Hvorfor lider så mange unge piger af lavt selvværd, når det drejer sig om deres egen krop?
Hvorfor udvikler tankerne sig for nogle til en livstruende spiseforstyrrelse?
Og hvordan kommer man ud på den anden side og finder glæde i sig selv og sin krop, når man først er blevet ramt af anoreksi?
Det var nogle af de spørgsmål, de fire piger Line Grønning, Luna Worm, Amanda Sigrid Hallum Bendtsen og Amalie Møberg forsøgte at besvare i Kristeligt Dagblads debatspalter i februar og marts.
Læs eller genlæs deres dyrtkøbte erfaringer her.
Line: Spiseforstyrrelser er mediernes skyld, ikke forældrenes
Til alle forældre derude, hvis børn er blevet ramt af spiseforstyrrelser, inklusive mine egne: I kunne ikke have gjort noget for at forhindre dette.
I kunne på ingen mulig måde have gjort noget.
Hver evig eneste dag ser vi ugeblade med forsider, der skriger med overskrifter som ”sådan taber du dig fire kilo på seks dage”, og ”sådan bliver du slank og smuk”.
Hver evig eneste dag ser vi reklamer på vores Facebook, på vores Instagram og så videre med ”sådan får du den perfekte krop” og ”træn sådan for at få bikinikroppen”.
Vi støder på særlige profiler på Instagram med ualmindelig urealistiske kroppe, som kun få personer kan have og være sunde på samme tid – men som alligevel bliver beskrevet med ”perfect” og ”goals”. Profiler, som vi piger ofte sammenligner os med.
Hver evig eneste dag bliver vi fortalt, hvordan vi skal være, hvordan vi skal se ud, hvilket tøj vi skal gå med, hvor meget vi skal veje, hvor meget vi må spise, hvor meget vi skal træne, og jeg kunne blive ved.
Vi bliver påvirket. Vi bliver presset. Vi bliver hjernevasket.
Læs hele Line Grønnings indlæg her.
Amanda: Instagram leverede foder til min spiseforstyrrelse
Jeg står på sidelinjen og betragter de appetitvækkende før og efter-billeder, der florerer på min Instagram-profil. Jeg knæler og falder i. Endnu en gang drages jeg af fitness-atleter, slankende opskrifter og skelettynde piger, der poserer foran spejlet på psykiatrisk afdeling.
Et hav af recovery -profiler holder dagligt liv i min anorektiske fortid, og jeg bekræftes i, at mine 60 kilo er langt over det acceptable.
Hvorfor er det, at jeg drages at et netværk, der på ingen måde er sundt for hverken mig selv eller mine medmennesker? Jo, et fællesskab styret af piger, der forsøger at komme sig efter en spiseforstyrrelse har for alvor fået fat i mig.
Skruer jeg tiden lidt tilbage til dengang, hvor jeg selv var et offer med en sengeplads på et psykiatrisk døgnafsnit, så ser jeg en pige, der er afskåret fra alt socialt samvær som skole, fester, venner, klubber med mere.
Trods min lave kropsvægt og mine livløse øjne havde jeg brug for et fælles ståsted, en anerkendelse og en accept fra ligesindede. Et fællesskab at opsøge.
Det fandt jeg på Instagram.
Læs hele Amanda Sigrid Hallum Bendtsens indlæg her.
Amalie: En spiseforstyrrelse handler ikke kun om mad
Min påstand er, at en spiseforstyrrelse i første omgang ikke omhandler mad, vægt, medier, dameblade og så videre.
Hvor overraskende det for nogen end kan lyde, så er spiseforstyrrelsen blot et symptom på, at der er noget i sindet, der er for svært. Spiseforstyrrelsen kan være en måde at håndtere det på, for eksempel et kompliceret forhold til forældre, mobning, dårlig behandling eller kriser på anden vis. Der kan ligge mange ting til grund for, at noget i sindet er så svært at håndtere, at det bliver en nødvendighed at ty til så voldsom en strategi som en spiseforstyrrelse for at få hold på sig selv. Det kunne lige så vel være depression, selvskade eller lignende mentale reaktioner eller ”strategier”, der bliver en måde at håndtere tingene på.
Mit helt store ønske er at forsøge at udbrede, hvad en spiseforstyrrelse i virkeligheden handler om – nemlig noget psykisk, i stedet for fysisk.
Det har ofte undret mig, under min behandling på psykiatrisk afdeling i det offentlige sygehusvæsen, at størstedelen af fokus omhandlede vægt og mad i ualmindeligt høj grad. Hovedparten af fokus lå på de fysiske symptomer (hvilket naturligvis også er vigtigt), men hvorfor så kun tilknytte patienter med spiseforstyrrelser til de psykiatriske afsnit?
Hvis en spiseforstyrrelse fortsat skal omtales som en psykisk lidelse, må den også behandles sådan. Og det er netop det, den skal og bør.
Læs hele Amalie Møbergs indlæg her.
Luna: Min spiseforstyrrelse var som at blive invaderet af en djævel
Anoreksi og spiseforstyrrelser giver i høj grad kontrol i en ukontrollerbar verden og identitetsdannelsesproces. En proces, der er rigtig ubehagelig at gå igennem for mange unge mennesker, inklusive mig selv. Man møder krav fra nær og fjern, som man gerne vil leve op til. Man kan være stresset, man kan føle sig overset, og man kan blive pålagt sig voksne opgaver, som man ikke burde have haft.
Den manglende kontrol over vægt og dårlig selvtillid førte mig ud i sygdom, hvor en djævel hjalp mig til kontrol. Og jeg kan love jer for, at jeg var en hårdnakket controller i de år, hvor jeg led under sygdommen. Hvis jeg dog bare i dag var lige så struktureret omkring mit liv.
Mit liv gik støt ned ad bakke under denne sygdom – indtil mine megaseje forældre tog handling. De ”stemplede” mig som syg, og jeg kom i behandling, hvor vi fik at vide, at sygdommen var ved at tage livet af mig. Derfra gik det kun en vej, og det var fremad.
Det gik kun fremad, fordi systemet, nærmere bestemt børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Glostrup, tog sig af mig og min familie. De fortalte os, at den eneste måde, jeg kunne blive rask på, var ved at tage på.