Morten Elsøe: Det kan koste folk livet at lytte til selvudnævnte sundhedsguruer på nettet

Når selvudnævnte sundhedsguruer undsiger eksperter og sundhedsmyndigheder, har det potentielt alvorlige konsekvenser for både samfundet og dem, der lytter til anbefalingerne. Men det kan være svært for videnskaben at overdøve internettets "kvaksalvere", mener sundhedsdebattør Morten Elsøe

"Kvaksalvere" fordrer en konspirationsteoretisk tankegang, der underminerer tilliden til de systemer, der netop er sat op for at sikre, at vi får den korrekte information, mener sundhedsdebattør Morten Elsøe.
"Kvaksalvere" fordrer en konspirationsteoretisk tankegang, der underminerer tilliden til de systemer, der netop er sat op for at sikre, at vi får den korrekte information, mener sundhedsdebattør Morten Elsøe. Foto: Mia Mortensen.

Kræftramte bør erstatte kemoterapi med gulerodssaft.

Udsagnet lyder skørt, og det er det skam også. For selvom grøntsager ganske vist er sunde, er de naturligvis ikke i stand til at bekæmpe en fremskreden form for kræft.

Ikke desto mindre er det den type anbefalinger, der flittigt deles af selvudnævnte sundhedsautoriteter med flere tusinde følgere på de sociale medier, og som forleden fik pressechef for Sundhedsstyrelsen Tina Gustavsen til at kalde en navngiven behandler for "en af landets farligste mænd".

At spredningen af misinformation på sundhedsområdet er decideret farlig, mener også sundhedsdebattør og ernæringsekspert Morten Elsøe. Han har gjort det til en del af sit virke at punktere myter fra såkaldte ”kvaksalvere”, men det er en hård kamp, erkender han.

Hvorfor er det så problematisk, at denne slags alternative behandlere kommer med sundhedsanbefalinger?

Det er det, fordi sundhedsanbefalingerne er forkerte, og fordi de vedrører områder, hvor man har et meget stort ansvar for, at det, man råder folk til, er korrekt – især på kræftområdet. Når man eksempelvis advarer imod HPV-vaccinen, og folk lytter til det – og det kan man se, at de gør – så er der en sandsynlighed for, at de fravælger en vaccine, som faktisk kan redde deres liv. For den ene eller de ti personer, der lytter og ender med at få uhelbredelig livmoderhalskræft, kan det koste dem livet.

Derudover er det et problem, at man fordrer en konspirationsteoretisk tankegang. Det underminerer tilliden til de systemer, der netop er sat op for at sikre, at vi får den korrekte information. Man lokker simpelthen folk ned i et kaninhul som i Alice i Eventyrland, hvor alt pludselig vendes på hovedet.

Hvordan ser det kaninhul ud?

Det er et sted, hvor alt består af alternative sandheder, og alt strider imod de officielle anbefalinger. Når du først er havnet dér, går det stærkt. For hvis du skal acceptere, at HPV-vaccinen giver livmoderhalskræft – hvilket er galimatias – så skal du også acceptere, at der er myndigheder, som lægger låg på sandheden. Og hvis der er myndigheder, der gør det, så må der være en kæmpestor konspiration, og ingen man kan stole på. For hvert skridt, du tager, falder sandsynligheden for, at du nogensinde vil genoverveje, om du måske selv tager fejl. Det bliver simpelthen for omkostningstungt at give slip eller gøre indrømmelser.

Handler kvaksalverne bevidst kynisk og uetisk, eller skyldes det uvidenhed?

Min vurdering er, at de selv er havnet i kaninhullet. At man kommer længere ind i kaninhullet, er ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis bliver bedre til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne holdninger. Man bliver bare bedre til at argumentere for, at de er sande.

Flere af disse behandlere har en forholdsvis stor skare af mennesker, som deler deres holdninger. Hvordan opnår de så stor popularitet, når de leverer budskaber, der ikke har hold i virkeligheden?

Fordi vi ikke vurderer budskaber på baggrund af, om de er sande, men om de tiltaler os. Videnskabsfolk har et indre moralsk kodeks, der tvinger dem til at holde sig til sandheden. Som kvaksalver derimod spiller man efter nogle helt andre regler, hvor sandheden er ligegyldig. Derfor kan man kommunikere direkte til folks følelser og ønsket om at se sig selv som anti-autoritær. Det er meget tillokkende at tilhøre en lille skare, der har fundet ’sandheden’.”

Er det sværere at sælge et sandt budskab i sundhedsdebatten, fordi virkeligheden ofte er nuanceret og mangefacetteret?

Jeg holdt et oplæg i går, og der var dét faktisk en pointe, vi vendte tilbage til. Jeg spurgte tilhørerne, hvor mange mennesker, der kendte kostråd nummer ét (spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv red.). Det var der én, der gjorde ud af 70 mennesker. Til gengæld kendte de alle til diverse detox-kure, og at man skal spise efter sin blodtype eller tarmflora.

Når såkaldte ”populistiske” holdninger i den politiske debat vækker genklang hos folk, så hævdes det ofte, at blandt andet EU og eliterne er blinde for befolkningernes ønsker og bekymringer. Kan man sige, at eksperterne og de sundhedsfaglige myndigheder på samme måde er blinde for et behov, der eksisterer blandt folk?

Indtil for et par år siden var mange eksperter og myndigheder ikke bevidste om, hvad folk går og tror på, og hvor de får deres informationer fra. Det er der kommet mere bevågenhed omkring efter kampagnen ”Stop HPV – stop livmoderhalskræft” (en stor informationskampagne for at øge tilslutningen til HPV-vaccinationsprogrammet, red.). Kræftens Bekæmpelse er blandt andet blevet mere opmærksomme på, at de alternative behandleres holdninger har vundet genklang visse steder. Derfor har de bevidst ændret kommunikationsstrategi. I stedet for at være komplet afvisende – som jeg selv kan være – sørger de for, at folk føler sig forstået og modtaget, samtidig med at de stadig giver dem den korrekte information.

Så du mener, at kommunikationen i sundhedsdebatten i en eller anden grad er blevet mindre elitær og mere omfavnende?

Det har været sådan tidligere, at man har sagt "jeg har ret, fordi jeg er læge", men nu er det engang sådan, at læger ikke altid har ret. Så det er faktisk et dårligt argument, men de har bare meget oftere ret end kvaksalvere. I dag fungerer det mere sådan, at lægen fortæller, hvorfor noget er forkert, hvad forskningen siger, og hvorfor det så er rigtigt. Men kommunikationen skal stadig gøres mere spiselig for, at det på nogen måde kan hamle op med den rent følelsesmæssige kommunikation, hvor man kun tænker på, hvordan man kan overbevise folk, og ikke tænker på, om det er sandt.

Hvad skal eksperter og sundhedsmyndigheder stille op for at eliminere den fare, som – du og flere andre mener – selvudnævnte sundhedsguruer udgør?

Måske skal vi at acceptere, at folk har et uforløst behov, når de læser de ting, som kvaksalverne skriver. Når vi har gjort det, må vi se på, hvordan vi kan formidle sandheden på en måde, som tilfredsstiller de behov. Vi skal tilbyde et alternativ. Hvis man nøjes med at fortælle folk, at det, de tror på, ikke passer, så hiver man bare tæppet væk under dem.