ikke stresset.

ANNONCE: Køb bogen her