Prøv avisen

Forsker: Ældres sexliv udfordres af tabuer og fordomme

En væsentlig udfordring omkring ældres seksualitet er tilgangen til emnet i samfundet, mener antropolog Bjarke Oxlund.

Ældre har store forventninger til deres sexliv. Men fysisk intimitet i den sene alder er stadig præget af myter og udfordringer, påpeger antropolog Bjarke Oxlund

”Når jeg bliver gammel, vil jeg virkelig insistere på, at have et sexliv,” siger instruktør og skuespiller Hella Joof i en video.

Og det er den rette indstilling, mener antropolog Bjarke Oxlund, forsker i sund aldring og formand for Sex og Samfund.

For aktiv sengegymnastik er især godt for ældre mennesker, både deres krop og sjæl.

TV: Se Hella Joof her tale om sex, når hun bliver gammel.

”Der er en direkte sammenhæng mellem et aktivt sexliv og sundhed,” siger Bjarke Oxlund.

Der er dog flere hindringer, der står i vejen for det, påpeger han.

Flere udfordringer i ældres sexliv

Ældre bliver også skilt eller mister deres partner gennem mange år og har svært ved at finde en ny. Det er Bjarke Oxlunds oplevelse, når han er rundt omkring i landet og laver foredrag.

”Det kræver noget at komme ud og finde en ny kæreste. I dag taler man meget om ensomhedsproblematikker og manglen på berøring. Eller hudflovhed, der opstår, når man ikke er blevet rørt ved i mange år måske,” siger han.

En naturlig barriere for et aktivt sexliv er naturligvis, at kroppen ikke fungerer lige så godt som tidligere.

Bjarke Oxlund opfordrer de ældre, han møder, til at prøve at tænke mere i berøring på hele kroppen. Det kan også sikre intimitet og samvær i stedet for kun at tænke på præstation, der ”ofte er udfordret af kropslige funktionsnedsættelser”, som Bjarke Oxlund beskriver det.

En væsentlig udfordring omkring ældres seksualitet er tilgangen til emnet i samfundet.

Bjarke Oxlund oplever, at ældres seksualitet stadig er tabubelagt. Mange har svært ved at forestille sig, at ældre har et aktivt sexliv, selvom emnet faktisk er blevet mere udtalt og kommet på dagsordenen i flere sammenhænge, siger han.

”Men ældre mennesker og sex er stadig ikke et billede, vi har på nethinden. De billeder, vi kender af nøgne kroppe, er fra medier, populærkultur og reklamer og altid af unge mennesker. Når Hella Joof i filmen så malerisk fortæller om sine forventninger, aktiveres det tabu," siger Oxlund og fortsætter:

”Vi forbinder intimitet og velvære hos ældre med et billede af to gamle mennesker, der går i vandkanten på stranden og holder lidt i hånd og giver et uskyldigt kys på kinden.”

Ældresex er tabu

Men det erotiske og intime liv fortsætter selvfølgelig hele livet. Og det er svært for mange unge at forstå. Spørger man de gamle selv, siger ni ud af ti, at sex er en utrolig væsentlig del af deres livskvalitet, fortæller Bjarke Oxlund.

Men det er der vel ikke noget nyt i? Hvorfor er ældres seksualitet blevet et interessant og vigtigt emne? Det handler ifølge sexforskeren både om, at sex for de fleste også har en anden funktion i dag og noget om vores gennemsnitslevetid.

”Seksualitet er ikke længere entydigt knyttet til fertilitet og reproduktion. Det forstås også som en del af at være menneske. Det er en del af vores væren i denne verden,” siger Bjarke Oxlund.

Desuden lever vi meget længere end tidligere, og noget skal vi jo udfylde tiden med. På 100 år har vi fået 25 år forærende i gennemsnit. Flere bliver ældre og er det i længere tid. Og nu ser vi en stor generation af danskere, der runder 70.

”For den, der går på pension i dag, kan man rask væk forvente at leve i to årtier mere. Så må man jo forholde sig til indholdet i det liv, der skal leves.”

Tilgangen til seksualiteten har også meget at gøre med, hvem det er, der er oppe i alderen i dag, påpeger Bjarke Oxlund. Og dem, der er og bliver ældre i disse år, forventer som Hella Joof meget af tiden i sengen.

”Den generation, der er lige omkring 70, dem fra 68’er-generationen, knæsatte jo den seksuelle frigørelse og revolution og gjorde det muligt at frigøre seksualiteten fra det ægteskabelige samkvem og viste vejen for nye former.”

En anden mulighed i dag er de mange, nye typer af teknologi, der gør det muligt også for ældre at møde hinanden på seniordating-hjemmesider.

Der er meget at holde styr på, påpeger Bjarke Oxlund, som minder om, at man også skal kunne acceptere og give plads til, at tingene ikke er som før eller nødvendigvis behøver at være det:

”Ældre kan føle sig overbebyrdet af ting, de skal nå i dag. Stavgang, zumba, yoga og så også partout et aktivt sexliv. Det er i orden, at man synes, det er et overstået kapitel,” siger Bjarke Oxlund, der dog holder fast i, at emnet er vigtigt at tale om.

”Vi er et sted, hvor det stadig er vigtigt at åbne samtalen om seniorseksualitet, fordi der er sociale begrænsninger, der præger området. Vi er alle med til at tabuisere det, at ældre har sex. Det sker i familier på tværs af generationer. Vi påvirker hinanden med signalerer om, hvad der er i orden. Det er vigtigt, at yngre generationer udviser lige så stor forståelse for de ældres liv og behov, som vi forventer, at de viser respekt for vores.”