Prøv avisen

Seeberg: Supermarkeder skal proppe mere etik i køledisken

Alt det snak om at det skal være forbrugernes frie valg, hvad vi spiser og køber, giver jeg ikke meget for. Det er en jungle at være forbruger, skriver debattør, blogger og foredragsholder Gitte Seeberg. Foto: Ulrik Jantzen

Vi forbrugere tager etiske valg hver eneste gang, vi handler. Det er bare ikke altid lige nemt, og forvirringen bliver ikke mindre af, at de store supermarkedskæder blander etik, salg, moral og markedsføring sammen

Under stor mediebevågenhed afskaffede COOP i 2013 salget af buræg. Det viste sig dog, at det kun gjaldt Kvickly.

Irma, der er længere fremme end resten af COOP-kæden, havde allerede afskaffet æg fra burhøns. Men reglen var ikke gældende i hovedparten af COOPS butikker, nemlig Brugsen og Fakta.

I skyndingen blev dette ikke kommunikeret, og jeg havde selv den opfattelse, at det gjaldt hele COOP, indtil overraskelsen en dag var stor, da jeg handlede i den lokale brugs. For her var der da stadig buræg. Retfærdighedsvis skal det siges, at COOP nu har udbredt buræg-forbuddet til alle sine butikker.

Men jeg syntes, at det var en gratis omgang at profilere sig på noget, der ikke er hele koncernens politik, men kun et ben af koncernen. I dag har også Dansk Supermarked besluttet, at der ikke sælges buræg.

Alt i alt godt gået af virksomhederne og ikke mindst Dyrenes Beskyttelse, der har sat dette på dagsorden i årevis og presset på.

Alt det snak om at det skal være forbrugernes frie valg, hvad vi spiser og køber, giver jeg ikke meget for. Det er en jungle at være forbruger.

Der er over 100 forskellige mærkningsordninger, og det kan være virkelig svært at finde hoved eller hale i, hvad man som forbruger skal vælge. Jeg mener, at virksomhederne både har et moralsk og etisk ansvar for, at det, vi som forbrugere kan købe i butikkerne, er i orden.

Det er således slet ikke i orden, når den nye butikskæde MENY stadig sælger ål i sine butikker. Ålen er udrydningstruet. Det ved forbrugerne ikke nødvendigvis – men indkøberne og supermarkederne er naturligvis helt klar over det - alene prisen giver dem et hint!

Derfor er det mindste, man kan forvente naturligvis, at virksomheden også går ind og tager et ansvar. Selv samme ål har i lang tid ikke været at kunne findes på COOP´s hylder eller på Dansk Supermarkeds hylder. Her har de taget et ansvar på forbrugeres vegne. Det er godt. Og det bør man gøre på langt flere områder.

I lande som Frankrig, Holland eller Storbritannien kan man handle i supermarkeder, der har taget ansvaret et skridt længere. Her er det ikke alene politikker på arbejdstagerrettigheder, børnearbejde og andre menneskerettighedshensyn.

Nej, der er tillige et skarpt fokus på, at virksomheden sikrer, at man ikke som forbruger gør sig indirekte skyldig i skovrydning, fordi den palmeolie, der bruges, kommer fra afskovede områder i Asien. Eller at de fisk, der ligger i frysedisken, er truede eller stammer fra aqua-kultur, der er ubæredygtig. Eller de havemøbler man måtte købe kommer fra et tropisk træ.

Alle danske supermarkeder må have en politik for, hvordan de vil være med til at sikre bæredygtighed i hele produktionen. Alt hverken skal eller må handle om, hvor billigt varerne kan sælges. Det skal også handle om, hvordan de er produceret. Desværre er der kun de færreste, der går op i det.

Og når de gør, er det sjældent båret af et ægte ønske om forandring, Snarere at opnå nogle markedsmæssige fordele. Så mit budskab til jer supermarkeder er:

Kom ind i kampen. Se på hvad de gør i andre lande. Og skil markedsføring fra moral og etik fra salg.

Gitte Seeberg er debattør, blogger og foredragsholder og tidligere generalsekretær i WWF.